NEKROLOG for Michael Stisen!

Jeg er lige kommet hjem fra begravelse.
Endnu en begravelse... Har allerede en lang række bag mig....


Denne gang var det meget tæt på. Og det gør ekstra ondt.


Da vi når ned til kirken (kapellet), kommer min mormor os i møde, og det er allerede tydeligt at hun har grædt. Da jeg omfavner hende som trøst, kan jeg også mærke at det begynder at presse sig på hos mig selv, men jeg formår at holde stand.


Inde i kirken, for enden af blomsterbelagt sti af buketter, troner så den hvide kiste. At tænke sig at i den synende lille kiste ligger en mand med så stort et hjerte, er ikke til at begribe.


Begravelsen startede med den eneste salme jeg egentlig kender, og faktisk rigtig godt kan lide. Jeg er ikke meget til det kristne religiøse, men den sang er både smuk og storslået. Se Nu Stiger Solen - min yndlingssalme, og faktisk også min mors.
Da først musikken begyndte at spille, og tonerne flød, var der ingen vej tilbage for tårerne.


Præsten fik essensen med. At Michael havde et stort hjerte og at han altid var klar til at hjælpe dem omkring sig. At han gerne passede på andre, men ikke var god til at passe på sig selv.


Det er essensen, men Michael var mere end et godt menneske. Han var det BEDSTE menneske. Og der er bare så meget mere, der kan siges.


Der er ingen tvivl om at Michael levede et hårdt liv. Og med mange prøvelser.
Og det var naturligvis disse prøvelser der til sidst ledte til enden.


Men for mig har det ikke været dem, der fyldte mest.
Mange vil sikkert have negative ting at sige, men hvad betyder de nu?
Det eneste der er af betydning, er den positive arv han har efterladt sig.






Michael kom ind i mit liv da jeg var 2 år. De næste 8 år var han min primære faderfigur- noget jeg ved at min rigtige far ikke vil blive fornærmet over at jeg siger. Det er sandheden, for sådan var omstændighederne dengang.






Og en mand som Michael skal man lede længe efter.
Der var energi, der var humør og humor, der var gåpåmod og der var livskraft!
Bump i vejen var ikke forhindringer, de var bare udfordringer. Småting kom ikke i vejen, det var bare at finde en løsning, om end uortodoks.


Vi sad og kiggede billeder den anden dag. Og blandt billederne dukker et op af mig og Michael, i en gummibåd i Nørresø. Og hold op hvor ser det komisk ud- manden kan jo knap være i den lillebitte gummibåd, og jeg er der jo også, så pladsen er endnu trangere end som så.
Og paddel havde vi ikke, så vi roede afsted med en stor gul og rød plastik skovl!
Det er jo et helt håbløst scenarie, men det gjorde ikke noget. For det virkede jo! Materialerne var helt i skoven, men det var da ligemeget- vi skulle padle rundt, det gjorde vi, og det var skide sjovt!


Nød lærer nøgen kvinde at spinde, og det er præcis sådan det var. Måske lærte vi så ikke lige at spinde, men mere bare at iklæde os hvad der lige lå for- det virker jo også!
Det skulle ikke være så korrekt og efter reglerne. Det var spontant og det var fantastisk!






Alle der kendte Michael kan også skrive under på, at der var gang i ham! Masser af spræl og energi, og der skulle ske noget! Noget vildt, noget sjovt, noget udfordrende. Og det er fra ham jeg har mit mod og min søgen efter adrenalinrus. (For det kommer da i hvert fald ikke fra min mor, som mest bruger tiden i sommerland til at nyde solen, imens hun holder tasker og jakker når folk prøver forlystelserne. Det har hun også selv ytret.)


Da jeg var 4 år, synes jeg at de store rutschebaner så åh-så-spændende ud. Og det gør de jo. Men de fleste forældre ville nok komme med en standard replik ala "Det er du for lille til, men du må når du bliver større."
Men sådanne bagateller var ikke noget Michael tog sig af. Nej, jeg havde sagt jeg ville prøve, og jeg var STENsikker. Så han tog mig med op i rutschebanen.
Da jeg kom ned igen, med skælvende knæ og blanke øjne, og kun kunne ytre "Det var som om man faldt!" syntes jeg måske ikke længere, at rutschebanen var sååå sjov.
Men i stedet for at forbyde det, fik jeg i stedet muligheden for at prøve det af, og så selv vurdere. Der gik nok lige et par år før jeg prøvede en rutschebane igen, men da jeg blev ældre, og det blev sjovere, var han altid med på den!


Alt fra badeland og vandrutschebaner til de vildeste forlystelser, klatreture i de højeste træer til kælketure på de stejleste bakker- den vildskab jeg har i mig i dag, er helt sikkert noget, der er kommet fra min tid med Michael, når vi var ude og suse, nærmest med livet som indsats.


En anden historie min mor kunne fortælle, da vi kiggede billeder, var en historie hvor hun med kameraet fra 2. sal, fanger os nede i stueetagen, hvor Michael er ved at lægge terasse hos en ven. Og så fortalte hun hvordan vi fuldstændigt grænseløst uortodokst på kanten til vanvittigt, havde hejst mig fra 2. sal og ned i haven. Metoden var ikke helt skarp endnu, men historien i sig selv viser bare, at man skulle sgu ikke være så bange for at prøve de farlige ting, men i stedet bare gribe de grænseoverskridende og sjove muligheder. Tror da ikke jeg var det eneste barn i blokkene der syntes det var VILDT sejt at blive hejst ned på den måde. Forskellen var bare at vi GJORDE det.






Livsglæde, energi og latter var der også altid med Michael.


Vi har mange gange cyklet ud til Hald Ruin og kravlet rundt derude. Været oppe i ruinen, fanget fisk i åen, og trillet ned ad bakkerne der omgiver ruinen. En grandvoksen mand der bare lægger sig i det høje utrimmede græs, og triller ned ad skråningen, med samme entusiasme, som den 4 årige pige han er med. Det er fantastisk!


Og et legebarn var han! Han ELSKEDE jo at få lov at lege med mig og ungerne fra gården!
Til en af mine fødselsdage var vi på skattejagt, og en af posterne var hvor børnene skulle kaste til måls med vandballoner, og stakkels Michael var målmand. Så stod han der, og det var blæsende, det var koldt, det var smågråt. Men han tog skud efter skud med de skide balloner, og blev pjaskvåd. Men han gjorde det med et smil! Og selv fangede han da også en vandballon, bed hul i den, og så kunne han give igen, og strinte ungerne lidt til!






Og Michael var også en talentfyld mand. Ikke bare til praktisk arbejde, såsom lige at lægge terasse hos en ven. Men han var også en mand der kunne bruge både hænder og hjerte til mange andre ting.


En stor del af min interesse for at spille musik, kommer uden tvivl fra ham.
Når han satte guitaren i forstærkeren i stuen, og spillede en omgang Nirvana, jamen så var det da noget så fascinerende! Selv kunne jeg ikke spille, men interessen blev vakt; jeg ville i hvert fald også spille guitar!
Jeg havde ingen guitar, men jeg havde et BR keyboard, nogle rytmeinstrumenter og nogle fløjter. Men en dag tog Michael mig med, jeg er ikke sikker på hvor eller hvad sammenhængen var, men vi endte i en form for øvelokale hvor der var et trommesæt. Og så fik jeg vist hvordan man spillede, OG lov til at prøve! Hold op hvor var jeg bare sej, og hold op hvor var han stolt! Om end det har lydt helt ad H til, jamen så betyder det ikke så meget som muligheden!


Jeg fik også engang en tur med ned på slagteriet hvor han arbejdede en periode. Det var noget af en oplevelse- hvor mange ser et slagteri indefra, hvor det ikke er på tv? Og aaaad, der lå et stykke kød på gulvet. Det grinte vi meget af!
Det var hårdt arbejde, og opslidende uden tvivl- men Michael var en hårdtarbejdende mand som også var meget fysisk.


Det var også ham der første gang introducerede mig til vægttræning og en træningsbænk! NØJJ det var sejt!! Interessen for fodbold er jeg dog aldrig rigtig kommet efter.






Der er så mange gode minder, og jeg kunne skrive og skrive og skrive til tastaturet giver op, og computeren brænder sammen.


Det er ingen hemmelighed, at Michael dog ikke kunne udstå kampen mod de indre dæmoner, og det var den han i sidste ende tabte.
Men sådan er livet. Har man ondt, søger man et middel til at dulme smerten. Og når man finder en måde at lindre på, så holder man sig til den.
Nogle gange er medicinen bare også en gift.


Vi har alle indre dæmoner. Nogle mere dominerende end andre. Michael var god til at hjælpe andre, desværre kunne han til sidst ikke hjælpe sig selv.


Kontaken til ham har været afskåret siden omkring 2000. Jeg har set ham et par gange siden, og vi har været ude f.eks. og bowle. Men vi var også nødt til at give slip... I hvert fald udenpå.


Indeni vil han altid betyde umåleligt meget for mig, og hvem jeg er i dag.
Og heldigvis fik jeg alle de gode år med i min tid sammen med ham. Og derfor er minderne hovedsageligt gode og lyse!


Og det er det eneste der er værd at holde fast i!! Og det er det gode man giver til verden, som man skal huskes for!






Da sidste salme er sunget, sidste bøn er sagt, og jorden er kastet på kisten, opbrydes selskabet i kirken langsomt.
To hvide roser blev lagt på kisten- en fra mig og en fra min mor.
At løsrive sig fra kisten og gå sin vej var det sværeste. Vidende at inde i den hvide kasse, kun centimeter fra hvor min hånd lå, ligger en mand, som jeg har elsket, og som har elsket mig tilbage. Og nu er det det sidste farvel.


Ud over den nærmeste familie var vi også de sidste der gik fra kirken. Fortvivlelsen og det evige ønske om at det hele ikke er sandt, varede ved hele vejen ned ad kirkegulvet og ud mod døren.
Og i sidste ende er det eneste man kan gøre at kaste et sidste blik tilbage på kisten, og håbe han kommer til et sted hvor han finder fred.


Det tog et par timer før tårerne stoppede med at trille.
Nu er de tilbage for en stund. Et håndgribeligt tegn på den kærlighed den mand stadig har hos mig.






Jeg har aldrig været i tvivl om, at selv hvis jeg havde mødt ham to dage før hans død, ville han stadig elske mig ligeså højt, som han gjorde dengang. Og kunne han, ville han altid have forsvaret mig og vores familie.


En kærlig, loyal, glad, livlig, og stærk mand. Sådan vil jeg altid huske Michael Stisen.


----------------------------------------------------------------------------


Giv mig styrke
Til at acceptere de ting jeg ikke kan ændre
Mod til at ændre de ting jeg kan
Og visdommen til at se forskellen


Hvil i Fred, Michael!
Du har gjort en større forskel med dit liv, end du aner!!