Men jeg er tilbage. Og det er jeg fordi jeg besøgte en veninde for en lille uge siden, og hun sagde noget der bare har siddet fast i mit hoved lige siden. "Du er også god til at lade folk træde på dig."
Jeg vidste hun havde ret. Det blev vi også enige om. Men det var nok det sidste jeg havde forventet nogen ville sige om mig.
Normalt tænker jeg jo om mig selv, at der sgu ikke er nogen der skal komme og tro de kan rende om hjørner med mig. Og sker det, så hører de for det, lige indtil det hele får det resultat jeg vil have. Eller bare et der er rimeligt.
Føler jeg jeg ikke bliver retfærdigt behandlet, er jeg ikke bleg for at protestere, og heller ikke bange for at stikke halsen frem over blokken og sige hvad jeg mener bør siges, hvad udfald det end måtte få. Sådan er jeg nu engang kommet langt- mange lader sig rykke rundt af telefonselskaber, systemet og SU og meget andet. Der er jeg ikke bange for at sige fra, og får jeg et brev med udgifter jeg ikke synes stemmer overens med virkeligheden, gør jeg noget ved det.
Og jeg kommer tilbage igen, og igen, og igen, og igen...................
Det hun talte om havde dog intet med den slags at gøre. Hun talte om forhold.
Og ja. Jeg er en fucking tumpe til den slags.
For det første kan jeg ikke finde ud af at få gjort noget ved sagerne... og for det andet så lader jeg mig træde på som dørmåtten ved hovedindgangen i Magasin - tit og tungt.
Jeg har fandme været igennem mange op- og nedture. Det skal dog siges at jeg aldrig var dum nok til at begive mig ud i et forhold med nogen som helst af de
Det her skal ikke til at være en udpensling af uh oh åh alle de grusomme ting jeg har gået igennem. Men jeg tror der er mange der må have det på samme måde som mig.
Vi kan sagtens finde ud af at være stærke når det handler om noget upersonligt. Men når der er mere involveret bliver det svært.
Jeg ser tonsvis af piger der bliver trådt op og ned ad ryggen af deres kærester. Og jeg har altid sagt jeg ikke ville være en af dem. Og det blev jeg heller ikke! Jeg styrede udenom. Men det var tæt på.
Jeg kan ikke tælle alle de gange jeg er blevet brændt af, svigtet, har smidt penge efter nogen, har droppet mine egne drømme, er blevet nedgjort, skældt ud og rent ud sagt- skidt på.
Men jeg kunne altid skride. Og i sidste ende gjorde jeg.
Derfor fik jeg aldrig en kæreste. Jeg magtede simpelthen ikke, som så mange andre jeg så omkring mig, at være fanget i et forhold der handlede om at få hævn over hinanden, skændes eller være ked af det. Så jeg holdt mig bare væk, indtil jeg syntes det hele kunne give mening igen.
Men hold kæft hvor er der mange
Det er jo også blevet noget vi udstiller. Vi skal jo gerne se op til de fyre der render og pisser på alle de piger de kan finde. Vi sætter dem på en piedestal, og giver dem sgu penge for at vise os andre på tv, hvordan vi allerbedst agerer så latterligt som overhovedet muligt. Der er en pris til den der bedst kan vise os hvordan vi bliver det dårligst mulige menneske.
Men alt det kan vente til en anden gang (det skriver jeg vidst lidt for tit, uden at følge op på det....).
I bund og grund gik der bare til sidst nogle ting op for mig. Og jeg skal ikke belære nogen om hvordan de vil leve deres liv, men det her er min blog, og her er MIN sandhed, sandhedEN!!
Jeg opdagede, at hver gang jeg troede jeg savnede nogen, så var jeg egentlig bare ked af at jeg igen var blevet overtrumfet af noget mere spændende.
Jeg opdagede at når jeg troede jeg havde følelser for nogen, så var det i virkeligheden mere misfortolket had og konstant irritation.
Jeg opdagede at gensynets glæde, mere var lettelse over ikke at være blevet glemt igen.
Jeg fandt ud af, at det ikke holder i længden, at man græder mere end man griner.
Jeg fandt ud af, at man kan give alt af sig selv, uden det er ensbetydende med man får noget igen.
Jeg lærte at det ikke ubetinget handler om at følge den andens behov, men i stedet om at følge sig selv først og fremmest.
Og jeg lærte, at hvis man ikke er sig selv, kan man aldrig være glad.
Vigtigst af alt lærte jeg, at det ikke var en måde at leve på.
Derfor kom jeg frem til det mest simple nogensinde; jeg skulle stoppe med at forme mig selv efter en anden, og i stedet finde ud af at være mig. Og i sidste ende måtte jeg vel finde en der kunne lide MIG, i stedet for alt det andet jeg kunne være hvis jeg bare lige sådan og sådan og hug en hæl og klip en tå og deruda'...
Og det er den største kliché nogensinde, det er hørt tusind gange. Men det bliver kun gentaget fordi det er sandt!
Man kan sagtens forsøge at spille en rolle hele sit liv. Men så levede man et andet liv end sit eget, og man får nu engang kun 1 chance til at leve et liv. Så lad det da være MIT liv jeg lever.
Jeg er ikke en guru der kommer med altomvæltende sandhed her. Mange har oplevet det samme og er kommet til samme konklusion. Nogle til en anden. Andre sidder bare fast.
Jeg kan ikke udtale mig ret meget om forhold. Jeg er ikke super erfaren på området.
Men jeg ved noget om selvværd, selvrealisering og egoisme.
Hvis man aldrig er egoistisk kan man ikke opbygge et selvværd. Hvis man konsekvent sætter andre foran sig selv, gør man automatisk sig selv intet værd. Og hvis man ikke har noget selvværd, så sætter man ikke sine egne drømme og planer særligt højt, man følger måske helst bare nogle andres. Det er noget nemmere, og de ved sikkert bedre.
Men NEJ! STOP! Sådan er det ikke!
Det handler sgu om at leve sit eget liv. Og komme igennem uden alt for mange skrammer. Det er okay at man kvajer sig - for helvede, jeg skrev ikke denne blog hvis ikke jeg selv havde kvajet mig godt og grundigt - og man brænder fingrene. Men så lærer man bare at ovnen bliver varm, og på lader man være med at pille ved ting man ikke skal have nallerne i en anden gang.
Jeg håber sgu at alle de dejlige damer jeg kender, der har det på samme måde som jeg havde det, kommer til samme konklusion. Snap out of it! Det er langt rarere at vågne op hver dag og have det godt, i stedet for at skulle kæmpe sig igennem og håbe at det hele nok bliver bedre engang.
Jeg stillede mig selv følgende spørgsmål:
Gør han mig glad ligeså tit som han gør mig ked af det?
Har han nogensinde tilgodeset mine behov over sine egne?
Er jeg glad når jeg vågner om morgenen?
Er jeg glad når jeg går i seng igen?
Har jeg ro på?
Kan jeg slappe af?
Føler jeg mig som mig selv?
Og ærligt talt. Det var sgu et nej til hele rækken. Det VAR det. Sådan er det ikke længere.
For så fulgte jeg et råd en klog mand engang gav mig. Jeg spurgte mig selv; hvad ville jeg gøre, hvis jeg ikke var bange?
Og så gjorde jeg det. Jeg skred.
Først var det hårdt. Jeg har aldrig været god til at sige fra på den front.
Men det tog.... en dag.... én enkelt dag... før jeg indså at jeg havde det MEGET bedre. Og så var det som om det hele ikke var så hårdt længere. Det var den største lettelse jeg kan forestille mig. Og jeg har altså haft forstoppelse på Roskilde Festival!!!!!
Nu kunne jeg rent faktisk gøre som JEG havde lyst til. Uden nogen skulle tjekke mig. Uden jeg skulle retfærdiggøre mine handlinger. Uden troen om, at det nok bare var sådan det skulle være.
Sådan skal det IKKE være. Hvis det ikke dur, så dur det bare ikke. Man bestemmer ikke selv hvem der er god for en. Det er der bare nogle der er, og nogle der ikke er.
Jeg da ville ønske at Yankie bars var gode for mig, men det er sgu bladselleri der gør mig godt. Og når jeg så spiser sellerien i stedet for chokoladen, så får jeg det bare helt fantastisk meget bedre!
Det var bare lige at få øjnene op for hvad der gjorde mig godt, og hvad jeg TROEDE gjorde mig godt.
Og det er fandme rarere at have det godt, end at gå og lade som om man har, fordi man bare så gerne vil. Drop det!! DAMER!! OBEY ME!!!!!
Det her indlæg har fået sit eget liv. Jeg havde ikke en decideret plan da jeg startede, men jeg havde helt sikkert ikke forestillet mig dette resultat! Men det er fint. Jeg vil gerne bruge min blog til at opfordre folk til at få et bedre liv. Især alle de søde piger jeg kender, der går og kæmper.
Og drenge for den sags skyld. Jeg kender også fyre der havde tyranniske kærester af kvindekøn. Og af mandekøn. Men kom for helvede af med dem. Det hjælper jo ikke at lave lappeløsninger ovenpå lappen og gaffertapen og proppen og hvad der nu ellers er brugt af løsninger. Hesten hopper ikke mere hvis den er død, og det hjælper ikke at piske den!!
Med alt det sagt.... hader jeg ikke mænd.
Jeg har været så heldig at finde mig en af slagsen som er alt det jeg ikke havde før.
Jeg kan være mig selv, jeg ER mig selv og jeg FØLER mig som mig selv. Ikke som en eller anden rolle jeg skulle spille.
Jeg skal ikke skjule noget, jeg skal ikke afgive rapport om hver eneste bevægelse jeg foretager mig, og det kræves ikke længere at jeg tilsidesætter mit eget velvære for hans.
Det er ikke længere urimeligt at jeg også har ting jeg gerne vil opnå.
Lige pt. er mine drømme og mål bare en del af mit liv (vores liv?), og det er ikke noget der skal ændres på. Der er plads til mit, og der er plads til hans. Og SÅDAN skal det være.
Jeg kan gøre det JEG vil nu, uden det bliver et problem. Og jeg er glad. Jeg er rolig indeni, jeg har det godt, og jeg er glad.
Og for mig, er det dét der gør hele forskellen.
Opsummeret pointe;
Lad være med at lade en anden person ødelægge dit liv!!
Hvis der er nogen der skal ødelægge mit liv, så skal det fandme være mig selv!!
Og så gør jeg det ordentligt!
Men lige nu, foretrækker jeg det gode liv jeg lever nu!!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar