Overskud er noget vi er pålagt at have, og pauser, hjælp og 'nej tak' er ikke noget man bør gøre i.
Hvis vi ikke kan møde kl. 08.00 sharp, blive der 7 timer OG have tiden og overskuddet til at blive et par timer længere hvis ansvarshavende skulle synes det, jamen så er man jo bare et udskud.
Vi skal kunne arbejde og præstere som en bryggerhest, uden at fortrække den mindste mine. Bliver vi udkørte taber vi. Så er vi bare ikke gode nok.
Det er simpelthen blevet tabu at sige fra. Om vi er på vores allersidste ressourcer, om end vi knækker os selv ved at fortsætte, ja om end vi kommer til at lide under længerevarende konsekvenser, så er det ikke acceptabelt at stoppe.
Det ses tydeligt på antallet af mennesker der går ned med depression. Og det er ikke bare på arbejdsmarkedet, det er også på undervisningsinstitutionerne.
Der er efterhånden stillet så urealistiske krav til de ting vi skal nå, både til tid og evner, at det kan køre et menneske ned at forsøge at have en nogenlunde normal hverdag.
Vi skal tilpasse os de mest fantastiske skemaer, med timer til højre og venstre, op og ned.
Ungarbejdere skal bare kunne møde PÅ SEKUNDET hvis de bliver kaldt ind.
Elever har bare at møde op, og så skal de bare sidde PÆNT og glo de 3 timer de har mellem deres undervisningsmoduler.
Arbejdere har bare at sluge ændrede arbejdstider og overarbejde som var det sukkervand på en ske.
Der er intet spillerum overhovedet. Hvis vi ikke kan køre på som maskiner, anses vi knap nok som mennesker. Det er enormt ironisk.
Og jaja, der er masser af mennesker der tager deres i stiv arm, og bare gør som man bør, og gør det helt rigtigt, holder sig i den acceptable midte (vi skal jo heller ikke lægge os ud med janteloven) og bare kører efter de regler der er blevet sat op. Men hvor mange af dem går så hjem bagefter, føler sig ødelagte, trætte, asociale, uden overskud og generelt bare overkørte? Hvor mange af dem er ikke andet end et forestående sammenbrud, når de ligger med ansigtet begravet i puderne, og græder af afmagt?
Det ses tydeligt på antallet af mennesker der går ned med depression. Og det er ikke bare på arbejdsmarkedet, det er også på undervisningsinstitutionerne.
Der er efterhånden stillet så urealistiske krav til de ting vi skal nå, både til tid og evner, at det kan køre et menneske ned at forsøge at have en nogenlunde normal hverdag.
Vi skal tilpasse os de mest fantastiske skemaer, med timer til højre og venstre, op og ned.
Ungarbejdere skal bare kunne møde PÅ SEKUNDET hvis de bliver kaldt ind.
Elever har bare at møde op, og så skal de bare sidde PÆNT og glo de 3 timer de har mellem deres undervisningsmoduler.
Arbejdere har bare at sluge ændrede arbejdstider og overarbejde som var det sukkervand på en ske.
Der er intet spillerum overhovedet. Hvis vi ikke kan køre på som maskiner, anses vi knap nok som mennesker. Det er enormt ironisk.
Og jaja, der er masser af mennesker der tager deres i stiv arm, og bare gør som man bør, og gør det helt rigtigt, holder sig i den acceptable midte (vi skal jo heller ikke lægge os ud med janteloven) og bare kører efter de regler der er blevet sat op. Men hvor mange af dem går så hjem bagefter, føler sig ødelagte, trætte, asociale, uden overskud og generelt bare overkørte? Hvor mange af dem er ikke andet end et forestående sammenbrud, når de ligger med ansigtet begravet i puderne, og græder af afmagt?
Vi kender alle de dage hvor vi næsten vælter ind gennem hoveddøren og kaster os omkuld på sofaen for at koble af og få den summende hovedpine til at forsvinde. Når vi så har siddet nogle minutter kan vi lidt igen.Men det sker bare for nogle mennesker, at de aldrig kommer ud af den hektiske følelse og får slappet af. De har kørt så længe på, at deres system slet ikke forstår at det også har lov til at få pauser engang imellem, og regenerere. Og når det ikke gør det, så går folk psykisk ned. Nogle gange så kraftig at de kan være nødt til at rekreere ved at få en pause fra deres stresskilder.
Men det er jo HELLER ikke acceptabelt!
-Hvad fanden, en eller anden ny lortekollega der sygemelder sig med stress? Hvad regner han med, at vi andre bare kan klare alt hans arbejde fordi han har en smule travlt? Bare fordi han ikke kan tage presset? Hvad bilder han sig ind bare at tage orlov for at ligge og drive den derhjemme.
Sygemeldinger er ikke for sjov. Stress er slet ikke for sjov.
Naturligvis er der læger, der uddeler diagnosen stress så løst og bredt som Gustavs armbevægelser. Det kan man bare ikke komme udenom.
Men HAR man rent faktisk stress, så er det som at leve i en osteklokke, hvor det eneste du nogensinde har lyst til, er at lægge dig til at sove, for når man sover stilles der ingen krav, og er man heldig får man en kort pause, måske lidt energi, inden man skal fortsætte med de tusinde ting der ligger i bunken.
Sygemeldinger er ikke for sjov. Stress er slet ikke for sjov.
Naturligvis er der læger, der uddeler diagnosen stress så løst og bredt som Gustavs armbevægelser. Det kan man bare ikke komme udenom.
Men HAR man rent faktisk stress, så er det som at leve i en osteklokke, hvor det eneste du nogensinde har lyst til, er at lægge dig til at sove, for når man sover stilles der ingen krav, og er man heldig får man en kort pause, måske lidt energi, inden man skal fortsætte med de tusinde ting der ligger i bunken.
Problemet er bare, at når man har stress gør søvn dig ingen gavn, og falder du endelig i søvn, er du højst sandsynligt plaget af mareridt der får dig til at vågne igen. Så det er jo heller ikke en løsning. Men det er heller ikke en løsning at knokle på til man dør af udmattelse eller giver op og stiller sine egne træsko.
Jeg går på uni, og mine timer kan sagtens ligge så jeg skal stå op for at møde kl 8.15, have to undervisningstimer, vente 4-6 timer, og så have den sidste undervisningstime eller to, og derefter have fri kl. 18. Og det forventes bare, at vi tager det med et smil, et nik og et "ja, det er helt klart dét værd intet liv at have ud over uni, for her lærer jeg bare så meget, at jeg er så glad for at 1/4 af min dag er ren ventetid, det er en helt acceptabel mængde standbytid, det virker så rimeligt som noget, og jeg har jo intet jeg sådan skal nå for at opretholde en levestandard, jeg kan sagtens leve på den viden jeg suger ud af bøgerne".
Jeg går på uni, og mine timer kan sagtens ligge så jeg skal stå op for at møde kl 8.15, have to undervisningstimer, vente 4-6 timer, og så have den sidste undervisningstime eller to, og derefter have fri kl. 18. Og det forventes bare, at vi tager det med et smil, et nik og et "ja, det er helt klart dét værd intet liv at have ud over uni, for her lærer jeg bare så meget, at jeg er så glad for at 1/4 af min dag er ren ventetid, det er en helt acceptabel mængde standbytid, det virker så rimeligt som noget, og jeg har jo intet jeg sådan skal nå for at opretholde en levestandard, jeg kan sagtens leve på den viden jeg suger ud af bøgerne".
Det er jo faktisk gået så vidt, at vejlederne, hvis de kunne, ville tvinge eleverne til at deltage i alle sociale arrangementer. Sgu ikke fordi det er sundt psykisk. Men fordi de allerede VED, at det er næsten umuligt at opretholde venskaber udenom uni, og samtidig ved de at folk går psykisk ned af deres tilrettelæggelse af skemaerne.
Det er en syg form for arbejdsfremgang bare at forebygge og udsætte, i stedet for at handle og ændre på tingenes (tilsyneladende helt i hundene) tilstand.
Der findes i kke én arbejder i Danmark, der kunne finde på at tage på arbejde i to timer, for så at sidde stille i 6 timer, og endelig tage den sidste time mellem 17 og 18. INGEN. Det ville simpelthen ikke være acceptabelt. Man ville opfatte det som spild af tid.
Men man kan da lige VOVE på at sige at noget der har den mindste forbindelse til uddannelse er spild af tid. FYEHA! Du får den gratis, så du har bare at sidde og vente pænt på at vi lige får tiden til at du kan lære lidt nyt. Og mens du sidder og forsøger at fylde din ventetid ud med lektier og øvelser og hvad som helst egentlig der kan give den mindste form for kompetenvcer (for du skal jo huske også at være bange for at en eller anden betydningsfuld person pludselig synes du ikke lige ydede nok, og giver dig sparket) så har du bare at være så kisteglad at du er lige ved at besvime, for du har det SÅ godt.
Det samme sker med arbejde. Du skal da bare være overgearet ekstatisk over overhovedet at have et arbejde. Du kan da ikke tillade dig at være utilfreds med din løn så længe du får én, og kan du ikke arbejde de timer vi synes du skal, så fiser du bare ud af vagten- vi har 28 mand der gerne vil overtage dit job. Men du er jo heldigvis bare en lille solstråle af lykke, for du har fået lov at slide dig selv i smadder her hos os, så du har det du skal bruge!!
Ja- i teorien. Der er bare ufatteligt langt fra teori til praksis når vi arbejder med levende og tænkende individer.
Men når vi så engang er kommet hjem fra vores nedslidende dag på arbejde/skole/hvor end man nu er, så er det jo ikke slut. Du kan jo ikke leve af at lave noget. Kun i sin idiomatiske forstand skal man lave noget for at kunne leve. I virkeligheden skal vi også en masse andet.
Vi skal spise, have tøj på, gøre rent, etc. etc. etc..... I ved hvad jeg taler om. Ganske almindelige hverdagsærinder.
Og de er almindelige. De tager måske hver omkring 30 minutter. Så det er da ingen problemer!
Har man lige arbejdet hårdt i 8-10 timer (fysisk eller mentalt), så er man brugt. Og man har ikke ret meget mere at give af.
Men det kan man jo blive nødt til! Så selvom kroppen egentlig bare trænger til restitution, det samme gør sikkert psyken, så er det ikke en mulighed. Og skal man nå det hele, må man også huske at være ekstraordinært effektiv, for man skal også nå det hele.
Mange har ikke de faste tider at arbejde med, som vi forventes at skulle få når vi engang er færdiguddannede/etablerede- da skal vi sætte os fast i rutinen med at stå op, møde kl 08.15, have fri kl. 15.00 og så have hele dagen til at fikse alting. Er man studerende eller ufaglært arbejder (eller bare ansat i visse professioner) så har man enormt skæve tider, og når man endelig kan nå sine ting, så er de instanser man skal bruge ikke tilgængelige.
Men man kan da lige VOVE på at sige at noget der har den mindste forbindelse til uddannelse er spild af tid. FYEHA! Du får den gratis, så du har bare at sidde og vente pænt på at vi lige får tiden til at du kan lære lidt nyt. Og mens du sidder og forsøger at fylde din ventetid ud med lektier og øvelser og hvad som helst egentlig der kan give den mindste form for kompetenvcer (for du skal jo huske også at være bange for at en eller anden betydningsfuld person pludselig synes du ikke lige ydede nok, og giver dig sparket) så har du bare at være så kisteglad at du er lige ved at besvime, for du har det SÅ godt.
Det samme sker med arbejde. Du skal da bare være overgearet ekstatisk over overhovedet at have et arbejde. Du kan da ikke tillade dig at være utilfreds med din løn så længe du får én, og kan du ikke arbejde de timer vi synes du skal, så fiser du bare ud af vagten- vi har 28 mand der gerne vil overtage dit job. Men du er jo heldigvis bare en lille solstråle af lykke, for du har fået lov at slide dig selv i smadder her hos os, så du har det du skal bruge!!
Ja- i teorien. Der er bare ufatteligt langt fra teori til praksis når vi arbejder med levende og tænkende individer.
Men når vi så engang er kommet hjem fra vores nedslidende dag på arbejde/skole/hvor end man nu er, så er det jo ikke slut. Du kan jo ikke leve af at lave noget. Kun i sin idiomatiske forstand skal man lave noget for at kunne leve. I virkeligheden skal vi også en masse andet.
Vi skal spise, have tøj på, gøre rent, etc. etc. etc..... I ved hvad jeg taler om. Ganske almindelige hverdagsærinder.
Og de er almindelige. De tager måske hver omkring 30 minutter. Så det er da ingen problemer!
Har man lige arbejdet hårdt i 8-10 timer (fysisk eller mentalt), så er man brugt. Og man har ikke ret meget mere at give af.
Men det kan man jo blive nødt til! Så selvom kroppen egentlig bare trænger til restitution, det samme gør sikkert psyken, så er det ikke en mulighed. Og skal man nå det hele, må man også huske at være ekstraordinært effektiv, for man skal også nå det hele.
Mange har ikke de faste tider at arbejde med, som vi forventes at skulle få når vi engang er færdiguddannede/etablerede- da skal vi sætte os fast i rutinen med at stå op, møde kl 08.15, have fri kl. 15.00 og så have hele dagen til at fikse alting. Er man studerende eller ufaglært arbejder (eller bare ansat i visse professioner) så har man enormt skæve tider, og når man endelig kan nå sine ting, så er de instanser man skal bruge ikke tilgængelige.
Og det er ikke kun de med skæve arbejdstider der står med problemerne. En studerende eller arbejdende der skal søge nogen form for kommunale ydelser, skal kunne gøre dette i et vist tidsrum, hvor denne person højst sandsyligt SELV er beskæftiget. Det samme gælder stort set alle opkald til diverse firmaer (forsikring, telefon, tv, udlejer) hvor man måske skulle bruge hjælp eller har andre ærinder hos. Ligesom ved lægebesøg, som jo nærmest er blevet bandlyst fra arbejdspladserne, om end ikke andet kollegaerne imellem.
-Hvad fanden skal du til læge for, du fejler sgu da ikke en skid, prøver du at pjække fra arbejde eller hvad, mens vi andre bare skal stå her? Du er bare hypokonder, stil dig tilbage på din plads og drop der der helsehysteri
-Hvad fanden skal du til læge for, du fejler sgu da ikke en skid, prøver du at pjække fra arbejde eller hvad, mens vi andre bare skal stå her? Du er bare hypokonder, stil dig tilbage på din plads og drop der der helsehysteri
Er man i forvejen stresset hjælper det ikke at disse tidsbetingede sager har så gode vilkår for at hobe sig op og vokse sig uoverskuelige. I dag går der nærmest kun 1 rykkerbrev før man får inkassovarsel og ryger i RKI. Og er du først der, er er der ingen vej tilbage- så er du bare yderligere kneppet.
Men okay okay.... Uddannelse/arbejde SKAL vi overskue, hverdagsærinder SKAL vi overskue.... Og så er der alle forventingerne udefra som det menes vi BØR overskue.
Fortæller jeg nogen at jeg synes det er ved at blive hårdt at nå det hele på én gang (og særligt hvis det er en person der ingen problemer har), så møder jeg den her væg af manglende forståelse, og fordømmelse.
Og netop derfor er der så mange der vælger aldrig at fortælle nogen om deres problemer, for de vil møde alt for mange mennesker, der marginaliserer dem for ikke at kunne klare skærrene. De synes jo selv det er enormt pinligt, og de kæmper. Det sidste de har brug for er et fordømmende blik. Så de vil hellere gå med det selv, og lade det æde dem op indefra, end at dele det med nogen, med risikoen for at blive latterliggjort.
Og forventninger udefra er ikke nødvendigvis forbundet med de professionelle forventninger samfundet har til den enkelte generelt. Rent socialt er der også tusinder af forventninger.
Det er jo blevet tabu at sige fra. Hvis vennerne spørger om man vil med i byen, og man ikke lige har en eller anden barnedåb eller begravelse man skal til dagen efter, så er det ikke i orden at sige nej. Så kan de med rette tillade sig at blive fornærmede.
Ikke engang arbejde er en undskyldning, for "hvem har ikke taget en døgner" eller "sidste uge tog jeg hele weekenden, og jeg drak alle aftener INKLUSIVE søndag!".
Hvis du ikke har lysten, overskuddet eller engagementet, jamen så er det bare ikke godt nok. Så forventes det egentlig bare at du siger ja alligevel... og morer dig!
Så nu hvor du er kommet hjem efter dine 8 timer på arbejdet (plus evt. transport), har brugt 2-3 timer på at købe ind, lave mad, vaske op, fikse de daglige gøremål, jamen så forventes det faktisk også at du kan bruge minumim et PAR timer på at være social.
Hvis du ikke har lysten, overskuddet eller engagementet, jamen så er det bare ikke godt nok. Så forventes det egentlig bare at du siger ja alligevel... og morer dig!
Så nu hvor du er kommet hjem efter dine 8 timer på arbejdet (plus evt. transport), har brugt 2-3 timer på at købe ind, lave mad, vaske op, fikse de daglige gøremål, jamen så forventes det faktisk også at du kan bruge minumim et PAR timer på at være social.
Og overskud er faktisk blevet så påkrævet, at det også nu er blevet almen coutume at blive fortørnet når folk vil hjem. Man kan da ikke bare GÅ sådan uden en gyldig undskyldning?
Skal du noget eller hvad? Slappe af? DET GÆLDER DA IKKE!!!
Hele tilværelsen er blevet et overskudsræs. Og det er blevet enormt vigtigt at reklamere for hvor MEGET overskud man besidder. Det er et must at poste en status før OG efter en løbetur, og er tiden god, så SKAL den også offentliggøres, så alle kan få et indtryk af at du altid løber dine 15 km på 23 minutter. Hver. Gang.
Der må også meget gerne tilføjes billeder- og det helst af helsekost og sunde snacks (som jo er meget sundere end ingen snacks) og det er faktisk en form for krav at det skal køres en gang gennem instagram-møllen også, så vi også kan se at du oveni alt dit overskud også er en fortræffelig fotograf.
Alle nye ejendele- telefoner, computere, tablets, sko, tøj - skal også gerne lige foreviges og smides op på facebook, så man lige kan være SIKKER på at alle dem man kender der ikke har råd til den slags, liiiiige får et lille stik af nederlag. Hvorved man jo samtidig selv får et lille boost af sejr. Se mig. Jeg vinder det økonomiske kapløb. Se alle de penge jeg har råd til at smide ud ad vinduet. Jeg er en vinder.
Og ferier. Jojo, det er også vigtigt at folk lige får husket at gøre opmærksom på når de skal til udlandet. Det skal gerne gøres minumum en 18-37 gange INDEN ferien, konstant UNDER ferien ofte understøttet af billeder af planter og dårlige cocktails, og bagefter er det obligatorisk at bitche over at være hjemme igen.
En anden helt elementær ting, er at man skal HUSKE at fortælle alle de, der ikke er med på ferien, hvor NEDEREN et land de befinder sig i, hvor NEDEREN en hverdag de har, og hvor TRÆLS det bliver at komme hjem til DÉT pis, for DÉT liv er da intet værd!!!
Generelt handler det om at opnå så meget som muligt på så kort tid som muligt, uden nogensinde at spørge om hjælp, og derefter huske at flashe det i fjæset på alle de der ikke har.
Sådan bliver man et GODT og RESPEKTABELT menneske.
Og så er der alle os andre. Alle os der ikke kom over gærdet i første spring, ikke har fået alting foræret, har kæmpet, grædt og pint os selv. Os der aldrig får råd til at købe en Audi med tilhørende kørejakke, ikke i de næste 20 år får råd til at smide 15.000 efter to uger i Cambodja, og alle os der ikke kun bruger halvdelen af den givne tid til at nå de opgaver vi skal.
Det er os der må cykle eller gå til alt, os der højst får en tur i sommerhus hvert 4. år, os der må spinke og spare og skrabe sammen til brød sidst på måneden og os der sakker lidt bagud og ikke når alting på den halve tid.
Det er til gengæld også os der ikke lyver om vores overskud, præstationer og købekraft for at se godt ud.
Desværre er det også os der skal ses ned på, fordi vi ikke når den af samfundet opsatte standard for en acceptabel livsførelse.
Pas dine ting.
Få styr på din økonomi.
Få et højt socialt liv.
Meget nemmere sagt end gjort.
På vejne af alle os, der ikke har en guldske støbt i en form af overskud i røven, vil jeg gerne ytre følgende. Noget jeg tror vi er MANGE der har haft lyst til at sige;
Hele tilværelsen er blevet et overskudsræs. Og det er blevet enormt vigtigt at reklamere for hvor MEGET overskud man besidder. Det er et must at poste en status før OG efter en løbetur, og er tiden god, så SKAL den også offentliggøres, så alle kan få et indtryk af at du altid løber dine 15 km på 23 minutter. Hver. Gang.
Der må også meget gerne tilføjes billeder- og det helst af helsekost og sunde snacks (som jo er meget sundere end ingen snacks) og det er faktisk en form for krav at det skal køres en gang gennem instagram-møllen også, så vi også kan se at du oveni alt dit overskud også er en fortræffelig fotograf.
Alle nye ejendele- telefoner, computere, tablets, sko, tøj - skal også gerne lige foreviges og smides op på facebook, så man lige kan være SIKKER på at alle dem man kender der ikke har råd til den slags, liiiiige får et lille stik af nederlag. Hvorved man jo samtidig selv får et lille boost af sejr. Se mig. Jeg vinder det økonomiske kapløb. Se alle de penge jeg har råd til at smide ud ad vinduet. Jeg er en vinder.
Og ferier. Jojo, det er også vigtigt at folk lige får husket at gøre opmærksom på når de skal til udlandet. Det skal gerne gøres minumum en 18-37 gange INDEN ferien, konstant UNDER ferien ofte understøttet af billeder af planter og dårlige cocktails, og bagefter er det obligatorisk at bitche over at være hjemme igen.
En anden helt elementær ting, er at man skal HUSKE at fortælle alle de, der ikke er med på ferien, hvor NEDEREN et land de befinder sig i, hvor NEDEREN en hverdag de har, og hvor TRÆLS det bliver at komme hjem til DÉT pis, for DÉT liv er da intet værd!!!
Generelt handler det om at opnå så meget som muligt på så kort tid som muligt, uden nogensinde at spørge om hjælp, og derefter huske at flashe det i fjæset på alle de der ikke har.
Sådan bliver man et GODT og RESPEKTABELT menneske.
Og så er der alle os andre. Alle os der ikke kom over gærdet i første spring, ikke har fået alting foræret, har kæmpet, grædt og pint os selv. Os der aldrig får råd til at købe en Audi med tilhørende kørejakke, ikke i de næste 20 år får råd til at smide 15.000 efter to uger i Cambodja, og alle os der ikke kun bruger halvdelen af den givne tid til at nå de opgaver vi skal.
Det er os der må cykle eller gå til alt, os der højst får en tur i sommerhus hvert 4. år, os der må spinke og spare og skrabe sammen til brød sidst på måneden og os der sakker lidt bagud og ikke når alting på den halve tid.
Det er til gengæld også os der ikke lyver om vores overskud, præstationer og købekraft for at se godt ud.
Desværre er det også os der skal ses ned på, fordi vi ikke når den af samfundet opsatte standard for en acceptabel livsførelse.
Pas dine ting.
Få styr på din økonomi.
Få et højt socialt liv.
Meget nemmere sagt end gjort.
På vejne af alle os, der ikke har en guldske støbt i en form af overskud i røven, vil jeg gerne ytre følgende. Noget jeg tror vi er MANGE der har haft lyst til at sige;
TILLYKKE med din nye jakke, det er den der gør at du ser godt ud, for ellers var du jo bare grim, så det er forståeligt du vil kaste 800kr efter den, så den kan hedde Canada Goose. Det er FEDT at du kan løbe en halvmarathon på 8 minutter, det er bare fantastisk at du er så god til at spilde din tid i løbesko! Det er så FLOT at du har læst alle dine lektier mens du sad på lokum, for så er jeg SIKKER på du har forstået det hele. Og opgaven du skrev med den ene hånd, mens du stegte tofu-deller med den anden- den får du da MINDST 12 for, sådan som du har knoklet. Du er en VINDER fordi du gik ned og tog lån i banken så du kunne flashe to uger på Mallorca med iPhone billeder af tusind farverige drinks, så vi ved hvor rig du er. Det er NICE at nedgøre sit hjemland mens man er væk, og det er HELT VILDT SEJT at håne andres liv, mens man selv lever i lånte fjer.
Det er STÆRKT at gøre grin med dem der har det svært, og det udviser KARAKTER kun at kæmpe for sit eget velbefindende.
DU er et FEDT menneske.
DU er et FEDT menneske.
Det er bare synd at jakken ikke dækker at du er grim indeni, at løb ikke er en aktivitet der gør dig til et godt menneske, du kan bare komme i Netto hurtigere end mig, at du dropper ud om halvandet år fordi du ikke havde fået et eneste ord af betydning ind i skallen mens du spillede intelligent, at du kommer hjem fra ferie til finansiel ruin fordi du ikke har forstået at man skal arbejde for de goder man ønsker og ikke bare kan købe for penge man ikke har tjent, at du nu skal hjem og leve i det super elendige Danmark, som du ikke have ét eneste godt ord at sige om for tre uger siden, og leve det forfærdelige liv du fik hånet dine venner og bekendte med, og mens alle dine venner efterhånden indser at du ikke vil løfte en finger for dem, og da SLET ikke hvis det ikke kører for dem, så blev det pludseligt enormt meningsløst at have gjort så meget for at promovere sig selv når alle ens venner skred fordi man var en tom arrogant nar uden mere indhold i hovedet end en dialog fra Paradise Hotel.
Sidder du selv og er en af overløberne, så skulle du måske overveje om DU også bare poster god reklame for dig selv på din facebook, for at gøre andre usikre, eller om du rent faktisk får noget ud af det.
Sidder du selv og er en af overløberne, så skulle du måske overveje om DU også bare poster god reklame for dig selv på din facebook, for at gøre andre usikre, eller om du rent faktisk får noget ud af det.
Er det kun for beundringens skyld, så taber DU. For så kan du ikke eksistere i kraft af din egen selvtillid, men har brug for endeløs bekræftelse. Og så vil jeg ikke engang grine af dig. Jeg vil bare se dig som ligegyldig.
Sidder du til gengæld og er en af dem der kæmper, så HOLD FAST!
Mit liv er sgu ikke nogen luksus. For pokker- jeg er lige startet på uni som 22 årig- jeg er altså ikke bare skøjtet igennem det hele. Jeg ventede 2 år på at starte på at skabe min fremtid, og de to år var fyldt med skodarbejde som fagforeningerne ville brække sig over, chefer der var lige til forsiden, venner der forsvandt ud af det blå fordi man ikke kunne holde deres tempo, og penge der aldrig var der, selvom jeg arbejdede 5 jobs sideløbende det første år. Pt. lever jeg mere eller mindre af rugbrød med bierwurst og skal der luksus til er det med agurk, og jeg har ikke råd til at tage i biografen med mindre jeg sparer op til det en måned i forvejen. Men jeg har det godt!
Jeg nåede bunden, og er langsomt kravlet op igen. Og det kan man hvis man vil.
Det handler virkeligt bare om at sætte sig ud over verden omkring sig. At det i dag er vigtigt at bestå af 89% succes, 2% personlighed og 9% plastik, gør altså ikke, at det er sådan man er et godt menneske.
Det er man bare ved at arbejde sig fremad og være god mod andre mens man gør det. Og hån har aldrig hørt sig hjemme i et godt sind. Medfølelse til gengæld.......
Nogle siger lev hurtigt, dø ung.
Jeg tænker.....
Lev livet i det tempo du ønsker, dø når du synes du har nået dine mål, og få al den hjælp og inspiration du kan undervejs- det vil KUN gøre dig til et større menneske.
Sidder du til gengæld og er en af dem der kæmper, så HOLD FAST!
Mit liv er sgu ikke nogen luksus. For pokker- jeg er lige startet på uni som 22 årig- jeg er altså ikke bare skøjtet igennem det hele. Jeg ventede 2 år på at starte på at skabe min fremtid, og de to år var fyldt med skodarbejde som fagforeningerne ville brække sig over, chefer der var lige til forsiden, venner der forsvandt ud af det blå fordi man ikke kunne holde deres tempo, og penge der aldrig var der, selvom jeg arbejdede 5 jobs sideløbende det første år. Pt. lever jeg mere eller mindre af rugbrød med bierwurst og skal der luksus til er det med agurk, og jeg har ikke råd til at tage i biografen med mindre jeg sparer op til det en måned i forvejen. Men jeg har det godt!
Jeg nåede bunden, og er langsomt kravlet op igen. Og det kan man hvis man vil.
Det handler virkeligt bare om at sætte sig ud over verden omkring sig. At det i dag er vigtigt at bestå af 89% succes, 2% personlighed og 9% plastik, gør altså ikke, at det er sådan man er et godt menneske.
Det er man bare ved at arbejde sig fremad og være god mod andre mens man gør det. Og hån har aldrig hørt sig hjemme i et godt sind. Medfølelse til gengæld.......
Nogle siger lev hurtigt, dø ung.
Jeg tænker.....
Lev livet i det tempo du ønsker, dø når du synes du har nået dine mål, og få al den hjælp og inspiration du kan undervejs- det vil KUN gøre dig til et større menneske.
Nu vil jeg daske ud i min overskudsløse verden og kæmpe lidt videre.
Måske en dag vender det hele, og jeg får overskud til at være vågen 20 timer i døgnet med fuld fart på.
Måske en dag forstår folk bare at ubetinget succes ikke er det vigtigste i verden, og den dag kommer overskuddet nok helt af sig selv.
Måske en dag forstår folk bare at ubetinget succes ikke er det vigtigste i verden, og den dag kommer overskuddet nok helt af sig selv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar