Det er måske næsten en underdrivelse, at sige min selvtillid er i top, disse dage.
Men i stedet for bare at sætte mig ned og være en lort med lort på, har jeg i stedet besluttet mig for, at finde ud af HVORFOR det forholder sig så.... lortet....!!
Vennekredsen er skrumpet meget ind de seneste år. Noget der, næsten naturligt vil jeg mene, har ledt til tanker som "hvorfor gider de mig ikke mere?".
Men i stedet for at tænke sådan, vil jeg prøve at tænke på en anden måde.
For gad jeg dem? I sidste ende, når alt kommer til alt....
Gennem hele den sidste del af min folkeskole tid, gik jeg i en klasse, hvor sammenholdet var meget stærkt. Der var ikke kliker og intriger, og de fleste kom godt ud af det med alle.
Vi var ikke så skide bange for at være fjollede og barnlige, og at blive voskne kunne sgu vente! Vi var unge og dumme NU!
Jeg kan endda huske en dag jeg havde taget mascara på, for at prøve det af. Som manjo gør som teenager. BAM- dét blev der slået ned på! Det var da for åndssvagt!
Ja, i den flok var det ydre virkeligt ikke vigtigt- det handlede sgu bare om at nyde livet!
Jeg fik nogle meget tætte venner og veninder, og mange af os glædede os til at komme på samme gymnaisum efter eksamen.
Jeg tog imidlertid 10 måneder til USA på high school, og startede derfor et år senere end de fleste (naturligvis minus de, der havde taget en tur på efterskole eller high school som jeg).
Jeg holdt kontakten med mange af dem, og det var lutter "vi glæder os til at se dig" og ligeledes den anden vej.
Men da jeg kom hjem, var jeg overrasket over at finde, at intet var som før.
På det sølle år, havde hele mentaliteten, der var fundamentet for vores venskaber, ændret.
Den første aften jeg var hjemme, blev det aftalt at vi skulle i byen. Vi havde aldrig gjort i alkohol og fester og den slags før. Vi var ikke engang 18. Men det var åbenbart sådan det skulle være nu.
Det nyeste sted i byen, var en cocktailbar, som hed Plastique. Ikke underdrevent prætentiøst.
Det var noget nyt for Viborg- et nyt trendy sted, med undergrundstoner og dresscode. Ingen høttetræjer her, tak!
Det nye var så, at stadse sig ud, så man så hipster nok ud, sætte sin 17 årige mås i baren, og sidde med sur-model ansigt på, indtil man blev tilbudt en drink. Målet var jo ikke at give en øre selv, for den bytur!
Man skulle også helst kun høre Trentemøller, og andre navne fra den nye elektroniske scene.
Når disse navne så blev "alment kendte", ogå kendt som MAINSTREAM (o the horror), skulle man stoppe med at høre dem. Det var ikke længere alternativt og undergrund nok.
Det hele blev en Sx and the City overfladisk verden, hvor udseende og stil betød alt, og fjollerier og sjov, var noget man kunne skyde en hvid pil efter.
Wood Wood tøj, Trentemøller, Plastique.... Det hele var bare så åndssvagt. Dét der pludseligt var vigtigt, var de dummeste ting i verden.
Jeg deltog ikke så meget i den kultur, blev indlemmet i festudvalget på gymnasiet i stedet, og kunne spasse ud med dem. Jeg havde altid holdt temafester og store fødselsdage for mine venner tidigere, og jeg ELSKEDE at planlægge fester med alt der hører til.
Alle mine venner og veninder, på tværs af klasser, havde altid været inviteret, og jeg ventede HELE året på at få lov, at overraske dem med et nyt sjovt påfund til en fed fest!
Nu kunne jeg gøre det for et helt gymnasium!
Der gik fra den anden side dog ikke længe, før invitationerne og henvendelserne stoppede.
Jeg ærgrede mig grueligt. Hele flokken fra gamle dage, havde holdt sammen, men jeg var ikke længere en del af det. Jeg kunne se de hyggeaftener, små ture og events de holdt sammen på facebook. Men der var åbenbart ikke stemning for at inkludere mig.
Det var lidt af en ændring fra grædende "Vi skal holde kontakten for evigt" på sidste skoledag. For evigt varede åbenbart et lille år.
"Jamen, var det ikke bare fordi folk blev spredt for alle vinde?" kunne man så spørge.
Joeh, delvist måske.
Men de ses nu stadig i dag. Instagrambilleder med lyserøde filtre popper opi hobetal i min newsfeed. Rød læbestift og så mange gentagelser af ordet "Paris" at man næsten går kløjs i det!
Så det er ikke kun vinden der har spillet ind her....
I stedet fik jeg så en masse fantastiske venner i gymnasiet!
Venner der igen elskede at være åndssvage og fjollede og skide på det hele! Det var SKØNT!
Det skiftede lidt gennem tiden, hvem der var de næreste, men igen var jeg kommet i en klasse fuldstændigt fri for diskrimination, klikedannelse og mobberi!
De andre klasser på årgangen var misundelige på vores sammenhold. Intet drama, bare gak og løjer!
Der var ikke noget skel mellem de smarte by-typer, nørderne, eller de generte! Alle blev inviteret til ALT, og de fleste deltog! Det var SKØNT! Jeg mindes stadig de tider med glæde!
I starten frekventerede jeg mest privatfester, da jeg var 17 gennem 1.G.
Men da byen åbnede sig for mig, opdagede jeg en hel verden, af de fester jeg altid havde elsket at holde!
Jeg fandt plads i en flok af friske tøser, og vi boede nærmest på diskotekerne i weekenderne! Jeg blev venner med bestyrerne, og snart arrangerede jeg efterfest-indgang til gymnasiets festgæster, og havde gratis adgang til mig og mine veninder nårsomhelst jeg skulle ønske det. En sms, og de var på listen.
Jeg fik endda på et tidspunkt mulighed for, at give hundredevis af mennesker entré til halv pris, hvis de havde en flyer med min underskrift på.
Og vi festede. Og festede. Og festede lidt mere!
Jeg drønede rundt på skoler og til forfester, og uddelte flyers, og folk vidste hvem jeg var og hvad jeg kunne give dem. FEST!
Og jeg nød godt af det! Det var fede tider! Tre dage i ugen var der fest, og de følgende fire gik med planlægning af weekenden!
Vi var alle pisse kede af det, da vi forlod gymnasiet. Men der var ingen tvivl om, at vi ikke ville glide fra hinanden.
...lol....
Det første år efter gym gik fint. De fleste, inklusive mig selv, tog et sabbatår, og festen fortsatte i weekenderne!
Jeg fik tilsagn til en plads på Medicin i Århus, hvilket betød at jeg måtte vente et ekstra år, før jeg kunne starte, men var dog sikret en plads.
Dette betød endnu et år i Viborg.
Det gik fint det første halve år. Jeg fik et job i Århus, så jeg var alligevel travl mens folk pendlede tll deres studier, og weekenderne festede vi løs.
Men efter et halvt år, og en masse turbulens med arbejde og privatliv, endte jeg jo i en svær depression.
Jeg var meget åben om det, og fortalte det fra start til dem, jeg snakkede mest med. Jeg fortalte dem hvordan det stod til, og at jeg muligvis ikke alitd var så frisk på fest som før i tiden, men at jeg gerne ville med alligevel! Samtidig besluttede jeg, at det måske var tid til en pause med alkohol, da det efterhånden var blevet en livsstil med fest og druk.
I starten gik det nogenlunde. Jeg tog med på byturene, var ædru, og tog tidligt hjem.
Men i og med jeg ikke længere var stamkunde, kunne jeg ikke længere tilbyde folk og fæ de fordele jeg kunne tidligere.
Som jeg ikke længere havde forbindelserne i orden, og ikke længere gad at bruge hele mit liv i festmaske på en bar, forsvandt venner og bekendte.
Efter at have sagt nej tak til et par byture, stoppede invitationerne helt.
Igen kunne facebooks forbandelse i mellemtiden informere mig om, at folk allesammen var samlede på en bar, 20 meter fra hvor jeg boede.
Det gjorde sgu ondt. Hvorfor fik jeg ikke buddet? Om end det ikke var mit favoritsted, skulle der så ikke mere end dét til, for at jeg er ude af puljen?
Generelt døde de venner ret hurtigt ud. Ingen konstant hyper-fest = ingen venner.
Det var 2. gang jeg mistede mine "Venner for Evigt". Men sætter jeg mig ned nu, indser jeg jo bare..... Hvis de virkeligt ikke kunne acceptere mig, efter min nye livsstil..... Så var de nok ikke så fantastiske venner alligevel.
Alle dem, der hilste på mig i byen før, eller inviterede mig til deres forfester, fordi jeg havde fået dem ind til halv pris, hverken inviterede eller hilte mere. Det var nærmere som om de undgik det.
Og de venner som jeg skulle blive gammel med, uden nogensinde at stoppe med at feste. Jah.... De festede videre.
De var da stadig super rare og venlige når jeg mødte dem- det er da stadig.
Men det er nu engang blevet til "Vi må lige finde ud af noget...."
Ja, O-K. Så sagde vi det!!
Men igen- i bakspejlet er jeg sgu glad for mit valg!
Måske hjalp det ikk emeget på depressionen, men i dag takker jeg mig seslv, for at trække stikket, inden det blev sådan lidt.... akavet og pinligt.
Lidt for gammel på disko. Lidt for single for evigt.
Det har KUN gavnet mig, at komme ud af den overfladiske livsstil, væk fra de tomme og hule mennesker, og væk fra de underlige reality-værdier.
Der gik et halvt år, før jeg startede på et studie og fik venner igen.
Det halve år gik mest med at spørge mig selv om, hvorfor ingen kunne lide mig. Alle skred, så jeg måtte jo være et forfærdeligt menneske.
Der var ikke længere nogen der skrev. Ingen interesserede sig for mig længere. De havde det helt fint uden mig.
Da jeg startede på medicin, var mine sociale ressourcer udtømt. Alle de venner, jeg havde brugt så megen energi på, havde været ligeså falske som Linses bryster. Og nu var der sgu ikke meget mere at give af.
Jeg gik på 1. semester 2 gange, pga. mistrivsel socialt. Jeg var slet ikke gearet til det elite miljø jeg blev indsat i, og studiet interesserede mig i bund og grund ikke. Ikke nok til, at jeg ville ofre 13 års studie og resten af mit liv på det.
Samtidig blev man konstant bedømt på sine præstationer, socialt liv er der ikke tid til, og når man drak, så skulle man være døden nær. Ikke noget der passede super fint ind med min nyfundne ro-på livsstil.
Der var dog en masse rigtige søde menneske på holdene, og jeg har haft mange gode grin med dem! Jeg ville have elsket at holde kontakten med dem, men naturen i deres studie, og mit manglende initiativ, har desværre forhindret at der blev mere ud af det.
Sidenhen, har mit overskud mest været til digital kommunikation, og begrænset real-life interaction.
Men selv ikke med sine faste og gamle venner er man sikker.
Jeg har gennem bitter erfaring opdaget, at man nu om dage ikke længere kan sige sin mening, hvis man vil bevare sine venner. Man skal censurere sig selv, og gøre alle glade.
Jeg har efterhånden gentagne gange oplevet, at have ytret mig på min facebook profil, og folk har besluttet at vi ikke længere skal være venner.
Er det folk, der alligevel er ligegyldige bekendte- so what.
Men jeg kan blive FORFÆRDET over de smålige mennesker, der må sidde ude blandt folkene på min venneliste. Folk, der tilsyneladende bare VENTER på en undskyldning for angreb! Eller slet!
Sig lige følgende højt: "Jeg taler ikke til hende mere, på grund af en status hun havde på facebook!"
Kan du også høre hvor åndssvagt og 13 år gammelt det lyder?
SÅ HVORFOR SKER DET?
Men det gør det. Guderne må vide hvorfor.
Det hjælper ikke ligefrem på selvtilliden, at ikke bare ens personlighed, men ens MENINGER og UDTALELSER ONLINE, kan være nok til, at folk bare beslutter man ikke længere kan være en del af deres liv. Jeg er målløs.
Men nu vil jeg se det på en anden måde: their fucking loss.
Helt ærligt. Hvad taber JEG ved, at miste en flok overfaldiske venner, der alligevel ikke kunne lide den jeg i bund og grund var? Tsk! Fuck da det!
Jeg vil ikke længere reduceres til "Vi må lige finde ud af noget engang!".
Det er ikke noget man når frem til dagen efter. Det har også taget et par år nu.
Jeg er naturligvis ikke blind for, at det er meget typisk, at folk bryder op efter de forskellige uddannelsesinstitutioner.
Men skal der ikke mere til, end de så marginale ændringer som ovenfor står beskrevet.... Så er jeg ret sikker på der venter noget bedre derude.
De ANDRE kunne trods alt GODT finde ud af at hænge hinanden i skørterne!
So NO WONDER, jeg ikke er den bedste i verden, til at springe ud og sige "HEY, her er jeg, tag mig som din ven, eller fortryd alt for evigt!". Selv hvis en ny potentiel ven har givet mig sit NUMMER, tøver jeg med at skrive. TÆNK hvis det bare var ynk!
Mit næste projekt må være, at lægge alle de paranoide tanker om, hvilke intentioner folk egentlig har med det de siger og gør... og måske bare tro på, de snakker med mig, fordi de kan lide mig!!
Og stoppe med at paniksnakke konstant, for at undgå den pinlige tavshed som jo er ENDEN på ethvert spirende venskab!! Herredårlig vane!!
Det er dog værd at nævne, at der gennem årene også HAR været venner der har hængt ved. Desværre ofte lidt på distance, men som dog har været aktive i kontakten. Det er ikke mere end en håndfuld, men dem er jeg evigt taknemmelig for! Havde det ikke været for dem, havde jeg været HELT ensom!
Så tilbage er der vidst bare at sige....... SKÅL I DOVEN, STUEVARM COLA FOR NYE OG BEDRE VENSKABER!!
Og hurra for de få, jeg allerede har!! :)
