Du kender det sikkert.
En eller anden er ikke mødt op til undervisning eller lignende, og når du spørger, får du svaret "Jeg havde ikke lige overskuddet".
Og du tænker: "Dovne menneske!" Hvorfor kan han/hun ikk bare få lettet røven, og møde op. Det er ALTID den samme.
Men så vender vi den lige om.
Derhjemme sidder cette kollega/studiekammerat/ven, og har foretaget et valg. Måske var et dovenskab, måske var det et reelt valg, som havde sine årsager.
Jeg er SÅ træt af, at få smidt ord i hovedet som "Doven", "Uengageret", "Lad", "Ugidelig", "Asocial" osv.........
Der er en meget simpel grund til, at mit overskud ikke ligger og ringler i toppen af skalaen!
Jeg er psykisk syg, og det er noget der kan mærkes
Og ja, det kan MÆRKES! Det KAN lige netop ikke SES!
Enhver der har kæmpet med disse ting, ved hvor stor en udfordring det kan være.
Du har uden tvivl set en person, måske af lidt specielt udseende, gå/sidde/stå og tale med sig selv. Måske har du endda grint for dig selv, peget, eller bare rystet på hovedet tænkt at den person er skør. Måske endda følt frygt eller afsky!
Men stoppede du op og tænkte på hvorfor denne person opførte sig sådan?
Gik det op for dig, at personen måske ikke har det godt, og er blevet forstyrret af dette? At dette ikke behøver være selvforskyldt? Og at for denne person er de stemmer han/hun hører, ligeså virkelige som når du skruer op for tv'et?
Der er mange forskellige afarter at psykiske sygdomme. Nogle tydeligere end andre.
Men fælles for dem alle er, at tog du et snapshot af personen, ville det fremkaldte billede ikke afsløre nogen tegn på, at dette menneske var sygt!
Det kan man så argumentere for, at de skal prise sig lykkelige for!
Ingen ved noget om deres kvaler, de kan få lov at være som alle de andre.... alle de andre normale, korrekte mennesker......
Men hvad nytter dette, når man ikke ER normal? Når man ikke vil og føler de samme ting som alle andre? Er det så stadig optimalt, at man får lov til at gøre det?
Eller har man så ikke mere brug for noget helt andet, i stedet for at skulle gå og lade som om?
Men lad os vende tilbage til vores første konkrete eksempel.
Jeg ved ALT om, hvad det er ikke at have overskud. Det er ikke altid jeg møder op til de ting jeg burde, fordi jeg simpelthen ikke besidder overskuddet til det.
Det lyder dovent. Hvorfor går jeg ikke bare i seng tidligere? Hvorfor drikker jeg ikke bare en kande kaffe? Hvorfor tager jeg mig ikke bare sammen?
Fordi overskud ikke er energi. Overskud er evnen til at kunne overskue noget. Og det har jeg ikke nødvendigvis
Lad os tage første dag efter ferien.
Her vil jeg ofte ikke møde op. Hvorfor?
Fordi jeg har brugt mange uger herhjemme alene nu. Jeg er en smule sat, og har haft en betingelsesløs periode, hvor jeg har kunnet gøre som jeg vil og føler. Har jeg været ked af det, kunne jeg sove hele dagen, har jeg været glad, kunne jeg gå Århus rundt ti gange.
Jeg har været mest alene, med undtagelse af katten og min kæreste.
Det er to individer, der forstår hvordan jeg har det, og jeg skal aldrig forklare mig overfor dem, hvis jeg pludselig ud af det blå bliver ramt af angst, eller bliver meget ked af det.
De eneste krav der er herhjemme er, at jeg husker min medicin, får noget at spise og har det rart indeni.
Så forventer hele verden pludselig, at jeg kan omstille mig til det stik modsatte på en nat.
Fra søndag aften til mandag morgen, skal hele min mentalitet lige vende 180 grader, og jeg skal nu bare være klar på at gøre præcis modsat af før.
Og det er lissom forventningen at man bare gør det, uden mere muk end måske "Ih jeg er så træt, min døgnrytme er helt forskudt".
FUCK din døgnrytme.
Hvis jeg ikke allerede har lagt søvnløs natten op til denne dag, så har jeg tæsket hele natten igennem med en time søvn ad gangen. Jeg har ikke overskud til at skulle stå op, og gøre mig "acceptabel" for verden. For det er der også en standard for!
Jeg skal pumpe humøret opad, have min "godmorgen" på, og fysisk kan man heller ikke bare daske ud i verden, hvis altså man ikke ønsker at blive dømt herfra og til evigheden. Maintenance is key.
Efter at have været nogelunde alene i lang tid, og været tilpas deri, er det også meget anstrengende ligepludselig at skulle forholde sig til 25 andre mennesker, som jeg ikke har snakket med i over en måned, og som jeg ikke kommunikerer med udenfor skolen.
Allesammen vil høre hvad man har brugt sin ferie på (det samme lort som alle andre: intet), man skal huske at spørge ind til deres, og generelt en masse overbegejstret hilsen og kram.
Så længe man er i denne flok af andre, kan man jo heller ikke blot sætte sig i et hjørne og være sig selv. Man er på, hele den tid man er der.
Og vi skal snakke ferie, og fremtid, og valgfag, og eksamen, og de nye fag, og skemaer, og planer, og grupearbejde, og lab, og ih og åh. En masse ting jeg slet ikke har rum til at kapere med det samme. Hver ting til sin tid.
Der bliver hurtigt listet en masse krav, og det forventes at man kan stille op og opfylde disse uden at fortrække en mine.
Indeni er hver enkelt celle i min krop ved at spræges at panik, og enhver fiber overstrækkes af stress!
Det kan da godt være jeg smiler og joker udenpå, men det ville nok ikke gøre livet lettere for mig, hvis jeg begyndte at græde, hver gang jeg befandt mig i en ubehagelig situation.
Jeg tror ikke det ville fremme folks reaktion på mig. I hvert fald ikke i positiv retning....
"Du skal være ligeglad med hvad folk synes om dig, bare vær dig selv!". Jah, problemet med det er, at mit "selv" gør folk nervøse.
Hej, jeg hedder Simone, jeg har en depression. Det gør mig enormt ustabil, overfølsom, irritabel, overgearet, spydig, samvittighedsfuld, energisk, svag, ensom, ked, nedtryk og skamfuld.
Og så går folk i panik! Det er faktisk oftest lettere at beholde bekendtskaber, hvis jeg ikke fortæller dem jeg har en depression. De begynder at gå på æggeskaller, og ender bare med at distancere sig fra mig. Det er for besværligt at have en psykisk syg ven, med alle de hensyn man skal tage.
Det eneste hensyn, er vel bare at lade være med at behandle mig som en depression, men som mig?
Jeg ville ØNSKE, at jeg på hele min krop fik voldom psoriasis, hver gang jeg gik i en dårlig periode, eller fik lilla prikker i fjæset når jeg fik et angstanfald. Så folk kunne SE at der faktisk er noget riv-ruskende galt, og at det er alvorligt.
Men hvis man fortæller folk, at man har det dårligt indeni, kan de slet ikke forholde sig til det! "Sådan.... indre blødning eller?"
Nej, mit bryst føles som om en stor klump hæmmer mit hjerteslag og åndedræt!
"Er du ved at få et hjerteanfald?"
Nej. Jeg har det bare rigtig skidt!
"Skal jeg ringe efter en ambulance?"
Nej, man kan du ikke bare tale med mig?
"PANIK!!!"
Det er så besværligt at åbne sig, når man ikke møder forståelse, men i stedet nervøsitet og panik. En angst for, om de er egnet til at være ven med en psykisk patient, og om det er en god ven at have. Hvor dét, en psykisk udfordret person MEST af alt har brug for, er venner. Tilhørsforhold. Det betyder alt!
Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg udefra kan virke super freaky. Jeg kan være spændstigt overlykkelig klokken 14 og klokken 14.30 er jeg i krise over mit liv. Jeg kan have en time hvor jeg snakker non-stop i højeste gear, og derefter en hel eftermiddag i lavt tempo med stilhed. Jeg kan ikke selv styre min energi, mit humør eller lignende. Derfor sker det helt sikkert at jeg overreagerer når jeg er vred og overkompenserer når jeg er glad.
Hvis jeg er glad, bliver jeg super engageret og gearet. Er jeg vred, så går jeg i det med hoved, hæl og sjæl, og kæmper til sidste bloddråbe.
Nogle mennesker ville sikkert sige "Slap lige af" eller "Styr dig"......
Men mit humør varierer ikke efter normerne eller hvad folk synes. Det løb er kørt.... Mit sind er i oprør, og urotropperne er først ved at få indsamlet de første stenkastere derinde.
Og når alle andre tænker, hvorfor jeg dog sådan kan spasse ud over ting, som andre føler er helt normale, eller bliver presset helt i bund, af forventninger alle andre lader til at opfylde...... så tænker jeg "fordi sådan FØLER jeg!".
Alle ved at følelser hverken er rationelle eller kontrollérbare.
Men sådan fungerer det bare. Jeg er ikke en sur kælling. Men mit humør daler, når jeg får stillet en masse krav og opgaver på mine skuldre, i et højt tårn, som jeg ikke kan holde oppe. Og det skraber bunden, når folk bare regner med, at det burde ALLE da kunne.
For hvad er jeg så når jeg ikke kan? Så er jeg vel ikke god nok?
"Kan du ikke bare lige tænke lidt positivt, og stoppe med at tænke sådan om dig selv hele tiden? Du er sådan lidt negativ!".
Nej. Ser du. Jeg er ikke lidt negativ. Jeg er ENORMT negativ. Jeg har en depression. Tag skænderiet med den. Jeg har IKKE valgt at det skal være sådan her.
Fordi det kan jeg ikke. Når du er sur og muggen, er det sikkert som oftest bare en lille latterlig årsag, som kan fikses eller ignoreres. Hvis jeg er negativ, så er der en kemisk ubalance i min hjerne, der fortæller mig, at jeg er negativ, og sådan er tingene bare.
Prøv lige at fortælle kemi, at det skal reagere som du synes, i stedet for hvad det gør.
Jeg kan have rigeligt af stress, bare ved at være mig selv.
At være mig, indbefatter de fleste dage at være utilfreds med mit ydre, derefter være utilfreds med mit indre, være bange for at jeg aldrig kommer videre, være nervøs og stresset over alle de ting jeg ikke forstår, være forvirret over folks handlinger, være ensom, undre mig over hvorfor alle mine venner skred, være ked af det, beymre mig om jeg nu er god/stærk/hurtigt/klog/pæn/ung nok og hvad man ellers kan sætte på af usikkerheder....
Oveni dette, skal jeg forholde mig til verden omkring mig. Og nogle gange, er det påkrævet at jeg også skal forholde mig til ANDRES eksistenser. Dette kan bare være meget svært, da jeg har nok i mig selv.
Derfor tror folk, at deprimerede mennesker er egoister. Men i virkeligheden er der bare ikke PLADS til mere. Når du har fyldt en liter vand i en mælkekarton, kan du ikke hælde mere vand i- det flyder bare ud over kanterne.
Det samme sker, med alle de resterende indtryk, når hovedet er rodet godt op. Om det er personlig information, undervisning, historier, tv- det hele flyder ved siden af, for kapaciteten er der bare ikke.
Derfor er jeg ofte den, der bare lister ud af lokalet efter undervisning, eller siger farvel til to-tre stykker til festen og forsvinder.
Når jeg er færdig, er jeg færdig. Jeg kan simpelthen ikke stå og tage imod 20 menneskers "EEEEJ, bliv lidt længere" eller "Du er så kedelig" eller anden smalltalk. Jeg kan ikke kapere det, og jeg vil faktisk hellere bare væk. Ud i freden.
Jeg kan godt lide mennesker. I portioner!
Det samme med udfordringer.
Men jeg er ikke som alle, og det er for tiden, som jeg har det nu, alt sammen lige 50 gange hårdere, end da jeg havde det godt. Men man kan ikke se forskellen udenpå!
(selvfølgelig kunne man have deduceret ét og andet ud fra et massivt vægttab, men jaja..... vi holder os til, at man ikke kan se det)
Og dét er faktisk det jeg kæmper mest med, i forhold til min sygdom. Ikke nødvendigvis at komme over den, det har jeg medicin og professionel hjælp til. Men folk omkring mig, som bare sætter de samme krav til alle, fordi "alle er lige".
Det er vi ogå, helt grundlæggende og rettighedsmæssigt. Men det er vi ikke fysisk, og det er vi heller ikke psykisk.
Nogle kan løfte 100 kg, andre skal have hjælp til at stable kasser. Nogle kan klare alle krav og forventninger som en behagende robot, og andre har brug for hjælp til at finde mening, hoved og hale i det hele. Sådan er det.
Jeg er i sidstnævnte kategori! Jeg kan ikke se meningen med det hele, og jeg synes ofte helt den mangler.
Det kan give mig en uappetit på livet, og jeg har ikke altid lyst til at deltage i spillet.
Men det vil jeg også have lov til, og alligevel blive respekteret.
Bare fordi man ikke kan se det, betyder det ikke at det ikke er der.
Det tror kun meget små børn der leger tittebøh.
