Lortejobs pt. II

Jeg fik så god respons på mit første indlæg, at jeg følte for at skrive det næste!

Denne gang om mit job som lærervikar på en folkeskole.
Det hele blev aftalt, og ansættelsen startede, så at sige.

Jeg skulle dog lige tage min piercing ud af læben. Det sendte åbenbart et "forkert signal". Hvor jeg nok nærmere tænker, at børnene ser det så meget ude i verden, måske forbundet med noget negativt, det kunne jo være det var godt at se det forbundet med noget positivt. Men nej. Den blev taget ud og jaja.

Det var jo i bund og grund drømmejobbet: undervise børn i vikar-materiale, til en løn på omkring de 200 i timen! Easiest thing in the world!

Der blev ikke rigtig sat nogen krav. Jeg var tilkaldevikar, og havde derfor oftest blot et par timers arbejde med til eleverner, som de skulle lave. Jeg havde jo samtidig også jobbet på restauranten, samt et par andre jobs, så det passede fint at det var lidt løst, og ikke for mange timer.

Det var stille og roligt. Jeg valgte ikke at være en streng vikar, for det får man ikke meget ud af. Vi ved alle fra vores meget unge dage, at vikarerne var nemme ofre. Det havde jeg ikke tænkt mig at være.
Så ud over at eleverne fik lov at have mobilerne fremme, fik de også svar på tiltale, hvis de begyndte at være flabede. Og alt i alt begyndte de faktisk blot at repsektere mig, jeg har endda oplevet at nogle elever var kede af, at de ikke skulle have mig den dag.
Lidt specielt var det dog, at blive bedt om at undervise i tysk, når jeg allerede fra samtalen havde gjort klart, at jeg ikke har haft tyskundervisning på noget tidspunkt i min skoletid.
Det mente man ikke var et problem. Hmm......
Jobbet passede mig fint. Børn er ikke mere besværlige, end man lader dem være.

I en af klasserne var en rigtig problemdreng. Jeg tror han havde det svært derhjemme, og var faldet lidt af vognen for mange år siden. Derfor kunne han nok ikke følge med i undervisningen, og den skulle bare gå. Og det kan være meget kedeligt, og så er det sjovere at genere de andre lidt mens tiden går.
Det var han meget ihærdig til. Alt fra at sprøjte vand, eller bare rejse sig op eller råbe at han ikke havde sine ting med.
Jeg kunne fra start se at han blev tung at danse med.
Første dag forsøgte han rigtigt nok at teste mig. Gik helt til grænsen, og prøvede at forstyrre så meget som muligt, og gå mig på nerverne. Men når han sagde "Jeg synes dit hår er grimt til en pige" sagde jeg "Okay" og fortsatte med at fokusere på alle de andre. Efter noget tid gik dampen lidt af det, og han forstod, at det ikke virkede.
Næste gang jeg kom, ville han bare lægge sig over i hjørnet i puderne og sove. Så sagde jeg, at det kunne han godt få lov til, så længe han ikke forstyrrede de andre.
I starten gik han derover og lå lidt. Så begyndte det jo at blive kedelit, og han begyndte at råbe de andre op. Så mindede jeg ham om, at vi havde en aftale- han kunne få lov at dovne den af, men han måtte ikke forstyrre. Efter noget tid blev det for kedeligt, og han satte sig op til sin plads.
Jeg havde også en back-up, og havde lavet en aftale med den pædagogiske asvarlige om, at han kunne blive sendt derned, hvis det blev for meget. Det blev der ikke behov for, men en dag hvor han kørte på kanten, sagde jeg også at han gerne måtte gå derned og få en snak i stedet, hvis han hellere ville det. Det ville han ikke.
Til sidst mildnede han lidt op. Han skulle en dag til lægen, og kom meget ydmygt med en seddel hjemmefra. Og jeg tog imod den, og sagde at han selvfølgelig måtte gå. Jeg tror han havde forventet modstand, fordi han havde været så besværlig. Der tror jeg det gik lidt op for ham, at jeg ikke var imod ham.

Dog var det rigtig sjovt at lave matematik med 2. klasses børn! Det er så NEMT, men så FASCINERENDE for dem! Jeg fik endda lært et ekstra lille lyst hoved at løse en ligning med én ubekendt! Deres materiale lagde op til at de nok skulle lære det snart alligevel, så tænkte at jeg lige kunne prøve!
Det var de gode stunder!

Men jeg spiste min frokost alene. Lærerværelset var meget inddelt, næsten som i kliker. Og der var ikke nogen der inkluderede mig, så jeg holdt mig for mig selv.
De er ikke glade for vikarer. Vi får halvanden gange deres løn, og vi er ikke uddannede. Jeg kan godt forstå det. Det er bare ikke vores skyld! Men man kunne godt mærke, at man ikke var en de af noget.

Min venindes mor underviste på samme skole. En dag fortalte min veninde mig, at hendes mor en dag havde blandet sig i en samtale i frokoststuen, da nogle af de andre vikarer havde siddet og talt dårligt om mig.
Hun havde skældt dem ud, og sagt at man ikke taler sådan om andre bag deres ryg. På den måde var hun jo en rigtig god kollega!
Men desværre var de andre tydeligvis ikke.

Selvom det startede med et par timer om ugen, blev det hurtigt til næsten daglige opkald om morgenen. Jeg arbejdede også i weekenderne, så jeg måtte holde weekend ind imellem de mange forskellige vagter jeg fik skrabet sammen, og jeg kunne dog ikke arbejde 24/7.
Nogle gange kunne jeg blive kaldt op en morgen, blive spurgt om jeg kunne arbejde et ar timer, ende med at være der hele dagen OG have skema for to dage frem. Og så føles det ret svært at sige nej, når man kan se de regner med en.
Men flere og flere lærere derude blev sygemeldte.
Pludselig kunne jeg nærmest arbejde fuldtid på skolen, med alle de vikartimer der var!Her kan jeg nævne, at det er alment kendt i det interne at netop denne skole lærere gik ned med stress som fluer. Det var den eneste skole i Viborg området der var brug for vikarer på, og der var brug for MANGE! Og der er ingen tvivl om, at det bundede i dårligt arbejdsmiljø.

En projektuge blev jeg, meget spontant, sendt i bageværksted. Det handlede om sundhed, og der skulle bages brød og nogle småkager. Børnene var allerede i fuld gang, og det gik fremad. I ny og næ skulle de have lidt hjælp, men de skulle jo (i min optik) også løse opgaven selv.
Det jeg så mange af de andre lærere gøre, var at overtage opgaverne, når det gik galt for børnene. Det forstod jeg intet af. Hvordan skal de så lære det? Et skub i den rigtige retning ville have været bedre.
Særligt én kvindelig lærer fangede min opmærksomhed. Meget højrøstet, og sikkert karismatisk. Men for mig virkede hun blot hunsende og nedladende. Måden hun hjalp eleverne på var ikke som en hjælpende hånd, men som et besvær det skulle overståes. KAN de da ikke bare gøre det selv?!

Men det handler ikke om at kritisere deres arbejdsmetoder (selvom jeg kunne blive ved). men netop denne kvinde kom til at spille en senere rolle.

En dag i samme projektuge var der nemlig "cykelkørekortprøve", hvor der skulle undervises i trafik, og en politibetjent skulle fortælle om den korrekte cykel med udstyr, og efterfølgende tjekke alle cykler.
Jeg skulle igen arbejde med ovennævnte kvinde. Vi havde dog to forskellige klasser, og da hun lissom kendte til processen, ville hun hente mig og min klasse, når vi skulle ind og høre oplægget fra betjenten. Indtil da, var der undervisning fra et trafikhæfte de havde fået uddelt.
Tiden gik og gik, og ingen kom. Efter noget tid, gik jeg over for at spørge, om det ikke snart var nu. Nårh jo, det var det da også! Kaos.
Jeg gik over og hentede min klasse, og fik dem på plads. Efter 20 minutter var de andre klasser endelig stødt til.
Der blev lavet oplæg, og børnene sad og holdt øje. Imens sad jeg oppe bagved, og tog min mobil frem, for at tjekke den. Politibetjenten havde ordet, og der var ingen gene i det, mere end at tjekke klokken.

Efter oplægget var der pause.
I pausen ville min ansvarlige tale med mig. Det overraskede mig meget, men jeg gik dog naturligvis ind på kontoret.
Her fik jeg at vide, at man var blevet informeret om at jeg brugte al min tid på min telefon, og at den skulle pakkes væk. Samtidig fik jeg at vide, at jeg skulle tage noget mere initiativ og have bedre styr på tingene.
Nu fik jeg en chance de næste par dage, og så ville han "lige overveje det".
Jeg følte mig basically fyret....

Jeg vidste med det samme hvem der havde sagt noget. Yep- hende.
Men jeg orkede det ikke. Jeg orkede ikke dramaet og jeg orkede ikke at skulle til at indgå i noget større end en reprimande. Så jeg nikkede pænt og sagde ja og amen.
Men indeni vidste jeg godt, at jeg snart ikke gad mere.
Jeg var færdig med sladder og bagtalen og underlige krav, kritik, opkald i tide og utide, timer der på magisk vis dukkede op på mit skema, og det ekskluderende miljø.

Den næste gang de ringede, ignorerede jeg opkaldet. Jeg svarede på sms'erne at jeg ikke kunne komme i lang tid, og regnede med at begynde at læse efter sommereferien.
Det var min pæne måde at komme væk derfra.
I virkeligheden havde jeg lyst til at gå ud med et brag! Spørge om de virkeligt ikke fatter hvorfor deres lærere går ned som fluer, når folk sidder i frokoststuen, ryg mod ryg og bagtaler hinanden? Om de ikke kan se, at der er folk der saboterer andre her? Om de virkeligt lytter til sladder fra de mest højtråbende, i stedet for at undersøge folk kompetencer selv? Jeg var gal. En sladdertaske havde kostet mig mit job. Hende, og den leder der ukritisk lyttede på hende.

Jeg ved med mig selv hvad jeg ydede der. At jeg var vellidt blandt eleverne, og at jeg fik lært dem noget. At der ikke var hold i anklagerne, og at det ikke havde noget med mine kompetencer, men med ondsindede rygter at gøre.

Og derfor var det et mega lortejob!!