Moderland, Tilhørsforhold og Statsborgerskab

Jeg blev født på Skive Sygehus et lille år efter murens fald.

Herefter flyttede mine forældre til Viborg, og her boede jeg de næste 22 år af mit liv. Lige indtil studierne bød mig, at rykke til Århus, hvor min eksistens udspiller sig i disse dage.

Ud over nogle få længerevarende udlandsophold, har jeg derfor altid været en del af Danmark. Det danske samfund, traditioner, kultur, etc. etc.
Dette er mit moderland og jeg er dansk statsborger, fordi jeg blev født på dansk jord, og har levet der lige siden.

Men.....
Det er sjældent jeg føler, at jeg hører HJEMME blandt danskerne.

Jeg har til gengæld i stedet altid været draget af østens mystik!
Deres farverige kulturer, deres højrøstede følelser..... Det har jeg altid fundet langt mere dragende, end det lukkede grålige danske samfund.



Jeg siger ikke, at det at være dansker er skidt. Men som jeg bliver ældre og ældre, identificerer jeg mig mindre og mindre med det, at være dansker.
Jeg er ikke nødvendigvis stolt af at være dansker. Jeg skammer mig absolut ikke! Men jeg kan ikke finde det punkt, hvor der virkelig er noget at være stolt af, som beboer i dette land.

Misforstå mig nu ikke: jeg er overlykkelig for at leve i et priviligeret land, med næsten uendelige rettigheder og frihed. Jeg er, for størstedelens vedkommende, enig i de danske værdier, og kan kun sætte få fingre på, hvor det går galt i vores samfund.

Men det er ikke det samme, som at føle man har tilhørsforhold til landet. At det virkelig er her, man hører hjemme.

Danmark er SKØNT om sommeren. Et fantastisk grønt landskab af frodige skove, farverige marker og lune vinde.
Men samtidig kan jeg næsten ikke komme på noget værre, end den danske vinter. Den gør mig ked af det, vred, irritabel og giver mig en længsel mod et andet sted.
Og ikke bare en "gid jeg var på Lanzarote, og holdt ferie" længsel.
Men en decideret følelse af, at dette ikke kan være mit hjem. Ikke når det forekommer mig så fremmed!

Vi har en masse rettigheder og friheder. Men der er ikke ret meget at kæmpe for mere. Det hele blev serveret for mig på et sølvfad da jeg blev født. Kvindekampen er overstået, vi har flere rettigheder end vi kommer til at benytte os af i hele vores liv, og samfundet styres af små grå mennesker ved små grå skriveborde på små grå kontorer.
Det hele er så.... Ordnet og korrekt og.... Pisse kedeligt!!

Til gengæld føler jeg en STÆRK tilknytning til alt, når jeg tager sydpå, til komplet anderledes kulturer.
Jeg nyder de varme lange nætter, det travle liv efter solnedgang, de smukke planter, det rige dyreliv! Jeg elsker at tingene kan være småkaotiske, fordi struktur ikke er noget man vægter meget i samfundet. Jeg elsker at det hele kan være lidt tilfældigt, og at ét eventyr ender i et helt andet! Jeg elsker luften og duften dernede!!


Noget af det smukkeste jeg har set, har jeg set der! At stå i en ørken og se ud over et uendeligt hav af sand og klipper. At flyde i vandkanten og se tusindvis af fisk i alle regnbuens farver svømme lige under næsen på mig. At kravle op på en klippevæg ved stranden, og se ud over det aquamarine Rødehav. At sejle i flodbåd forbi kæmpe klippevægge med udhuggede gravkamre. At træde ind i en moské, og blive overvældet af mosaikker og deres komplekse skønhed.

For mig er en bøgeskov og Råbjerg Mile bare ikke det samme.
Jeg føler ikke samme tilknytning til klitterne ved Vesterhavet, som til koralklipperne ved Rødehavet. Jeg bliver ikke betaget af kirker, som jeg bliver overvældet af moskéer. Jeg forføres ikke af lyden af det danske sprog, som jeg gør af de syngende fremmede tunger.

Men hvorfor egentlig? Jeg kommer fra Danmark. Jeg er Dansker. Konfirmeret og hele pisset! Jeg stemmer og betaler skat og nyder godt af velfærdsstaten.

Jeg kan ikke svare. Nogle gange føler man vel bare, hvad man føler! Og jeg føler tit, jeg er blevet placeret et helt forkert sted i verden!

Jeg hører til i en mere farverig og temperamentsfuld kultur. Et sted hvor man kæmper for sine meninger andre steder end på sofaen. Et sted hvor 'festival' ikke betyder drukorgie marineret i eget pis, men et inferno af farver, musik og dans!
Et sted uden vinter, så jeg aldrig skal bruge energi på at hade det mere.
Et sted hvor karisma kan gøre, at man bliver i tvivl om folk taler sammen, eller skændes.

Jeg har ingen anelse om hvornår det startede. Måske tidligere end jeg tror.
Måske fordi jeg boede i blokmiljø hele min barndom, og flygtninge/udlændinge har været en del af mit liv altid.
Måske fordi mine favorit Disney prinsesser var Esmaralda, Mulan og Jasmin. De andre, tjah.... Jeg tror ikke engang jeg har set alle filmene med de klassiske prinsesser. De siger mig intet.
Måske fordi jeg lige fra tidlig alder, har fået fortalt om shamanisme, og åndelige kulturer fra andre lande. Naturen har altid været en af mine største fascinationer.
Måske fordi jeg altid hjemmefra har lært om tolerance og åbenhed, og har fundet at disse kulturer oftest er de mest åbne og tolerante.
Måske fordi jeg ser ydmyghed og taknemmelighed i en flygtnings øjne, ved blot den mindste gestus, hvor jeg ser en ligegyldig opfyldt forventning i danskerens.

Vi er priviligerede mennesker. Så meget så vi ikke kan holde ud at dele ud af vores rigdom, eller kæmpe for vores goder. Det må andre gøre! Det kan ikke være vores problem.
Så meget snak, så lidt handling.

Skulle jeg helt selv vælge, ville jeg flytte hele min nærmeste familie med mig, til et mellemøstligt land.
Tage dem væk fra denne rigide kultur af "sådan er det", og tage dem ned hvor tilfældighederne råder, og vi siger "Insh'Allah". Med ned til markedspladser med tusinder af duftende krydderier, velsmagende the, farverige tørklæder og hundredevis af vildkatte jeg ville fodre. Ned til den smukke og overvældende natur. Ved dagens ende ville vi kunne høre aftenbønnen som den spreder sig ud over byen, mens vi ryger en vandpibe.
Så ville jeg sidde med dem til langt ud på natten, og drikke the i den lune aftenluft, og tale om højt og lavt!
Langt væk fra den alkohol-lammede kultur, der kun tænker på sig selv.

Noget i mig trækker mod syd, øst, liv og varme. Om jeg nogensinde reagerer på det, ved jeg ikke endnu. Men et ægte tilhørsforhold, det har jeg ikke fundet endnu!