Den skammelige populærkultur!

Hvad skete der?

Det er virkelig mit hovedspørgsmål til dette indlæg!
Hvad FUCK skete der?

For at uddybe: vi befinder os i en kultur, der er populærbaseret og mediedækket som aldrig før. Vi skal ses, gerne hele tiden og over alt. Og kan det ikke blive i medierne, må vi jo sørge for at få enhver form for opmærksomhed vi kan i det virkelige liv!
Morale skal man kigge langt efter, og værdier har vi skudt en hvid pil efter.

Vi lever i en verden, hvor det rydder forsider når nogen knalder i Big Brother huset, men vi knap har hørt om afbrændingerne af levende homosexuelle i Uganda. Hvor kvinder kæmper for at have de flotteste plastikpatter, og den strammeste røv, mens en 14årige pige i Pakistan frygtløst måtte modsætte sig Taleban, for at få en uddannelse!! Det KAN ikke kun være mig, der kan se den grotekse skævvridning af værdier her!!

Det, der overrasker mig mest, er det kæmpe spring i kultur, der er mellem min årgang (og de tidligere) og bare én årgang efter.
Jeg var barn. Hele min barndom faktisk!
Da jeg blev teenager var jeg teenager. Ikke den form for teenager, som medierne vil hjernevaske os til at tro er normal. Dem der shopper og tager billeder af hinanden på caféer med sushi osv..... Jeg var teenager, altså i en overgang mellem barn og ung. Jeg var helt sikker usikker på mig selv, og jeg lignede nok lort, som en fjoget teenager ofte gør! Det er i hvert fald ikke billeder fra disse år, jeg stolt vil hænge op på væggen!

Vi levede livet ude i verden. Kameraer kom med film i, og havde man et digitalkamera, havde man egentlig bare et fjollet kamera, man ikke kunne få billederne ud af, uden stort besvær.
Udseende var ikke så vigtigt, da der ikke konstant var peget en linse imod os, og det vildeste vi skulle leve op til, var at være foran i skolen.
Virkeligt! Det var målet dengang!
De populære var dem der fik høje karakterer, og fritid var noget vi brugte ansigt til ansigt med vores venner.

Nu er vores identitet nedskrevet på facebook. Kameraer er over alt, selv i vores telefoner, og selfies er noget vi gerne skal tage dagligt, så vores ansigt (redigeret og filtreret) kan pryde hver eneste status vi laver!
Instagram er stedet hvor man MÅ og SKAL ses, og hvor er det smart at der ikke er nogen der tjekker hvor ung man er, når man smider halvpornografiske billeder op derinde.
Popularitet måles i likes, og en sikker måde at få dem på, er ved at stikke sin bare røv i æteren!

Kald mig bare gammeldags! Ser man på hvordan livet er i dag, kan det jo lyde som om det er ÅRTIER siden jeg var teenager! Men det er faktisk kun et enkelt årti siden min teenagetid startede!

Da jeg blev ældre, handlede det stadig i høj grad om at dygtiggøre sig, og samtidig at være initiativrig og aktiv! Formandspositioner var status, og karakterer var noget der afgjorde fremtiden! Det var vigtigt at holde sig skarp i hoved og sind.

Så stopper jeg op, og ser på ungdommen i dag. Særligt pigerne. Og det er jo lige til at få en hjerneblødning af!

Jeg kan virkelig få lyst til at smide hænderne over hovedet, og anråbe guderne om en forklaring!

Hvordan gik vi fra fornuft, til denne skruppelløse prostitutionskultur vi har i dag?
Hvornår blev det mere normalt at ligne en playbunny end et menneske?
Og hvorfor har vi accepteret det?

Dét kan faktisk undre mig mest!

For jeg krummer tæer! Jeg er LYKKELIG over at være en årgang "bagude" i forhold til denne kultur! Så hellere være gammeldags end nøgen!

Det handler ikke længere om hvem du er. Det handler om, hvordan du ser ud.
Ligner du en der har succes, så har du succes. Også selvom du egentlig ikke har.
Det er til ingen verdens nytte at dygtiggøre sig, for hvis eyelineren ikke er skarp, er du alligevel ikke nogen. En time foran spejlet betyder mere, end en time i bøgerne.

Og hvad er dette for en underlig tendens med, at vi skal have patter, skræv og røv over alt?
Jeg er ikke sart, men hold kæft hvor jeg ikke fatter formålet? Nu er det bare super klogt at flashe alt hvad man har, konstant?

Jeg ser 14-16årige piger, stadset ud som pornostjerner, i høje hæle, jeans så stramme som deres egen hud, duftende af Gucci og Burberry. Med deres skinnende smartphones med bling, og kunstige negle herfra og til Sønderborg. Extenstions ned til røven, for at give det rigtige stripperlook, og kunstige vipper der kunne starte en tsunami.
What the.....????
Havde jeg majet mig sådan i den alder, vil jeg håbe min mor havde givet mig en flad og sagt "Tag dig sammen!".

Det er jo ikke længere til at se forskel på en 13 og en 18 årig. De har malet sig selv med en maske af voksenhed, og tror at det er bonus at blive voksen og moden hurtigt. De har ingen barndom, bare evig ungdom.

Men bliver man mere umoden, end at tro at makeup er det, der gør dig voksen?

Det hænger mig ud af halsen, at der er sluts over alt!

Og lad mig definere en slut, for jer: min definiton af en slut, er en pige der tror hendes krop er nøglen til verden. Som gladeligt eksponerer sin halvnøgne krop for lystige blikke, for vindings skyld. Som tror at vejen frem er det ydre, og som spreder ben når det kan betale sig. Og det kan det tit, for en slut har ingen ægte værdier- en flaske på en bar, eller et photoshoot kan være overtalelse nok! Dette er en pige der ikke har nogen sans for værdighed, og som tror at sex er bekræftigelse.

Hvorfor FUCK er det, at det er blevet noget at stræbe efter? ÅRH! Det kan gøre mig mere end vred!!

Men det er jo klart!
Vi lever i reality-alderen.
Vores ungdom bliver hjernevaskede af Paradise Hotel, Big Brother, For Lækker til Love, Singleliv, etc. etc., som ALLE fortæller os, at det der VIRKELIGT tæller, er hvor godt du ser ud, og hvor dygtig du er til at blive set!

Og en virkelig nem måde at bive set på som pige, er at hive sine bryster frem, og lade røven hænge ud!
Og det gør de så........

Kald mig sippet, men jeg kan blive FORARGET, når jeg ser en 13 årig pige, gå i booty shorts, så halvdelen af ballen titter ud, og en kort, løs top, så både maveskind og BH også er fremme. Hvad er det for nogle forældre, der lader disse piger gå ud ad døren sådan?
Det bliver IKKE mine døtre i hvert fald!

Jeg er blevet opdraget til at tro fast og stærkt på mig selv, uden at skulle spraymales først. At man når længst med viden og oplysthed, at uddannelse er kernen i vores samfund. At sunde indre værdier betyder alt, og at selviskhed er noget fanden har opfundet.

Og nu ser jeg så en generation, der lader til at være opdraget til det stik modsatte.
Selvtillid er noget der kommer på makeupbørster, viden behøver man ikke så længe man ser godt ud, uddannelse er det kedelige alternativ til at blive kendt, indre værdier er et fremmedord, og selviskhed er det utimative mantra.

Jeg SKAMMER mig over at leve i denne kultur!

Men spørger du dem, har de jo alt. Og jeg er bare misundelig, fordi jeg ikke får det jeg peger på.
Ærligt talt, aner jeg ikke hvad jeg skulle pege på. Jeg lever muligvis ikke i en gaveregn fra tilfældige fyre, hvor end jeg går. Men jeg har et stærkt og sundt forhold, til en mand der tog mig for den jeg var, ikke den jeg lignede! 
Jeg havde et topgennemsnit i gymnasiet, læste medicin, og læser nu fysik. Jeg gør hvad jeg kan for at hjælpe andre, mennesker eller dyr, og har en retfærdighedssans der til tider næsten kan være invaliderende stærk!
Og det er noget jeg er STOLT af! Kald mig nørd, kald mig filantropist. Men det vil jeg hellere være, end billig og indholdsløs!

Så de går ned ad gaden. Med deres klik-klakkende hæle, og optegnede bryn der kysser hårgrænsen. Det eneste de har at bidrage til verden med, er at være et omvandrende maleri, folk kan beundre.
Og så undrer de sig over, at de ikke kan finde en reel og sød fyr.

Lad mig tale direkte til dig, slut! Dette går faktisk direkte ud til enhver slut/skank/ho/ludertøs/billig tøs derude!! Dig, der har en unaturlig hunger efter bekræftelse, og en idé om at bekræftelse er formet som en pik. Dig, den overdrevent exhibitioniske ungpige, der tror at foundation er tøj.
Tror du selv på, at dit liv bliver fuldkomment, så længe makeuppen er i skabet?
Tror du, at nogen virkeligt synes bedre om dig, fordi dit tørklæde er Burberry og din taske er Louis Vuitton?
Og tror du inderligt på, at kavalergang er vejen til det gode liv?
Lad mig fortælle dig en lille hemmelighed: du tror helt sikkert du ejer verden, når du strejfer røv-vrikkende ned ad gaden en mandag i stilletter, med to Mulberry tasker over armen. Men ingen respekterer dig. Vi kan alle se LIGE igennem dig. Og de der ikke kan, er ligeså dumme som du!

Din virkelighedssans er udeblivende, og din morale er skyllet væk i Mokaï.
Så du siger til mig, at du får alt det du vil have. Du skal bare knipse, og fyrene vil i seng med dig. Det kan du bevise, for det sker hele tiden! 
Wow.... Tillykke med det!
Men lad mig så spørge dig om noget helt konkret.... Hvis du giver det hele væk gratis, hvorfor skulle nogen så investere fast i dig? Du er tydeligvis til leje, og så kan man levere dig tilbage, når man er færdig. Jojo, du har da sikkert flotte bryster, og især nu efter de er blevet fyldt op med kemikalier! Men når de er til frit skue for alle, behøver ingen jo egentlig yde det mindste, for at få jackpot.
Du leder bare efter den rette, og alle fyre er nogle svin. Meeeen...... Måske gider de dig ikke, fordi alle andre har fået en tur i karusellen! Genbrug er ikke noget mænd går synderligt meget op i.
Og hvordan skal din fyr nogensinde føle sig som noget særligt, hvis hele byen har været der før? Så er du havregryn: noget alle kender, og synes er pisse kedeligt.

Jeg kan på ingen måde sætte mig ind i tankegangen! Det er den mest nedværdigende form for livsstil, jeg kunne forestille mig at føre! Ét langt selvbedrag om, at man har styr på tingene! Jøsses....... Det er i sandhed ikke bøgerne, der har trukket!

Jeg foretrækker at beholde min værdighed. Jeg kunne sikkert have knaldet rundt som en kanin, da jeg gik i byen. Men hvor fedt er det, når jeg finder en jeg kan lide, som da bare kan se sig selv, som, "den næste i rækken". Jeg ville ikke længere være speciel, jeg ville bare være en selvfølge. Selvfølgelig fik du noget- det gjorde vi alle! Ikke fedt......

At kønslig omgang næsten er blevet et must efter hver bytur.... jamen jeg korser mig!
Da jeg var ung, var mødom altså noget vi værnede om! Nu er den ikke en tiendedel så dramatisk at miste som din telefon! SÅ er der panik. Mødom? Tjah, whatever.....

Jeg har for megen selvrespekt til den slags. Jeg ville ikke kunne se mig selv i spejlet, hvis jeg blot lod alle tage hvad de ville have. Jeg er ikke en Bowl 'n Fun buffet- jeg er en Michelin Restaurant. Det er ikke alle er kan få, og derfor er det også dét mere eftertragtet!

Min bøn er, at samfundet snart stopper dette promiskuøsitetscirkus, og får hovedet ud af røven! At vi begynder at lære vores unge nogle sunde værdier, og lærer dem at have stærke holdninger, selv uden pynt i fjæset!!
Selvtillid er noget der burde komme hjemmefra fra mor og far, ikke fra en flaske fra Dennis Knudsen på.

Opdrag nu for fanden jeres børn stærkt! I stedet for disse ynkelige popularitetsvrag der vandrer rundt i vores gader! Det skal nok blive SUPER fedt, når vi skal understøtte alle disse talentløse celeb-wannabees på kontanthjælp engang. Stop det nu i opløbet! HJEMMEFRA!!!!

Mit håb for fremtiden er fornuft. Intet andet..

Amen!!

Moderland, Tilhørsforhold og Statsborgerskab

Jeg blev født på Skive Sygehus et lille år efter murens fald.

Herefter flyttede mine forældre til Viborg, og her boede jeg de næste 22 år af mit liv. Lige indtil studierne bød mig, at rykke til Århus, hvor min eksistens udspiller sig i disse dage.

Ud over nogle få længerevarende udlandsophold, har jeg derfor altid været en del af Danmark. Det danske samfund, traditioner, kultur, etc. etc.
Dette er mit moderland og jeg er dansk statsborger, fordi jeg blev født på dansk jord, og har levet der lige siden.

Men.....
Det er sjældent jeg føler, at jeg hører HJEMME blandt danskerne.

Jeg har til gengæld i stedet altid været draget af østens mystik!
Deres farverige kulturer, deres højrøstede følelser..... Det har jeg altid fundet langt mere dragende, end det lukkede grålige danske samfund.



Jeg siger ikke, at det at være dansker er skidt. Men som jeg bliver ældre og ældre, identificerer jeg mig mindre og mindre med det, at være dansker.
Jeg er ikke nødvendigvis stolt af at være dansker. Jeg skammer mig absolut ikke! Men jeg kan ikke finde det punkt, hvor der virkelig er noget at være stolt af, som beboer i dette land.

Misforstå mig nu ikke: jeg er overlykkelig for at leve i et priviligeret land, med næsten uendelige rettigheder og frihed. Jeg er, for størstedelens vedkommende, enig i de danske værdier, og kan kun sætte få fingre på, hvor det går galt i vores samfund.

Men det er ikke det samme, som at føle man har tilhørsforhold til landet. At det virkelig er her, man hører hjemme.

Danmark er SKØNT om sommeren. Et fantastisk grønt landskab af frodige skove, farverige marker og lune vinde.
Men samtidig kan jeg næsten ikke komme på noget værre, end den danske vinter. Den gør mig ked af det, vred, irritabel og giver mig en længsel mod et andet sted.
Og ikke bare en "gid jeg var på Lanzarote, og holdt ferie" længsel.
Men en decideret følelse af, at dette ikke kan være mit hjem. Ikke når det forekommer mig så fremmed!

Vi har en masse rettigheder og friheder. Men der er ikke ret meget at kæmpe for mere. Det hele blev serveret for mig på et sølvfad da jeg blev født. Kvindekampen er overstået, vi har flere rettigheder end vi kommer til at benytte os af i hele vores liv, og samfundet styres af små grå mennesker ved små grå skriveborde på små grå kontorer.
Det hele er så.... Ordnet og korrekt og.... Pisse kedeligt!!

Til gengæld føler jeg en STÆRK tilknytning til alt, når jeg tager sydpå, til komplet anderledes kulturer.
Jeg nyder de varme lange nætter, det travle liv efter solnedgang, de smukke planter, det rige dyreliv! Jeg elsker at tingene kan være småkaotiske, fordi struktur ikke er noget man vægter meget i samfundet. Jeg elsker at det hele kan være lidt tilfældigt, og at ét eventyr ender i et helt andet! Jeg elsker luften og duften dernede!!


Noget af det smukkeste jeg har set, har jeg set der! At stå i en ørken og se ud over et uendeligt hav af sand og klipper. At flyde i vandkanten og se tusindvis af fisk i alle regnbuens farver svømme lige under næsen på mig. At kravle op på en klippevæg ved stranden, og se ud over det aquamarine Rødehav. At sejle i flodbåd forbi kæmpe klippevægge med udhuggede gravkamre. At træde ind i en moské, og blive overvældet af mosaikker og deres komplekse skønhed.

For mig er en bøgeskov og Råbjerg Mile bare ikke det samme.
Jeg føler ikke samme tilknytning til klitterne ved Vesterhavet, som til koralklipperne ved Rødehavet. Jeg bliver ikke betaget af kirker, som jeg bliver overvældet af moskéer. Jeg forføres ikke af lyden af det danske sprog, som jeg gør af de syngende fremmede tunger.

Men hvorfor egentlig? Jeg kommer fra Danmark. Jeg er Dansker. Konfirmeret og hele pisset! Jeg stemmer og betaler skat og nyder godt af velfærdsstaten.

Jeg kan ikke svare. Nogle gange føler man vel bare, hvad man føler! Og jeg føler tit, jeg er blevet placeret et helt forkert sted i verden!

Jeg hører til i en mere farverig og temperamentsfuld kultur. Et sted hvor man kæmper for sine meninger andre steder end på sofaen. Et sted hvor 'festival' ikke betyder drukorgie marineret i eget pis, men et inferno af farver, musik og dans!
Et sted uden vinter, så jeg aldrig skal bruge energi på at hade det mere.
Et sted hvor karisma kan gøre, at man bliver i tvivl om folk taler sammen, eller skændes.

Jeg har ingen anelse om hvornår det startede. Måske tidligere end jeg tror.
Måske fordi jeg boede i blokmiljø hele min barndom, og flygtninge/udlændinge har været en del af mit liv altid.
Måske fordi mine favorit Disney prinsesser var Esmaralda, Mulan og Jasmin. De andre, tjah.... Jeg tror ikke engang jeg har set alle filmene med de klassiske prinsesser. De siger mig intet.
Måske fordi jeg lige fra tidlig alder, har fået fortalt om shamanisme, og åndelige kulturer fra andre lande. Naturen har altid været en af mine største fascinationer.
Måske fordi jeg altid hjemmefra har lært om tolerance og åbenhed, og har fundet at disse kulturer oftest er de mest åbne og tolerante.
Måske fordi jeg ser ydmyghed og taknemmelighed i en flygtnings øjne, ved blot den mindste gestus, hvor jeg ser en ligegyldig opfyldt forventning i danskerens.

Vi er priviligerede mennesker. Så meget så vi ikke kan holde ud at dele ud af vores rigdom, eller kæmpe for vores goder. Det må andre gøre! Det kan ikke være vores problem.
Så meget snak, så lidt handling.

Skulle jeg helt selv vælge, ville jeg flytte hele min nærmeste familie med mig, til et mellemøstligt land.
Tage dem væk fra denne rigide kultur af "sådan er det", og tage dem ned hvor tilfældighederne råder, og vi siger "Insh'Allah". Med ned til markedspladser med tusinder af duftende krydderier, velsmagende the, farverige tørklæder og hundredevis af vildkatte jeg ville fodre. Ned til den smukke og overvældende natur. Ved dagens ende ville vi kunne høre aftenbønnen som den spreder sig ud over byen, mens vi ryger en vandpibe.
Så ville jeg sidde med dem til langt ud på natten, og drikke the i den lune aftenluft, og tale om højt og lavt!
Langt væk fra den alkohol-lammede kultur, der kun tænker på sig selv.

Noget i mig trækker mod syd, øst, liv og varme. Om jeg nogensinde reagerer på det, ved jeg ikke endnu. Men et ægte tilhørsforhold, det har jeg ikke fundet endnu!