Så Gør Honnør!

I går så jeg at en af mine venner på facebook havde sat en status, som var en støtte til vores soldater, især de udsendte. Og jeg fandt den faktisk meget meningsfuld og valgte selv at poste den, selvom jeg normalt ikke gør den slags.

Desværre kom kommentaren også "De har selv valgt det".

Og jeg svarede prompte tilbage, for jeg er meget støttende omkring den slags.
Og jeg havde egentlig ikke tænkt mere over det.
Men jeg blev, til min egen overraskelse, faktisk en del mere fortørnet over denne attitude i forhold til vores soldater. Og det kom tilbage i dag.

De har selv valgt det. JA, de har selv valgt det. De har faktisk valgt at beskytte folk og fædreland helt uselvisk.

De har valgt det for alle herhjemme. Dig og mig. For at vi herhjemme kan have tryghed og vished om at vi er i sikkerhed, og at der er nogle der beskytter os.

De har valgt at sætte liv og lemmer på spil for at forsøge at give os en bedre verden at leve i. Og ja, det indbefatter nogle gange krig. Men det er ikke soldaterne der vælger at starte krige. Det er politikerne.

Kritikken bør i stedet gå til de forskruede verdensledere. Det er regeringer med krigsliderlige olietørstige ledere, der starter de krige, hvor vi alle kun kan smide armene i vejret og råbe "hvorfor?". Så meningsløse og unødvendige. Men det sker nu engang til tider, og det er ikke soldaternes valg.

Men den gode soldat støtter sit land, og drager afsted. Om end årsagerne er uklare for ham, så må han kæmpe også denne kamp.

Også selvom han ikke er sikker på nogensinde at vende tilbage.

Og det vil jeg agte. Den loyalitet og trofasthed er ikke noget der sælges i metervarer.

Kom der en og sagde til dig at du skulle rejse til Helman provinsen og bevogte militærbaser, ville du højst sandsynligt sige nej af frygt. Det ville jeg sikkert også selv. Men soldaten siger ja. Måske har han ikke selv valgt det. Men han tager afsted.

Og kan man ikke værdsætte det, så må man have fået stukket blår i øjnene.
Alt for mange placerer ansvaret de forkerte steder, og tror man at soldaterne selv beslutter at de vil have en krig. En krig hvor de skal ned og leve med overhængende fare over hovedet hver dag, fordi de VIL... Ja behøver jeg at sige mere? Det er en åbenlyst tåbelig tanke.

Når regeringen sender dem i krig...og de tager afsted...efterlader deres liv herhjemme, for netop at sikre VORES liv herhjemme. Så vækker det en dybtfølt respekt i mig.

De har selv valgt det. Der er ingen der tvinger dem til det.
Hvor mange vil sætte livet på spil for en vildfremmed?
For ikke at sige 5 millioner af dem?

Det er hvad de udsendte Danske soldater gør. Mange af dem hver dag. Og det er værd at ære.
Desværre glemmer vi det ofte...

Og vi glemmer også at soldaterne ofte kæmper krige for frihed. Ikke for olie eller penge eller magt. Men for at forbedre tilværelsen for andre. Til tider ikke engang deres egne landsmænd.

Kan man ikke se hvor storsindet og smukt det er, så må man besidde en usædvanligt selvisk karakter.

Det er naivt at tro at vi i verden i dag ville kunne eksistere i Danmark uden et militær. En Utopisk verden uden krig og fjendskab er ikke indenfor rækkevidde, og jeg er stærkt af den tro, at det kommer den aldrig. Skønt som det ville være med verdensfred, ligger det bare ikke i menneskets natur.

Så jeg priser mig lykkelig over, at vi har et militær i Danmark. Med mennesker, der har valgt at bruge deres liv på at sikre mit.


Så til alle soldater derude; unge, gamle, aktive, pensionerede...alle dem der har valgt at være klar til at kæmpe for vores land og liv, siger jeg bare; Tak.