Dette indlæg er måske en smule atypisk.
Men hvis der er noget der er vigtigt her i verden, er det venner! Og hvis der er noget vi ikke er så gode til (i hvert fald som danskere) er det, at huske at fortælle folk omkring os, hvad de betyder for os!
Det lærer man især, når man har prøvet at miste dem alle.Vigtigheden af at have nogen!
Og det kan måske virke rørstrømsk og oversentimentalt. Men jeg synes fandme at jeg har den bedste veninde man kan forestille sig!
Vi mødtes helt tilfældigt på en restaurant i et andet land. Jeg spiste hendes rester, og vi tog til en fest sammen, og blev instant veninder! Resten af den måned holdt vi sammen, mens vi endnu var i Grækenland.
Da turen var slut, var det åbenlyst, at vores veje ville skilles. Vi boede 100km fra hinanden, og ingen af os tjente nok til at kunne køre pendler-veninde stilen.
I stedet endte det i, at vi begyndte at skrive rigtig meget sammen. Hver dag kunne vi skrive og grine af de hverdagsting, der foregik i hvert vores liv!
Vores temperament viste sig at være 99% ens, vi havde de samme irritationsmomenter, og den samme humor (100%). Det var faktisk i høj grad, som at fortælle sig selv noget og få bekræftet at man havde ret! Det var ret genialt ;)
Sådan havde vi det længe. Vi skrev sammen om højt og lavt. Hverdagsting, jokes, men med tiden fandt vi ud af også at skrive om de mere vigtige ting. Hvilket resulterede i, at vi begge fandt ud af, at vi ikke var alene!
I hvert fald mig. Jeg havde to gange mistet alle mine venner. Første gang var efter folkeskolen. For mig gav det blot ingen mening, at fordi vi gik i gymnasiet, skulle vi til at være en flok overfladiske, kunstige mennesker, der skulle kæmpe en evig kam for ikke at blive "mainstream". I stedet for bare at være os selv.
Jeg valgte at være mig selv. Ingen af dem talte til mig igen, og selvom de holdt masser af arrangementer for "de gamle piger", blev min invitation sjovt nok altid væk.
Men jeg fik en masse nye venner på gymnasiet. For en tid da.....
Efter gym tog jeg til Grækenland hvor jeg mødte Amalie. Da jeg kom hjem fik jeg en depression. Da jeg fik en depression forsvandt alle mine venner. Invitationerne ophørte simpelthen, og beskeder kom der ikke flere af. Jeg havde skrevet til mine nærmeste venner, og forklaret dem situationen. Men lige meget gjorde det.
Igen var det da tydeligt, at folk ikke ligefrem havde for travlt til at ses med hinanden, men at de blot ikke ønskede at ses med mig.
Havde jeg som depressiv haft det svært før, med at åbne mig for mine venner og fortælle dem, at jeg havde brug for støtte, så fik jeg det da blot værre efter at have gjort dette, og få ovenstående repsons på situationen.
Jeg sad derfor et halvt år alene i en halvmørkt, fugtplaget kælderlejlighed, uden job, uden venner, uden omgangskreds og uden noget formål i livet. Jeg sad bare og overlevede.
Havde jeg nogensinde haft brug for venner, var det der.
Men alt igennem dette kaos, havde ÉN person været der hele vejen! Og det var Amalie!
Uanset hvor langt nede jeg var, uanset hvor dumme valg jeg foretog mig, uanset hvor uenig hun kunne være i min måde at leve på- så VAR hun der!
Til at tale med, til at rase ud til, og til at være der når det hele gik den helt forkerte vej.
Sad jeg (eller sidder jeg) på sofaen, og har det skidt med mig selv, lige så det er til at tude over- så ryger der en sms afsted til Fredericia. Og jeg kan være SIKKER på at der kommer svar!
Måske ikke med det samme- vi er ikke SLYNG-KLÆBE veninder. Men svar kommer der altid- jeg bliver ikke glemt!
Jeg ser så mange mennesker på facebook, prale af deres præstationer. "Jeg løb en marathon", "Jeg vandt en pokal i golf", "Jeg træner 5 dage om ugen, og spiser kun speltbaseret mad".
Men det er ingenting, i forhold til den præstation, at være nogens holdepunkt!
For jeg kan da garantere for, at det ikke er nemt at modtage 10 negative sms'er i træk, og holde gejsten oppe, blot for at hive sin ven ovenpå igen!
Og det bliver ikke nemmere, hvis man, som et hvert normalt menneske fra tid til anden har, har en dårlig dag, eller sine egne problemer.
Det er ren uselviskhed!
Og Amalie tog det i strakt arm! Med 100km imellem os, var hun min næreste ven!
Det kræver ingenting at poste "søde skat, du er så smuk" under ethvert billede ens veninder lægger op. Men det kræver fandme hjerte og styrke, at holde fast i sin ven på trods af afstand, tid og det manglende fysiske samvær.
Som tiden gik blev vi tættere og tættere. Vi taler sammen på sms og facebook, har vores eget lille online-joke liv, og har for hoveddelen indrettet vores facebook profiler som en stor, nøje koordineret parodi på verden. Og vi ELSKER det! Det er vores niceness venskab!
Det er nemt, at hjælpe andre med en vis distance. At gøre en masse godt, udøve en masse velgørenhed, og give penge til alle de rigtige. Men at hjælpe nogen tæt på, er så meget sværere, da man jo også selv er involveret. Det var det jeg havde mest brug for- og Amalie turde! Selvom vi knap nok kendte hinanden til at starte med!
Vi har med tiden fået skrabet nogle fede oplevelser sammen, og der er flere i vente!
Jeg er flyttet til Århus, og besøgene er nu blevet mere hyppige, og med mulighed for en vis grad af spontanitet!
Det er nu 2, ja snart 3 år siden vi startede vores venskab.
Jeg kan ikke beskrive hvor glad jeg er for det! Og at det har holdt så længe, på trods af alt!
Nu skal vi fejre nytår sammen, og jeg kan kun sige én ting;
Amalie, jeg fucking GLÆDER mig til at tage hul på et nyt år af vores unikt awesome venskab :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar