"Stand By"-Me

Yes..... Jeg er på stand by.


Det er en underlig følelse. Som også har været en stor del af hvordan jeg har haft det så længe.
Den periode af mit liv jeg går igennem nu, er den hvor man mere eller mindre begynder at etablere basis for sit videre liv.

Man er færdig med folkeskolen og gymnasiet, man har brugt lidt sabbat tid på at finde ud af lidt om livet, og har alt i alt fundet ud af hvad man vil med selv samme.

Men sådan som det gik, afveg det hele pludselig fra planen.
Jeg havde fundet ud af alt, jeg var på vej. Jeg kom endda ind på drømmestudiet!
Blot med et års forsinkelse....
Pludselig havde jeg ENDNU et års pause, før jeg kunne komme videre i livet.
Mit livs største nedtur, uden tvivl.


Målet for unge mennesker, som jeg selv, er i store træk at starte på en uddannelse, finde en kæreste og i sidste ende arbejde sig frem mod et arbejde, og det, der vil være, livet man ønsker.


At stå og se til at andre bevæger sig fremad, imens man selv står i stampe, er som et spark i ansigtet. Så kan man hurtigt blive bitter.
Men det er jo ikke mine venners skyld. De bliver desværre bare målet for min bitterhed.
Hvorfor får JEG ikke lov at komme videre?


Det er spørgsmålet, der har naget det sidste lille år. Hvorfor står jeg på sidenlinjen, mens alle de andre spiller kampen som en flok topscorere?


Jeg har oplevet flere lortejobs, end jeg håber nogen anden kommer ud for. Blevet forurettet både fysisk og mentalt af kolleger og chefer. Er blevet stukket i ryggen, sladret om og behandlet imod alle regler og love.
At jeg skulle gennemgå et ufrivilligt ekstra år med dét, var mere end jeg kunne bære. Jeg gav op.


Ingen uddannelse. Intet job. Ingen kæreste. Ingen fremtid.
Det endte jo også ud i større problemer for mig. Jeg har, som held i uheld, fået lov at koble af de sidste to-tre måneder under min sygemelding, og det begynder at lysne.


Og tiden gik, som den jo har for vane. Langt og hårdt efterår, trist om omvæltningsfyldt vinter, og nu endelig det lysere forår.


Nu begynder jeg endelig at kunne se enden på det.
4 måneder og så starter jeg på studie!
4 måneder og jeg får et socialt liv igen!
4 måneder og jeg får noget at lave, ud over at sidde hjemme og gruble!


Yes! Endelig ser jeg lyset for enden af tunellen! Og dér skal jeg hen!


Det er som at vandre gennem en ørken.
Man starter ved starten, og så må man bare fortsætte fremad uanset hvad.
Man ved, at enden kommer på et tidspunkt, selvom alt man kan se, er mere sand til alle sider.
Det nytter ikke noget at give op, eller begynde at være negativ, for man har ikke andre muligheder end at bevæge sig videre.
Sanddyner blokerer udsynet, fødderne synker bagud i det glohede sand der udgør underlaget og kraftfulde sandstorme må man gang på gang kæmpe sig igennem. Sand, sand, sand, uden ende!
Det er uudholdeligt, men man ved, at enden må komme på et tidspunkt. Intet varer for evigt, heller ikke den strideste ørken.
Og til sidst, når man tror, at ørkenen muligvis er undtagelsen i denne universelle regel.... Så skimter man det! Uklart gennem den bølgende luft vajer målet foran en. Det kan næsten kun anes, som varmen forvrænger billedet, men man ved det er dét. Enden på rejsen, byen man har ventet i uendelige tider for at nå. Pludselig rejser den sig langsomt i horisonten!
Så er der håb igen! Man kan se målet, begribe det! Det er inden for overskuelig rækkevidde!
Kun dét længere og så er man der!


Det er sådan jeg har haft det, og nu har det. Endelig kan jeg se den glinsende oase efter min nådesløse økenvandring.


Og det er positivt!
Sammen med de længere lysere dage, og de langsomt stigende temperaturer, bliver mit humør også både lysere og højere!!


Jaja... Det skal jo nok gå i sidste ende.


Men pt. er jeg endnu på stand by. Jeg skal stadig vente længe endnu, og kommer ikke videre i mit liv lige så længe.


Det er mærkeligt at vente på, at ens liv begynder......