Ja, det er kommet til min opmærksomhed (og sikkert mange andres) at Adam 'MCA' Yauch, fra den stadig enormt populære hiphop gruppe Beastie Boys, i dag er afgået ved døden, efter en lang kamp med kræft.
Og ja, selvfølgelig er det altid sørgeligt når nogen dør.
Men jeg synes det er næsten pinligt hvor meget populær-kultur vi er blevet når berømtheder dør. Faktisk ikke bare næsten.
SÅ mange mennesker dør hver dag. Der er de typiske eksempler som krig, sult, fattigdom eller holocaust i sin tid. Men også mange dør af naturlige årsager, alderdom, bliver myrdet, eller tager måske endda deres eget liv.
Men hvor er deres hyldest fra hele verden?
Jeg var ved at brække mig, da en HEL DAG blev revet ud af tv-programmet for at dække Whitney Houstons begravelse.
Hvordan er det så vigtigt, at vi skal sidde på den anden side af kloden og glo i timevis på begravelsen for en person ingen af os kendte.
Det samme med Michael Jackson. Jeg er forfærdet over at folk kan møde op i næsten demonstrationsproportionalt antal, for at stå og græde over et enkelt menneskes død.
Ja, uden tvivl er det store talenter. Og det kan være ærgeligt at de ikke kan få lov at vise os mere af dem.
Men de er bare ikke nødvendigvis de største talenter, bare fordi de har været i mediernes søgelys.
Måske døde der i dag en kvinde i Saudi Arabien med verdens smukkeste stemme, fordi hun blev beskudt. Måske døde en Shaman i USA, som har betydet alt for sin stamme og klan, fordi alderen nu engang tager livet fra. Måske er verdens smukkeste klæder blevet vævet i Indien, af en kvinde der i dag døde af fattigdom.
Der er så mange uopdagede talenter derude, og de er ikke mindre værd, bare fordi de ikke tjener millioner på det.
Når en junkie i København dør af kulde fordi alt han ejer og har, er sin sovepose og sin last, så er han ikke mindre værd end et hvilket som helst andet menneske. Heller ikke selvom han måske ikke bidragede med et talent til verden.
Jeg syntes selv det var super underligt da Jesper Klein døde, særligt fordi han bare altid har været der gennem hele mit liv. Men jeg satte mig ikke ned og græd, for jeg kan ikke lade som om jeg har et nært følelsesmæssigt forhold til en fremmed, bare fordi jeg har set ham på tv. Æret være hans minde, og den arv han har efterladt sig. Men det sætter ikke verden i stå.
Døden er en del af livet.
Jeg tager mig til hovedet når jeg i dag går forbi aviser og blade der har en eller anden "Vild med Dans" stjerne på forsiden fordi hendes mand er død. Er det vigtigere end alle andre danskeres død eller hvad?
Døden kommer aldrig ønsket og sjældent forudset. Og den frembringer stærke følelser i os, for det er noget vi ikke kan styre, men alle vil undergå.
Men jeg skammer mig over at være en del af et samfund hvor folk bliver decideret selvmordstruede fordi deres idoler stiller træskoene. Fucking tag jer sammen.
Jeg mistede selv min bedste ven til selvmord, og min faderfigur gennem 10år til et misbrug.
Men hvor var presseomtalen, forsiderne og tv-dækningen dengang? No one gave a shit. Det er den hårde sandhed.
De blev ikke fejret som Kurt Cobain og Amy Winehouse. Der var ingen andre end os tæt på der tog sig af det. Procentvis var hele verden faktisk ligeglad.
Jeg tror ikke på, at nogen der nogensinde har lidt et genuint stort og nært tab, nogensinde kan sætte sig ned og græde over en fremmeds død. Selvom vi 'kender' dem gennem deres kunst, så kender vi dem for fanden ikke.
Og ja, jeg er decideret vred over at verden kan opføre sig så tåbeligt, og ophøje de 'rigtige' dødsfald, over de tusindvis der forekommer hver dag. Bare fordi man er en af de 'udvalgte'. Det sætter mit pis i kog.
Især fordi jeg så tit får fornemmelsen af, at alle folk hopper med på en R.I.P.-vogn, bare for at vise omverdenen, at de er mega inde i musikverdenen, og altså lige er super informerede om det her og gerne vil være med på bølgen.
Tænk at et dødsfald kan blive en bølge. Som en dille.
Det er så kunstigt og iscenesat.
Når jeg dør, så håber jeg verden nyder hvad jeg har efterladt mig. Jeg må jo nok erkende at folk vil blive kede af det, men jeg håber de også vil glædes på mine vegne, ved at tænke på alt det gode jeg faktisk nåede i mit liv, og hvor mange ting jeg har været glad for og har nået at nyde.
Og så håber jeg virkelig ikke nogen kan finde på at lave pinligt mediepostyr om det, og afsætte enhel dag til at verden skal sørge over mig, med billeder af mascara indfedtede piger med pap skilte hvor der står kliché beskeder til mig.
Jeg vil langt hellere bare have en værdig død, tak.
Var det ikke mere logisk at lægge den slags forsamlings-energi i de sager, der rent faktisk har betydning? Såsom kampen mod elendighed af enhver slags, somd er findes så meget af omkring i verden? Og måske fokusere på de mennesker der døde for en sag, fordi de hellere ville give deres liv for andre end at leve som de gjorde, i stedet for dem der faktisk har haft det mere end bare godt?
UGH!
Vredesudbrud ud over det sædvanlige.
Få nu hovedet ud af røven, og åbn øjnene for de ting der rent faktisk betyder noget!!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar