Hvad er nu det for noget?

Hvad er det?
Jamen det er såmænd blot en samling oplevelser, historier, tanker, anekdoter, samt andre små og store ting fra mit liv før døden. Blogget og delt i indlægsform.



søndag den 25. marts 2012

SKRUK? Det staves da SKUNK?

Ad lidt spøjs vej, fik jeg inspirationen til dette indlæg.

Samtalen startede i en helt anden ende af universet, men endte på en eller anden måde i børn.

Og så er det jeg sidder og filosoferer lidt over det emne.


For jeg ER sgu ikke vild med børn.
Selvom jeg har en mor der er pædagog, har arbejdet i en folkeskole og en SFO... Ngaaaah..... Ej det....


Og det er jo ikke sammenhængende med, at det er negativt at mange af mine veninder totalt DÅNER over spædbørn.

Men ærligt talt, så synes jeg ikke "sjove" babybilleder fra nettet med tekst, eller babyvideo nr. 9 mio. fra YouTube på nogen måde er interessante. Og jeg kan, med hånden på hjertet, sige at jeg ikke sidder og er hyklerisk, og i virkeligheden trækker på smilebåndet når jeg ser den slags. Det er VIRKELIG så uinteressant for mig som.... Landmåling.


Men det sjove er mere folks forventninger. Jeg er jo hunkøn. Jeg må ELSKE babyer og børn.
ARGH nej. Jeg gør ikke.

Men så når jeg møder familie/venner med spædbørn, så bliver min eksistens meget hurtigt anstrengt.
Så får man stukket en eller anden unge i ansigtet, og det passende er jo at gå helt "Ejjjj, iiih hvor er han/hun bare sød, nejjjj ååååh" og så videre.
Men det eneste jeg tænker i den situation er "NGAAAARGH, hvor er min undskyldning for at flygte?". Min hjerne decideret panikker.
For hvis jeg siger den slags, så kommer det til at lyde enormt sarkastisk, fordi det altså ikke er reelt.

Så beklager at mine æggestokke ikke går i vibrationer der kan måles på Richter-skalaen, når jeg kommer i nærheden af en nyfødt artsfælle... men jeg er bare på ingen måde skruk.

Kun for dyrebørn.
Minus aber. Aber er uhyggelige.


Og måske vil nogle føle sig stødt over at jeg ikke synes deres små guldklumper er så fantastiske som de selv synes. Men det er der slet ingen grund til. Det er absolut ikke en kritik af børn, blot en illustration af hvordan jeg tænker i forhold til de stereotype forventninger der er uløseligt bundet til sammenhængen.
Det er jo bare fantastisk, at forældre kan være så glade for deres børn. Men de må også acceptere, at JEG ikke nødvendigvis er helt oppe at køre over dem.

Selvfølgelig findes der sjove unger, der siger en masse skægt crap. Men ikke nok til at jeg bare tænker "YAY BØRN!".


Og på en eller anden måde får det mig til at lyde ond, men jeg kan altså bare ikke lide børn.
Ikke ensbetydende med at det for evigt bliver ved at være sådan.

Men jeg bliver helt mindfucked når jeg har veninder der taler om de godt kunne finde på at få børn nu, eller ville beholde det hvis de blev gravide.
For jeg er selv så langt fra den tankegang. Uni uddannelse forude, måske også en Ph.D. Det er så fjernt fra mig. Og jeg ville absolut ende graviditeten med det samme.

Og folk behøver ikke komme med "Det kan du ikke sige før du har stået i situationen!". Jo det kan jeg, for SÅ anti-skruk er jeg faktisk!
Og om jeg ville overveje adoption?
Why? Hvorfor bruge 9 måneder af mit liv, på noget der uomtvistelig ville give mig psykiske kvaler, fordi det VIRKELIG er noget jeg ikke har lyst til? Det er der ingen der får noget godt ud af.

DÉT lød til gengæld rigtigt ufølsomt. Men hey- jeg er pro-choice, og jeg synes det er en vidunderlig frihed at vi kan vælge til og fra. Både med præventionen, men også når det går galt, og man står i en uheldig situation.

Og nu ikke nogle vrede kommentarer om at "abort er ikke prævention". Nej åbenlyst. Præ betyder "før".


Jeg er bare ung, i 20'erne, og har en masse jeg skal gøre og nå, som jeg ikke kan hvis ikke jeg er 100% selvstændig. Og uafhængig i den forstand at ingen afhænger af mig. Højst en kat eller et andet sjovt dyr. 
Og alt det vil jeg gøre, før jeg overhovedet gider tage stilling til et sådant emne.

Nøjj, den her smøre tog da en helt uventet drejning!! FEDT! Elsker tankestrømme der bare glider af sig selv!

Men med alt dette i mente, så kan jeg jo bare håbe, at der er en del af mine nærmeste med børn, der læser dette, og så ikke bliver super fornærmede når jeg ikke bliver hormonplaget over at se deres børn. Det ville da være rart hvis der blev slække lidt på den forventning.

Anyways, jeg er done. PEACE OUT!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar