"HAHA, du er ensom!" Okay, er det sjovt eller hvad?

Jeg er ikke bange for at "indrømme" at jeg for tiden er ensom.

At mine venner, for størstedelens vedkommende, er rejst til universitetsbyerne eller på højskoler og lignende.
At jeg stort set er den eneste tilbage i Viborg, og jeg derfor ikke har ret meget af et socialt liv.

Men det var jeg engang.

For jeg syntes det var pinligt. At jeg ikke engang kunne skabe mig en ny omgangskreds, så populær som jeg alligevel var i det sociale miljø i Viborg. Tænk hvis folk fandt ud af jeg ikke rigtig havde nogle venner!

Det jeg ikke tænkte på var, at jeg har MASSER af venner. HUNDREDEVIS! De er bare ikke i min umiddelbare nærhed.
Og jeg glemte også, at jeg ER skide populær i det sociale Viborg, men det er jo netop mine årgange, der er smuttet fra byen, og derfor kender jeg ikke de nye kredse.

Og nej, ikke alle kan lide mig, åbenlyst. Folk jeg knap nok ved hvem er, hader mig tilsyneladende uden grund. Men dét er et helt andet indlæg.

Men nu er jeg ikke længere bange for at være åben om, at jeg faktisk går og keder mig, ikke rigtig laver noget, og mangler en omgangskreds. For hvis jeg ikke fortæller folk det, hvordan skal de så vide, at jeg måske engang imellem har brug for en invitation, et forslag til noget at lave, eller bare en spontant "skal du med?".

Og ja- jeg har en kat. Og JA- jeg er PISSE glad for min kat. Og JA- min kat tager rigtig meget af ensomheden.

Men det er ikke rigtig socialt aceptabelt at kunne lide sin kat og være meget sammen med den. For så bliver man stemplet som skør kattedame.

"HA-HA, du er kun sammen med din kat, du er ensom!!"

Ja? Jeg vidste ikke det var sjovt at grine af ensomme?



Det er utroligt hvordan folk kan reagere på dem der har det svært.
Ensomme, arbejdsløse, psykisk syge, overvægtige......
Folk der ikke kan tale om deres problemer, fordi de er bange for at blive gjort til grin.

Jeg tror jeg missede den del, hvor vi begyndte at grine af taberne.

For det er sgu da ikke sjovt at være en taber. Og ja, de findes.
Men hvor meget hjælper det dem, at vi peger og griner?

Ærligt talt, hvor er det skammeligt.

Og der er intet pinligt i at være ensom eller arbejdsløs eller lignende..... Det er jo bare en tilstand, som er modsat en anden tilstand, som man langt hellere ville befinde sig i.
Men alle starter jo et sted. Man har ikke fra start en million venner, og et job man skal betale topskat for at have. Men vi lever i en tid, hvor vi synes det er pinligt at fortælle at man er blevet fyret, fordi det er ensbetydende med "DU er ikke god nok!".

Tænk at vi i dette samfund nærmest skal skamme os over at have det skidt.
Så skal vi føle, at vi ikke kan følge med denne popularitetes- og succes kultur, som Danmark pt. er besat af.

Vi ser på over night "stjerner", der scorer og horer og ser ud som om de tjener mere end rigeligt. Hvilket jo i virkeligheden er langt fra sandheden.
Men især som ung, er det noget man skal slås med; det er VIGTIGT at være rig, smuk, populær, og allerhelst kendt.
Sikke en omgang vås!

Selfølgelig er succes vigtigt. Ikke for at andre skal se vi er succesfulde, men fordi succes er godt for én selv! Følelsen af at have succes i et foretagende, ved vi alle varmer!

Men hvordan skal man kunne få succes, hvis man ikke engang kan få lov til at starte fra hvor man står?
Hvilket nogle gange er bunden.

Hvordan skal man nå fremad, når man sidder fast, hvis man er bange for at spørge om hjælp?
Hvilket nogle gange er det eneste man har bug for.

Hold kæft hvor har jeg selv været, og er stadig delvist, dårlig til at spørge om hjælp. Det er virkelig at udstille sine svagheder, og tænk hvis folk syntes jeg var et nul.
Men at have det svært gør ikke en til et nul. Og tør man rive sig fri af angsten for folks dømmende ord, og bede om den hjælp man har brug for, så er det ikke en svaghed. Det er en styrke.


Jeg synes ikke engang dumme mennesker er sjove.
Jeg griner helt sikkert af nogle af dem, når de er på tv. Men ikke fordi de er dumme. Fordi de er hovne.
Hovne mennesker er SKIDE sjove! Især når de intet har at have det i.
Og DET, mine damer og herrer, er vel EGENTLIG mere værd at grine af; de der tror de er bedre end os andre, men som i sidste ende ender som alt det der foragter; En TABER!

Mangel på et realistisk billede af sig selv, er præcis hvad alle de klassiske komedier handler om; fordi det er helt basalt sjovt.

Der findes ingen der er bedre end andre. Der findesnogle der har mere succes, mere held, mere skønhed, flere penge.... Men aldrig nogle der er bedre.


Jeg tror på, at i et samfund hvor folk tør sige hvordan de EGENTLIG har det, hvorledes deres situation EGENTLIG er, hvor de EGENTLIG står, og hvad de EGENTLIG ønsker, dér vil langt flere have mulighed for at vende deres situation til det bedre.

Hvad med mig? Lige nu? Ja, det er jo nemt at sidde og prædike alt det her, for folk der har det svært. Men jeg nævnte da egentlig min ensomhed i starten? Så lad mig da lægge ud med mig selv;

-Jeg er ensom.
-Jeg har pt. intet socialt liv.
-Jeg savner min vildere livsstil, men ikke drikkeriet.
-Jeg er arbejdsløs. Jeg blev fyret.
-Jeg har været sygemeldt i 3 måneder.
-Jeg vejede for 4 år siden næsten 100 kg, og kæmper stadig med det, især mentalt.
-Jeg er skør i bolden.
-Jeg ER en kattedame, og elsker og forkæler min pelsede bedste ven.
-Jeg er bange for at spørge om hjælp.
-Jeg er bange for hvad folk kan tænke om mig.

Det er næsten så åben som jeg kan blive. Men jeg gider ikke skamme mig over det længere:
Jeg har nemlig fundet ud af, at man får mere ud af at FORTÆLLE folk om sine problemer, så de ved at de kan gøre noget, end at opbygge en flere lag tyk facade af "Alt er OK!". Især når det ikke er.

Så nej, jeg synes ikke tabere er sjove.
Det er mennesker der har det hårdt, og som ikke umiddelbart kan komme videre. Hvis de kunne, så gjorde de det jo nok med det samme.
Det sidste de har brug for er at blive gjort nar med.

Men alle jer der synes I er BEDRE end taberne! I er SKIDE sjove! Jeg håber I falder ned fra jeres piedestal. Og lander rigtig hårdt.
Og når I gør, så skal jeg gerne give en håndsrækning for at hjælpe jer op. Uden at trække på smilebåndet.