Hvad er nu det for noget?

Hvad er det?
Jamen det er såmænd blot en samling oplevelser, historier, tanker, anekdoter, samt andre små og store ting fra mit liv før døden. Blogget og delt i indlægsform.



søndag den 17. november 2013

Lortejobs pt. I !

Jeg vågnede i morges, ganske tidligt, og vendte mig blot rundt, for at vågne langsomt....

Og da skete det, at jeg rent tilfældigt kom til at tænke på alle de lortejobs jeg har haft som ung....

Det kan virkeligt chokere mig, når jeg oplever måden man behandler unge, ufaglærte på arbejdsmarkedet!


Mellem gymnasiet og Uni, havde jeg to sabbatår, hvor jeg skulle søge jobs, midt i jobkrisen (og alle de andre kriser).
Det var umuligt! Søgte de endelig en ung medarbejder, skulle man også have 4 års erfaring med på bagen. Det var totalt urealistisk!
Så det endte i at jeg efter et halvt års aktivering, fik stykket 5 jobs sammen, så jeg lige kunne få tingene til at give mening. Det var under kontanthjælpen, men jeg ville hellere det, end at sidde i aktiveringen én dag mere.

Et af disse jobs, var et restaurantjob. Et tjenerjob, der skulle tage omkring 4 timer om ugen, hovedsageligt aftensarbejde.
Det var perfekt, da det kunne gå i spænd med at være lærervikar i dagstimerne!
Så jeg kom ind, afleverede en ansøgning, og fik den første reaktion; om jeg kunne tage min piercing i læben ud? Jojo, det kunne jeg da godt, men der var nu ingen hygiejnemæssig risiko ved det. "Man skal se ordentlig ud!". Nåh nåh... Jamen så kunne man da nok (det havde de allerede underlagt mig på skolen, så tingene var i forvejen besværlige).

Jeg fik kort efter et opkald, om jeg kunne komme ned til en prøvevagt samme aften. Desperat som jeg var, og med en positiv indstilling til hyggen ved at være tjener på en hyggelig italiensk familierestaurant, på trods af hvad man havde hørt om at være tjener, fik jeg arrangeret at kunne komme ned og arbejde.
Jeg mødtes med en kvindelig tjener, vel sidst i 20'erne, som var ved at sige op, og skulle oplære de nye. Ja faktisk var der slet ikke noget personale dernede længere, de havde alle sagt op. "Fjollet?" tænkte jeg, da jeg jo vidste at der var kamp om de få ufaglærte jobs der var!
Efter en okay hyggelig prøvevagt, hvor der ikke havde været det  helt store at lave, fik jeg en god fornemmelse af, at dette job nok skulle være noget jeg kunne finde ud af.
Dén illusion holdt ikke længe....

Jeg vil ikke fortælle historien fra ende til anden, i detaljer. Bare prøve at give et indblik i, hvordan det var at være tjener på denne restaurant....



De første par vagter var chefen og hans søn, souschefen, meget venlige- tog god tid til at forklare, men kun lige overfladisk- det hele virkede meget uformelt, som om man altid lige kunne spørge, hvis nu man var i tvivl.
Tempoet var sløvt. Det var måske krisetider, folk spiste i hvert fald ikke meget ude.
 

Men tiden skulle gå med noget. Man måtte ikke sidde ned. Eller læne sig op ad skranken. I stedet skulle man gå rundt i "salene", og rette på gafler, knive, servietter, glas, lysestager, til det hele stod pinligt nøjagtigt som foreskrevet. Og når man var færdig med det, kunne man starte forfra- eventuelt se om man kunne få bestiksættene på bordene til at matche, da alt bestikket var blandet. Og havde man gjort dét en 8 gange, kunne man altid folde servietter. Efter at have folde 300 servietter, fik jeg engang at vide, at det var nok. Der var ingen kunder til at bruge dem. Men for satan! De skulle foldes!
Når klokken var blevet 21.30, og de sidste af håndfulden havde hentet deres bestilte take-out pizza, kunne man være heldig at blive sendt hjem. Efter 5½ stive timer med ingenting!

Vi var 3 piger. Hver første tirsdag i måneden, skulle vi samles til P-møde, for at skrive i kalenderen hvilke dage, hvem kunne arbejde.

I starten var den ældre pige stadig hos os, og ville gerne tage en masse vagter. Men efter et par gange, dukkede hun ikke op mere, og vi arrangerede hendes vagter over sms. Så stoppede det også, og vi fik egentlig aldrig rigtig at vide om hun var smuttet, før nogen noget senere spurgte. Vi fik bare lagt kalenderen foran os, og skulle finde ud af at dele timerne imellem 3 i stedet for 4. Pludselig en del mere, end vi havde sagt ja til i første omgang.

Aftenerne blev mange og sene, men aftentillæg var der ikke noget af. Det måtte man tage med- det ville være dumt at begynde at forlange noget, når der stod tusindvis af unge i kø for at udfylde din plads!

Til sidst endte det med, at vi simpelthen ikke kunne udfylde weekenderne. Det skulle vi, blev der meldt. Men vi havde simpelthen ikke tiden! Vi havde alle flere jobs, der skulle gå op i en højere enhed, og måtte lade vagterne stå tomme. De blev RASENDE! Men de ansatte ikke den 4 manglende tjener. I stedet skældte og smældte de på os. Og ringede til os i tide og utide, og spurgte om vi kunne komme på arbejde. Jeg ER på arbejde!
En af pigerne boede i Århus, og rejste over en time med toget, for at komme til Viborg, og ned på restauranten. Alligevel ringede de til hende, for måske 2 timers arbejde, og så blev hun sendt hjem.
Og de tog ikke hensyn til at togene går på bestemte tider. Hun kunne få fri 10 minutter efter toget var kørt. Så skulle hun vente en time!
Der var ingen faste arbejdstider eller overenskomst. Vi kunne bare se tiden gå på uret, og vente på man blev prikket på skulderen, og kunne få lov at gå.

Og den venlige stemning var væk. Man blev beskyldt for højt og lavt. Jeg prøvede engang, at kokken 3 gange mistede bestillingssedlen jeg havde givet ham. Det fik jeg verbale tæsk for. TYDELIGVIS min skyld, at de roder i køkkenet! 

Som om det ikke var frustrerende nok, at gæsterne havde ventet i snart en time, og jeg allerede havde lavet TO nye sedler til dem! Det går ud over mig på gulvet!

Vi skulle også klæde os ordentligt! Pakket ind i lange bukser, flade sorte sko, og en skjorte med et lag under, for at det skal være HELT ordentligt (folk er ikke sådan VANT til at se en hals) og et svedbånd om min tatovering (som jeg da absolut ikke turde fortælle dem om), tskede jeg rundt i 40 graders opvaskerum, til 100 graders køkken, ud i restauranten, frem og tilbage. Deres obsession med propert tøj, gjorde blot arbejdet langt mere ubehageligt end nødvendigt!
Og de var ikke blege for at kritisere. Mit hår var underligt, og det var ngoet fjollet noget at have mere end 1 ørering i hvert øre. Nåh nåh. Det var lidt unødvendigt, men okay.

Kokkene var rigtig søde! Dét skal de have! Og de lavede genial mad!
Vi blev ofte budt, at få noget mad med hjem. I starten var det da bare mega fedt! Lige at få en pizza med hjem! Totalt god stil.
Men efter noget tid, begyndte de at trække det fra vores løn. Uden lige at nævne det, før sidst på måneden, hvor der skulle gøres op. Slam. Nåh da! Der kan man så se...

Det var alt sammen hvad det var. De var luskede, men det kunne være værre. I det mindste fik man da penge! Hvis man lige huskede ikke at takke ja, til at få aftensmad med hjem....

Men efter noget tid, begyndte der at komme pres på dernede. En af pigerne sagde op, og vi var nu kun 2. Den 3. pige kunne vidst tage nogle få timer i starten, efter hun var smuttet.

Jeg skulle på et tidspunkt oplære en person der var i praktik (aktivering), som tydeligvis var bragt ind for at få gratis arbejdkraft og lette presset. Problemet var, at han havde valgt det helt uden interesse for faget- han skulle jo bare lave et eller andet. SÅ han endte med at være mere i vejen, end til nytte!

Og det var ikke kun mig, der hadede det.... Ud over at sms'e med den andne tjener om vagter etc., endte vi også med at lufte vores frustrationer over hvor dårligt vi blev behandlet. Vi var lavest i hierakiet, og altid den første syndebuk at vende sig mod!


Bestyrerne var meget vrede og aggressive, og det gik ud over os.
Den unge bestyrer, ejerens søn, var en bestemt type, der hænger med nogle ubehagelige mennesker, og også selv var ret ubehagelig. En lille skid, men som små hunde var han også eksplosivt aggresiv og offensiv.

Jeg husker stadig den dag i dag, den aften jeg virkeligt oplevede det på nært hold.
En flok gæster var kommet ind. En norsk kvinde, en mand, og deres børn. Der var måske to andre gæster i restauranten, men umiddelbart husker jeg den som tom. De kunne have siddet i det andet rum.
De sætter sig ved bordet lige ud for skranken, og bestiller vores tilbud med forret fra buffet'en og et stykke kød. Til børnene pizzaer, og her vil de dog gerne have et glas mælk, og selvom det ikke er på menuen, finder jeg ud af det (efter at være blevet spyttet efter, at vi da SELVFØLGELIG kunne servere et glas mælk).
Forretten fungerede således, at man må tage alt det man vil have, man må bare kun gå derop én gang.
Gæsterne går i buffet'en, fylder tallerkenerne, og sætter sig for at spise.
Jeg er ude for at ordne noget ved kassen (takeout bestillinger og ordre til køkkenet), og den unge chef kommer ind.
I det øjeblik han er kommet ind ad døren, har kvinden åbenbart været i buffet'en for anden gang.
Han vendte sig om, tog fat i min arm, rev mig op til skranken, og hvæsede til mig at de kun måtte tage ÉN gang fra buffet'en og hvorfor jeg ikke havde sagt det, og jeg skulle huske at sige det. Altimens han klemte af alt kraft om mit håndled.

Jeg var paf. Arrig. Jeg kunne ikke engang protestere. Jeg stormede ud i køkkenet, og måtte bare holde tårerne tilbage og afslutte vagten. Tage bussen hjem og tude af raseri!

Efter mangen episoder, hvoriblandt jeg blandt andet oplevede at min vagt pludselig blev forlænget til 23 uden besked forud (der skulle lige dækkes op til konfirmation), skæld ud over at jeg ikke kunne bruge kaffemaskinen, som jeg 'ikke behøvede at lære at bruge' under oplæringen, og alen op og ned af skældud over køkkenets fejl, skete der noget....i bakspejlet positivt.

Vi blev ringet op- vi skulle ikke komme på arbejde.
Der var noget sygdom i familien, og de var rejst til Italien. Forståeligt nok.
Der gik dage.... uger.... en måned... vi hørte intet....
Den første tirsdag i måneden der fulgte, mødte vi op til P-møde, hvor vi skulle lægge vagtplan. Dørene var låst, restauranten var lukket.
Vi anede ikke hvad vi lige stod med her. Var det lukket permanent? Var de overhovedet i Danmark? Hvornår skulle vi møde igen?

Det endte med at der gik mange uger, og vi så at de åbnede igen. To af os tog ned for at få vores lønsedler, og sige op. Da vi ankom var chefen der ikke. Vi ventede, og den ene pige måtte gå. Jeg lovede at modtage hendes lønseddel for hende. Hun var glad for at hun ikke skulle mødes med dem. Jeg var skrækslagen for at gøre det alene!

Det gik dog okay smertefrit. Da han endelig kom.... Han gav mig lønsedlen, jeg sagde vi sagde op, han sagde at det havde han regnet ud siden vi ikke kom, jeg sagde at vi ikke vidste om vi SKULLE komme, siden vi intet havde hørt. Yada yada.... Væk fra det lortejob!

Jeg ville aldrig anbefale nogen, at tage et tjenerjob, hvis ikke de er sikre på forholdene!
Jeg havde en forfærdelig oplevelse, der har afskrækket mig. Jobbet var i sig selv hyggelig, tiden var ikke til det, og ledelsen samt forholdene var uacceptable!

Jeg var bare chokeret over, hvordan cykussen tydeligvis havde gentaget sig- de ansætter et hold nye tjenere, de arbejder til de indser hvordan forholdene er bag facaden, og når de får nok, siger de op nærmest kollektivt. I bølger kom der så nye, og cyklussen starter forfra!

Når man blot havde tænkt sig, at arbejde de sidste 5 måneder af sit sabbatår, tænker man ikke at det er nødvendigt at melde sig ind i en fagforening. Jeg har også sympati for dem, som bliver udsat for disse ting, selvom de ikke kan gøre noget ved det ved det gennem deres fagforening. Uanset om man kan mene, at det kunne have gjort en forskel eller ej, var det stadig et luset arbejde!

Jeg husker stadig at det altid var en BEFRIELSE at have fri, og at man kunne være så negativ og kvalm efter en vagt.
De gjorde alle de ting, fordi de kunne. De var på toppen og vi var på bunden.
Det skræmmer mig bare, at man GØR det, fordi man KAN, og ikke overvejer om det er moralsk forsvarligt.

Sådan synes jeg de unge bliver behandlet. Luset!!
Det er muligvis blevet bedre siden da. Jeg deler bot mine oplevelser.

Og dette var en af dem.... Der er desværre mange flere!

Men nu er det fortalt :) det er faktisk ok rart dér!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar