Tung Rock a.k.a. Selvhøjtidelig Larm

Noget har irriteret mig længe.

Faktisk rigtig længe.
For min tolerance grænse er høj. MEGET høj. Især når det kommer til mine venner og familie. Men til sidst- så koger det altså over. Især når der ikke er nogen form for tovejs respekt kørende.

Og jeg tror ikke rigtig det går væk, før jeg får afløb for det.
Det er satme smart jeg har en blog så ;)
 
Mon ikke der er nogle derude der bliver skide fornærmede? Sikkert. Men hvis disse mennesker bare hviler i sig selv, så er der slet intet at blive fornærmet over- dette er MINE holdninger, MINE synspunkter og MINE oplevelser. Jeg er ikke ved at skrive et indlæg til en encyclopedia, jeg er ved at afreagere på min blog.

Men sagen er egentlig bare et irritationsmoment, jeg ikke lader til at kunne undgå i den hverdag jeg fører.

Vi snakker om "Heavy Metal", som det kaldes. Ikke at det længere har noget som helst at gøre med hvorfor det i starten blev kaldt det, men det hedder det nu engang stadig.
Og hvad irriterer mig så ved det?

Det er ikke at jeg ikke kan lide musikken. Shit- der findes GODT nok meget musik jeg ikke kan lide. Det meste af de bliver spillet i radioen.
Jeg kan ikke lide metal nej. Det gør fysisk ondt i min krop at lytte til. Det stikker i mine arme, jeg får trykken i skallen og får det faktisk ret dårligt psykisk.
Men det er ikke derfor jeg ikke bryder mig om det.

Dét jeg ikke bryder mig om, er den kultur der er bag.
For for HELVEDE hvor skal man lede længe efter snobber som dem.

Lad mig uddybe-
Heavy mennesker har altid super travlt med at skille sig ud fra samfundet, og være på tværs. Samfundet er forkert skruet sammen, kapitalismen tager over, de højrøvede fascister har styringen!
Det handler alt sammen om at være anti-konformist, og bryde væk fra normalitetens snobberi. Ingen skal bestemme hvordan de skal leve deres liv!

Men i virkeligheden, har de jo selv super travlt med at fortælle alle andre, hvad der er rigtigt og forkert. Og selvom dobbeltmorale er dobbelt så godt som morale, så synes jeg ærligt talt man skulle tage at klappe i, hvis man ikke er et hak bedre selv.

GAH! (irritationslyd)

For disse mennesker er fuldstændigt forblændede af deres lille niche genre.
Spørger man dem ad, er alt andet musik noget lort. Hvis der ikke er en elektrisk guitar og dobbeltpedal på, så er det ikke musik.
Det er ikke fint nok, hvis det ikke er metal.

Hvad er det for en skod holdning at have? Snobberi- simplere kan det ikke siges.

Normale mennesker har overskud til at acceptere og tolerere andet end hvad de selv foretrækker. Sætter du den forkerte sang på til en heavy fest, kan du godt forvente at blive haglet ned, uden nogen form for tøven eller tanke på sølle 3 minutters tolerance.
Nej. Hvis du uheldigvis kommer til at sætte en sang på der anses som pop, er du stemplet. Og du kan ikke vaske det af igen. Heavyerne har dømt dig ude. Du er nu en fesen poptøs.
De vil ha', ha', ha', men de vil ikke give en nanometer!
Men SAMTIDIG, skal de jo bitche over at deres genre bliver overset, og ikke spillet nok.
Øh.... Hallo? Har I ingen virkelighedssans?
Det er FINT at man kan lide en undergrundsgenre. Det er PISSE fint, for undergrundsmiljøet er ofte der, der er brug for mest støtte.
Men det er også okay at have et greb i virkeligheden, og indse at man måske hører lidt specielt musik, der ikke rammer almenmand i landet.

Jeg er personligt helt skudt i dansk dancehall og reggae, særligt de gamle undergrundtracks der blev lavet i den gamle Unger. Men du hører ikke mig bitche over, at de ikke spiller dem i radioen. For come on- jeg er sgu da godt klar over, at det er en lidt spidsfindig genre, der kræver et vist interesseområde og levevis, for at man kan relatere. Det er ikke alle der gider høre en grineren tune om offentlig transport!
Det kom for mig som en KÆMPE overraskelse, at dancehall skulle blive det nye sort i landet. Men med det sagt, er det også kun en brøkdel af dancehall der er blevet pop, og det meste er altså stadig ukendt og obskurt. Og det er 100% klart for mig, at mange af de sange jeg går og hører, aldrig ville kunne klare det på P3.

Men den form for realisme findes ikke i metal miljøet. Hvorfor hører ALLE ikke døder rock?

Åh, naiviteten. NAIVITETEN! Den er så altoverskyggende!!!!

Derudover er der en helt grundlæggende ting ved det miljø, jeg ikke bryder mig om. Faktisk noget, der sikkert kan forklare ALT det der irriterer mig, men som jeg nævner som særskilt.

Hvis du hører heavy metal, så skal hele dit liv forme sig efter det. Du skal have langt fedtet heavy hår, kun gå i sort og mørkt tøj- meget gerne hullet og uvasket, du skal høre en masse undergrunds heavy musik og synes at det er super fedt, og du må ikke gøre noget der ikke er "metal".

Hele end liv skal følge DEN MUSIK MAN HØRER! Er det kun mig der synes, at dette lyder helt vildt langt ude?

Jeg hører Reggae, men du ser mig ikke gro dreadlocks, kun gå i lange rød-gul-grønne hørnederdele og leve et pengeløst liv uden BH i Thy Lejren, hvor jeg ævler løs om Haile Selassie og hans filosofier om at leve et ægte rasta liv.
Faktisk tror de fleste at jeg er punker, emo eller goth, fordi jeg har kort hår, piercinger og tatoveringer.

Jeg er ikke bedre end alle andre. Jeg anser faktisk det bare for ret normalt at have en musiksmag, uden at den skal overtage ens liv.

Og det ville jo egentlig være helt okay, hvis altså ikke det gik ud over alle os andre. Jeg gider ikke rigtig deltage i heavy sammenhænge mere, for det eneste det ender i, er at man skal påduttes nogle værdier man ikke har, og bliver tromlet hvis man skulle ske ikke lige at synes at growling er super neat.

Det hele skal være så anti-mainstream at man bliver dømt, pakket og sendt afsted hvis man lige uheldigvis kan lide en sang der bliver spillet i radioen, eller går i tøj som måske ser lidt moderne ud. What... the... fuck mand.....

"Hipster!". Hipster? Nej, almindeligt menneske, med plads til andre. Det er hvad den kliniske betegnelse er.

Mainstream er nederen, men egentlig vil de jo gerne bare selv overtage æteren og dermed blive mainstream. Skal de så til at hade sig selv?
Jeg kalder det 'Metallerens Paradoks'!

Noget der altid har fået mig til at grine ustyrligt indeni, er den her idé om, at man skal være MEGA HÅRD VIKING WÅÅÅRH FARLIG! Og så får man langt hår. HAHAHAHAHAHAHA! Wow..... For mænd der ligner kvinder er super skræmmende! (indsæt smiley der græder af grin her)
Tror sgu ikke vikingerne var så fesne. Du kan drikke 20 bajere- flot. De drak mjød og åd fluesvampe for at få en krigsrus. Du taber den her battle, lille døder. Lav en toast og græd over det.

Tudetoast- fordi tudekiks er for mainstream!


Alt skal være så ekstremt- selv til koncerterne er det ikke nok bare at få nogle fede bands til at spille. Nej. Det skal gøres for 8000 decibel, så folk faktisk får varige høreskader efter en enkelt aften. For det skal være 'metal'!

Og hvad er så metal?
Jo det er super metal, at være en kæmpe idiot åbenbart. For ting der anses som metal, er at drikke sig hjernedødt stiv, råbe højt, pisse på alt og alle, aldrig gå i bad (hygiejne er ikke metal), og generelt ikke soignere sig. Langt hår, langt skæg, dårlig lugt. Tjek- du er nu metal.

Det du også er, er en plage for samfundet. SKRID nu væk, urene menneske- lad være med at stinke af kropsklamhed i bussen. Det er fint du kan lide rock, men du er til gene for omverdenen! Det kan sgu da ikke passe at man skal sukke højt, når man ser en døder stige på bussen, fordi de ikke kan finde ud af at begå sig?
Jeg kender ingen andre genrer der opfordrer til at droppe personlig pleje, eller føre sig frem på denne måde. Og det er heldigt!!

Noget andet der generer mig, er den typiske "Ej, vi skal lige høre hvad min vens band har lavet".
Nej. N-hej det skal vi virkeligt ikke. Er din ven kendt? Nej? Det er der nok en grund til.
Det er SÅ akavet at skulle slæbes igennem en 3-4 sange, der mest af alt lyder som en børnehave der har fået stukket instrumenter i hånden, og bagefter skulle give sin mening til kende.
Tjah... Det var lort! Rent ud. Det.... Det må jeg sige.

Jeg er ikke totalt fascist på det område- der er naturligvis sammenhænge hvor det lissom giver mening- eksempevis i en samtale hvor emnet kommer på banen.
Men lad nu være med at ødelægge en hyggelig aften med dit eget/dine venners undergrundsmusik. It's underground for a reason.

Og det gælder faktisk for ALLE genrer.

Og så det her "vi elsker satan" fis. Du er jo ikke satanist. Du er døbt, konfirmeret, bliver højst sandsynligt gift og sidenhen begravet på en KRISTEN kirkegård. Lad nu være med at lade som om du er ond og mørk indeni, og at du faktisk synes satanisme og død er fedt. Det virker bare så åndssvagt udefra. Og ja- det er meget tydeligt om du mener det eller spiller skuespil! Det tager kun et splitsekund at gennemskue.

Hvis du virkelig havde det sådan, så var du nok goth.

Der er intet mere pinligt at se på, end folk der skråler om smerte og fortabelse, når man selv har insider erfaring, og kan se lige igennem det.

Jeg ved ikke om dette er den sidste ting. Der er så mange, at jeg kunne lave en hjemmeside om det tror jeg. Tusind memes om dagen.

Men ENDNU en ting, der virkeligt irriterer mig, må være de hjernedøde tekster.
Har du nogensinde LYTTET til en Metallica sang for eksempel? DER ER INGEN KONTEKST! De bruger ikke sætninger.
Og alligevel tjener de MILLIONER af dollars, på heavy mennesker, der ikke kan skelne indhold fra guitar. Det er pinligt!
Hvis disse tekster var sat over et pop-beat, havde de brækket sig. Ligeså meget som jeg brækker mig over at man er så nem at snyde.
Dette er mennesker, der disser at mainstream musik  kun handler om "I love you, you don't love me, I'll do anything for you" osv. Men de er totalt blinde for, at deres egne sange kun handler om "death, sacrifice, the end is near, pain, no love in hell". SELVINDSIGT! Det er SÅ vigtigt!

Så jeg tror bare jeg når frem til....

Læg nu det skide kranie fra dig, klip det hår, eller vask det da i det mindste, samtidig med du går i bad. Stop med at lade som om du er hård og ødelagt indeni, når du har et trygt hjem, ren straffeattest og mæt i sovs ser X-faktor på sofaen med en pose ostepops. Accepter at du nok bare er et helt normalt menneske, og vigtigst af alt- Vær et respektabelt menneske! Stop den overlegenhed og snobberiet, og prøv sgu da som det mindste at starte den tolerance overfor andre, som du mener du selv fortjener.

Der er ingen der gider at tolerere et intolerant røvhul.

"Vi må lige finde ud af noget engang!"..... Yeah, right!

Det er måske næsten en underdrivelse, at sige min selvtillid er i top, disse dage.

Men i stedet for bare at sætte mig ned og være en lort med lort på, har jeg i stedet besluttet mig for, at finde ud af HVORFOR det forholder sig så.... lortet....!!

Vennekredsen er skrumpet meget ind de seneste år. Noget der, næsten naturligt vil jeg mene, har ledt til tanker som "hvorfor gider de mig ikke mere?".

Men i stedet for at tænke sådan, vil jeg prøve at tænke på en anden måde.
For gad jeg dem? I sidste ende, når alt kommer til alt....

Gennem hele den sidste del af min folkeskole tid, gik jeg i en klasse, hvor sammenholdet var meget stærkt. Der var ikke kliker og intriger, og de fleste kom godt ud af det med alle.
Vi var ikke så skide bange for at være fjollede og barnlige, og at blive voskne kunne sgu vente! Vi var unge og dumme NU!

Jeg kan endda huske en dag jeg havde taget mascara på, for at prøve det af. Som manjo gør som teenager. BAM- dét blev der slået ned på! Det var da for åndssvagt!
Ja, i den flok var det ydre virkeligt ikke vigtigt- det handlede sgu bare om at nyde livet!

Jeg fik nogle meget tætte venner og veninder, og mange af os glædede os til at komme på samme gymnaisum efter eksamen.

Jeg tog imidlertid 10 måneder til USA på high school, og startede derfor et år senere end de fleste (naturligvis minus de, der havde taget en tur på efterskole eller high school som jeg).
Jeg holdt kontakten med mange af dem, og det var lutter "vi glæder os til at se dig" og ligeledes den anden vej.

Men da jeg kom hjem, var jeg overrasket over at finde, at intet var som før.
På det sølle år, havde hele mentaliteten, der var fundamentet for vores venskaber, ændret.

Den første aften jeg var hjemme, blev det aftalt at vi skulle i byen. Vi havde aldrig gjort i alkohol og fester og den slags før. Vi var ikke engang 18. Men det var åbenbart sådan det skulle være nu.

Det nyeste sted i byen, var en cocktailbar, som hed Plastique. Ikke underdrevent prætentiøst.
Det var noget nyt for Viborg- et nyt trendy sted, med undergrundstoner og dresscode. Ingen høttetræjer her, tak!

Det nye var så, at stadse sig ud, så man så hipster nok ud, sætte sin 17 årige mås i baren, og sidde med sur-model ansigt på, indtil man blev tilbudt en drink. Målet var jo ikke at give en øre selv, for den bytur!

Man skulle også helst kun høre Trentemøller, og andre navne fra den nye elektroniske scene.
Når disse navne så blev "alment kendte", ogå kendt som MAINSTREAM (o the horror), skulle man stoppe med at høre dem. Det var ikke længere alternativt og undergrund nok.

Det hele blev en Sx and the City overfladisk verden, hvor udseende og stil betød alt, og fjollerier og sjov, var noget man kunne skyde en hvid pil efter.
Wood Wood tøj, Trentemøller, Plastique.... Det hele var bare så åndssvagt. Dét der pludseligt var vigtigt, var de dummeste ting i verden.

Jeg deltog ikke så meget i den kultur, blev indlemmet i festudvalget på gymnasiet i stedet, og kunne spasse ud med dem. Jeg havde altid holdt temafester og store fødselsdage for mine venner tidigere, og jeg ELSKEDE at planlægge fester med alt der hører til.
Alle mine venner og veninder, på tværs af klasser, havde altid været inviteret, og jeg ventede HELE året på at få lov, at overraske dem med et nyt sjovt påfund til en fed fest!
Nu kunne jeg gøre det for et helt gymnasium!

Der gik fra den anden side dog ikke længe, før invitationerne og henvendelserne stoppede.
Jeg ærgrede mig grueligt. Hele flokken fra gamle dage, havde holdt sammen, men jeg var ikke længere en del af det. Jeg kunne se de hyggeaftener, små ture og events de holdt sammen på facebook. Men der var åbenbart ikke stemning for at inkludere mig.

Det var lidt af en ændring fra grædende "Vi skal holde kontakten for evigt" på sidste skoledag. For evigt varede åbenbart et lille år.

"Jamen, var det ikke bare fordi folk blev spredt for alle vinde?" kunne man så spørge.
Joeh, delvist måske.
Men de ses nu stadig i dag. Instagrambilleder med lyserøde filtre popper opi hobetal i min newsfeed. Rød læbestift og så mange gentagelser af ordet "Paris" at man næsten går kløjs i det!

Så det er ikke kun vinden der har spillet ind her....

I stedet fik jeg så en masse fantastiske venner i gymnasiet!
Venner der igen elskede at være åndssvage og fjollede og skide på det hele! Det var SKØNT!
Det skiftede lidt gennem tiden, hvem der var de næreste, men igen var jeg kommet i en klasse fuldstændigt fri for diskrimination, klikedannelse og mobberi!
De andre klasser på årgangen var misundelige på vores sammenhold. Intet drama, bare gak og løjer!
Der var ikke noget skel mellem de smarte by-typer, nørderne, eller de generte! Alle blev inviteret til ALT, og de fleste deltog! Det var SKØNT! Jeg mindes stadig de tider med glæde!

I starten frekventerede jeg mest privatfester, da jeg var 17 gennem 1.G.
Men da byen åbnede sig for mig, opdagede jeg en hel verden, af de fester jeg altid havde elsket at holde!
Jeg fandt plads i en flok af friske tøser, og vi boede nærmest på diskotekerne i weekenderne! Jeg blev venner med bestyrerne, og snart arrangerede jeg efterfest-indgang til gymnasiets festgæster, og havde gratis adgang til mig og mine veninder nårsomhelst jeg skulle ønske det. En sms, og de var på listen.
Jeg fik endda på et tidspunkt mulighed for, at give hundredevis af mennesker entré til halv pris, hvis de havde en flyer med min underskrift på.

Og vi festede. Og festede. Og festede lidt mere!
Jeg drønede rundt på skoler og til forfester, og uddelte flyers, og folk vidste hvem jeg var og hvad jeg kunne give dem. FEST!
Og jeg nød godt af det! Det var fede tider! Tre dage i ugen var der fest, og de følgende fire gik med planlægning af weekenden!

Vi var alle pisse kede af det, da vi forlod gymnasiet. Men der var ingen tvivl om, at vi ikke ville glide fra hinanden.

...lol....

Det første år efter gym gik fint. De fleste, inklusive mig selv, tog et sabbatår, og festen fortsatte i weekenderne!
Jeg fik tilsagn til en plads på Medicin i Århus, hvilket betød at jeg måtte vente et ekstra år, før jeg kunne starte, men var dog sikret en plads.
Dette betød endnu et år i Viborg.
Det gik fint det første halve år. Jeg fik et job i Århus, så jeg var alligevel travl mens folk pendlede tll deres studier, og weekenderne festede vi løs.

Men efter et halvt år, og en masse turbulens med arbejde og privatliv, endte jeg jo i en svær depression.

Jeg var meget åben om det, og fortalte det fra start til dem, jeg snakkede mest med. Jeg fortalte dem hvordan det stod til, og at jeg muligvis ikke alitd var så frisk på fest som før i tiden, men at jeg gerne ville med alligevel! Samtidig besluttede jeg, at det måske var tid til en pause med alkohol, da det efterhånden var blevet en livsstil med fest og druk.

I starten gik det nogenlunde. Jeg tog med på byturene, var ædru, og tog tidligt hjem.
Men i og med jeg ikke længere var stamkunde, kunne jeg ikke længere tilbyde folk og fæ de fordele jeg kunne tidligere.

Som jeg ikke længere havde forbindelserne i orden, og ikke længere gad at bruge hele mit liv i festmaske på en bar, forsvandt venner og bekendte.

Efter at have sagt nej tak til et par byture, stoppede invitationerne helt.
Igen kunne facebooks forbandelse i mellemtiden informere mig om, at folk allesammen var samlede på en bar, 20 meter fra hvor jeg boede.
Det gjorde sgu ondt. Hvorfor fik jeg ikke buddet? Om end det ikke var mit favoritsted, skulle der så ikke mere end dét til, for at jeg er ude af puljen?
Generelt døde de venner ret hurtigt ud. Ingen konstant hyper-fest = ingen venner.

Det var 2. gang jeg mistede mine "Venner for Evigt". Men sætter jeg mig ned nu, indser jeg jo bare..... Hvis de virkeligt ikke kunne acceptere mig, efter min nye livsstil..... Så var de nok ikke så fantastiske venner alligevel.

Alle dem, der hilste på mig i byen før, eller inviterede mig til deres forfester, fordi jeg havde fået dem ind til halv pris, hverken inviterede eller hilte mere. Det var nærmere som om de undgik det.

Og de venner som jeg skulle blive gammel med, uden nogensinde at stoppe med at feste. Jah.... De festede videre.

De var da stadig super rare og venlige når jeg mødte dem- det er da stadig.
Men det er nu engang blevet til "Vi må lige finde ud af noget...."
Ja, O-K. Så sagde vi det!!

Men igen- i bakspejlet er jeg sgu glad for mit valg!
Måske hjalp det ikk emeget på depressionen, men i dag takker jeg mig seslv, for at trække stikket, inden det blev sådan lidt.... akavet og pinligt.
Lidt for gammel på disko. Lidt for single for evigt.
Det har KUN gavnet mig, at komme ud af den overfladiske livsstil, væk fra de tomme og hule mennesker, og væk fra de underlige reality-værdier.

Der gik et halvt år, før jeg startede på et studie og fik venner igen.
Det halve år gik mest med at spørge mig selv om, hvorfor ingen kunne lide mig. Alle skred, så jeg måtte jo være et forfærdeligt menneske.
Der var ikke længere nogen der skrev. Ingen interesserede sig for mig længere. De havde det helt fint uden mig.
Da jeg startede på medicin, var mine sociale ressourcer udtømt. Alle de venner, jeg havde brugt så megen energi på, havde været ligeså falske som Linses bryster. Og nu var der sgu ikke meget mere at give af.

Jeg gik på 1. semester 2 gange, pga. mistrivsel socialt. Jeg var slet ikke gearet til det elite miljø jeg blev indsat i, og studiet interesserede mig i bund og grund ikke. Ikke nok til, at jeg ville ofre 13 års studie og resten af mit liv på det.
Samtidig blev man konstant bedømt på sine præstationer, socialt liv er der ikke tid til, og når man drak, så skulle man være døden nær. Ikke noget der passede super fint ind med min nyfundne ro-på livsstil.

Der var dog en masse rigtige søde menneske på holdene, og jeg har haft mange gode grin med dem! Jeg ville have elsket at holde kontakten med dem, men naturen i deres studie, og mit manglende initiativ, har desværre forhindret at der blev mere ud af det.

Sidenhen, har mit overskud mest været til digital kommunikation, og begrænset real-life interaction.
Men selv ikke med sine faste og gamle venner er man sikker.
Jeg har gennem bitter erfaring opdaget, at man nu om dage ikke længere kan sige sin mening, hvis man vil bevare sine venner. Man skal censurere sig selv, og gøre alle glade.
Jeg har efterhånden gentagne gange oplevet, at have ytret mig på min facebook profil, og folk har besluttet at vi ikke længere skal være venner.
Er det folk, der alligevel er ligegyldige bekendte- so what.
Men jeg kan blive FORFÆRDET over de smålige mennesker, der må sidde ude blandt folkene på min venneliste. Folk, der tilsyneladende bare VENTER på en undskyldning for angreb! Eller slet!

Sig lige følgende højt: "Jeg taler ikke til hende mere, på grund af en status hun havde på facebook!"
Kan du også høre hvor åndssvagt og 13 år gammelt det lyder?
SÅ HVORFOR SKER DET?
Men det gør det. Guderne må vide hvorfor.

Det hjælper ikke ligefrem på selvtilliden, at ikke bare ens personlighed, men ens MENINGER og UDTALELSER ONLINE, kan være nok til, at folk bare beslutter man ikke længere kan være en del af deres liv. Jeg er målløs.

Men nu vil jeg se det på en anden måde: their fucking loss.
Helt ærligt. Hvad taber JEG ved, at miste en flok overfaldiske venner, der alligevel ikke kunne lide den jeg i bund og grund var? Tsk! Fuck da det!

Jeg vil ikke længere reduceres til "Vi må lige finde ud af noget engang!".

Det er ikke noget man når frem til dagen efter. Det har også taget et par år nu.
Jeg er naturligvis ikke blind for, at det er meget typisk, at folk bryder op efter de forskellige uddannelsesinstitutioner.
Men skal der ikke mere til, end de så marginale ændringer som ovenfor står beskrevet.... Så er jeg ret sikker på der venter noget bedre derude.
De ANDRE kunne trods alt GODT finde ud af at hænge hinanden i skørterne!

So NO WONDER, jeg ikke er den bedste i verden, til at springe ud og sige "HEY, her er jeg, tag mig som din ven, eller fortryd alt for evigt!". Selv hvis en ny potentiel ven har givet mig sit NUMMER, tøver jeg med at skrive. TÆNK hvis det bare var ynk!

Mit næste projekt må være, at lægge alle de paranoide tanker om, hvilke intentioner folk egentlig har med det de siger og gør... og måske bare tro på, de snakker med mig, fordi de kan lide mig!!
Og stoppe med at paniksnakke konstant, for at undgå den pinlige tavshed som jo er ENDEN på ethvert spirende venskab!! Herredårlig vane!!

Det er dog værd at nævne, at der gennem årene også HAR været venner der har hængt ved. Desværre ofte lidt på distance, men som dog har været aktive i kontakten. Det er ikke mere end en håndfuld, men dem er jeg evigt taknemmelig for! Havde det ikke været for dem, havde jeg været HELT ensom!

Så tilbage er der vidst bare at sige....... SKÅL I DOVEN, STUEVARM COLA FOR NYE OG BEDRE VENSKABER!!

Og hurra for de få, jeg allerede har!! :)

Den skammelige populærkultur!

Hvad skete der?

Det er virkelig mit hovedspørgsmål til dette indlæg!
Hvad FUCK skete der?

For at uddybe: vi befinder os i en kultur, der er populærbaseret og mediedækket som aldrig før. Vi skal ses, gerne hele tiden og over alt. Og kan det ikke blive i medierne, må vi jo sørge for at få enhver form for opmærksomhed vi kan i det virkelige liv!
Morale skal man kigge langt efter, og værdier har vi skudt en hvid pil efter.

Vi lever i en verden, hvor det rydder forsider når nogen knalder i Big Brother huset, men vi knap har hørt om afbrændingerne af levende homosexuelle i Uganda. Hvor kvinder kæmper for at have de flotteste plastikpatter, og den strammeste røv, mens en 14årige pige i Pakistan frygtløst måtte modsætte sig Taleban, for at få en uddannelse!! Det KAN ikke kun være mig, der kan se den grotekse skævvridning af værdier her!!

Det, der overrasker mig mest, er det kæmpe spring i kultur, der er mellem min årgang (og de tidligere) og bare én årgang efter.
Jeg var barn. Hele min barndom faktisk!
Da jeg blev teenager var jeg teenager. Ikke den form for teenager, som medierne vil hjernevaske os til at tro er normal. Dem der shopper og tager billeder af hinanden på caféer med sushi osv..... Jeg var teenager, altså i en overgang mellem barn og ung. Jeg var helt sikker usikker på mig selv, og jeg lignede nok lort, som en fjoget teenager ofte gør! Det er i hvert fald ikke billeder fra disse år, jeg stolt vil hænge op på væggen!

Vi levede livet ude i verden. Kameraer kom med film i, og havde man et digitalkamera, havde man egentlig bare et fjollet kamera, man ikke kunne få billederne ud af, uden stort besvær.
Udseende var ikke så vigtigt, da der ikke konstant var peget en linse imod os, og det vildeste vi skulle leve op til, var at være foran i skolen.
Virkeligt! Det var målet dengang!
De populære var dem der fik høje karakterer, og fritid var noget vi brugte ansigt til ansigt med vores venner.

Nu er vores identitet nedskrevet på facebook. Kameraer er over alt, selv i vores telefoner, og selfies er noget vi gerne skal tage dagligt, så vores ansigt (redigeret og filtreret) kan pryde hver eneste status vi laver!
Instagram er stedet hvor man MÅ og SKAL ses, og hvor er det smart at der ikke er nogen der tjekker hvor ung man er, når man smider halvpornografiske billeder op derinde.
Popularitet måles i likes, og en sikker måde at få dem på, er ved at stikke sin bare røv i æteren!

Kald mig bare gammeldags! Ser man på hvordan livet er i dag, kan det jo lyde som om det er ÅRTIER siden jeg var teenager! Men det er faktisk kun et enkelt årti siden min teenagetid startede!

Da jeg blev ældre, handlede det stadig i høj grad om at dygtiggøre sig, og samtidig at være initiativrig og aktiv! Formandspositioner var status, og karakterer var noget der afgjorde fremtiden! Det var vigtigt at holde sig skarp i hoved og sind.

Så stopper jeg op, og ser på ungdommen i dag. Særligt pigerne. Og det er jo lige til at få en hjerneblødning af!

Jeg kan virkelig få lyst til at smide hænderne over hovedet, og anråbe guderne om en forklaring!

Hvordan gik vi fra fornuft, til denne skruppelløse prostitutionskultur vi har i dag?
Hvornår blev det mere normalt at ligne en playbunny end et menneske?
Og hvorfor har vi accepteret det?

Dét kan faktisk undre mig mest!

For jeg krummer tæer! Jeg er LYKKELIG over at være en årgang "bagude" i forhold til denne kultur! Så hellere være gammeldags end nøgen!

Det handler ikke længere om hvem du er. Det handler om, hvordan du ser ud.
Ligner du en der har succes, så har du succes. Også selvom du egentlig ikke har.
Det er til ingen verdens nytte at dygtiggøre sig, for hvis eyelineren ikke er skarp, er du alligevel ikke nogen. En time foran spejlet betyder mere, end en time i bøgerne.

Og hvad er dette for en underlig tendens med, at vi skal have patter, skræv og røv over alt?
Jeg er ikke sart, men hold kæft hvor jeg ikke fatter formålet? Nu er det bare super klogt at flashe alt hvad man har, konstant?

Jeg ser 14-16årige piger, stadset ud som pornostjerner, i høje hæle, jeans så stramme som deres egen hud, duftende af Gucci og Burberry. Med deres skinnende smartphones med bling, og kunstige negle herfra og til Sønderborg. Extenstions ned til røven, for at give det rigtige stripperlook, og kunstige vipper der kunne starte en tsunami.
What the.....????
Havde jeg majet mig sådan i den alder, vil jeg håbe min mor havde givet mig en flad og sagt "Tag dig sammen!".

Det er jo ikke længere til at se forskel på en 13 og en 18 årig. De har malet sig selv med en maske af voksenhed, og tror at det er bonus at blive voksen og moden hurtigt. De har ingen barndom, bare evig ungdom.

Men bliver man mere umoden, end at tro at makeup er det, der gør dig voksen?

Det hænger mig ud af halsen, at der er sluts over alt!

Og lad mig definere en slut, for jer: min definiton af en slut, er en pige der tror hendes krop er nøglen til verden. Som gladeligt eksponerer sin halvnøgne krop for lystige blikke, for vindings skyld. Som tror at vejen frem er det ydre, og som spreder ben når det kan betale sig. Og det kan det tit, for en slut har ingen ægte værdier- en flaske på en bar, eller et photoshoot kan være overtalelse nok! Dette er en pige der ikke har nogen sans for værdighed, og som tror at sex er bekræftigelse.

Hvorfor FUCK er det, at det er blevet noget at stræbe efter? ÅRH! Det kan gøre mig mere end vred!!

Men det er jo klart!
Vi lever i reality-alderen.
Vores ungdom bliver hjernevaskede af Paradise Hotel, Big Brother, For Lækker til Love, Singleliv, etc. etc., som ALLE fortæller os, at det der VIRKELIGT tæller, er hvor godt du ser ud, og hvor dygtig du er til at blive set!

Og en virkelig nem måde at bive set på som pige, er at hive sine bryster frem, og lade røven hænge ud!
Og det gør de så........

Kald mig sippet, men jeg kan blive FORARGET, når jeg ser en 13 årig pige, gå i booty shorts, så halvdelen af ballen titter ud, og en kort, løs top, så både maveskind og BH også er fremme. Hvad er det for nogle forældre, der lader disse piger gå ud ad døren sådan?
Det bliver IKKE mine døtre i hvert fald!

Jeg er blevet opdraget til at tro fast og stærkt på mig selv, uden at skulle spraymales først. At man når længst med viden og oplysthed, at uddannelse er kernen i vores samfund. At sunde indre værdier betyder alt, og at selviskhed er noget fanden har opfundet.

Og nu ser jeg så en generation, der lader til at være opdraget til det stik modsatte.
Selvtillid er noget der kommer på makeupbørster, viden behøver man ikke så længe man ser godt ud, uddannelse er det kedelige alternativ til at blive kendt, indre værdier er et fremmedord, og selviskhed er det utimative mantra.

Jeg SKAMMER mig over at leve i denne kultur!

Men spørger du dem, har de jo alt. Og jeg er bare misundelig, fordi jeg ikke får det jeg peger på.
Ærligt talt, aner jeg ikke hvad jeg skulle pege på. Jeg lever muligvis ikke i en gaveregn fra tilfældige fyre, hvor end jeg går. Men jeg har et stærkt og sundt forhold, til en mand der tog mig for den jeg var, ikke den jeg lignede! 
Jeg havde et topgennemsnit i gymnasiet, læste medicin, og læser nu fysik. Jeg gør hvad jeg kan for at hjælpe andre, mennesker eller dyr, og har en retfærdighedssans der til tider næsten kan være invaliderende stærk!
Og det er noget jeg er STOLT af! Kald mig nørd, kald mig filantropist. Men det vil jeg hellere være, end billig og indholdsløs!

Så de går ned ad gaden. Med deres klik-klakkende hæle, og optegnede bryn der kysser hårgrænsen. Det eneste de har at bidrage til verden med, er at være et omvandrende maleri, folk kan beundre.
Og så undrer de sig over, at de ikke kan finde en reel og sød fyr.

Lad mig tale direkte til dig, slut! Dette går faktisk direkte ud til enhver slut/skank/ho/ludertøs/billig tøs derude!! Dig, der har en unaturlig hunger efter bekræftelse, og en idé om at bekræftelse er formet som en pik. Dig, den overdrevent exhibitioniske ungpige, der tror at foundation er tøj.
Tror du selv på, at dit liv bliver fuldkomment, så længe makeuppen er i skabet?
Tror du, at nogen virkeligt synes bedre om dig, fordi dit tørklæde er Burberry og din taske er Louis Vuitton?
Og tror du inderligt på, at kavalergang er vejen til det gode liv?
Lad mig fortælle dig en lille hemmelighed: du tror helt sikkert du ejer verden, når du strejfer røv-vrikkende ned ad gaden en mandag i stilletter, med to Mulberry tasker over armen. Men ingen respekterer dig. Vi kan alle se LIGE igennem dig. Og de der ikke kan, er ligeså dumme som du!

Din virkelighedssans er udeblivende, og din morale er skyllet væk i Mokaï.
Så du siger til mig, at du får alt det du vil have. Du skal bare knipse, og fyrene vil i seng med dig. Det kan du bevise, for det sker hele tiden! 
Wow.... Tillykke med det!
Men lad mig så spørge dig om noget helt konkret.... Hvis du giver det hele væk gratis, hvorfor skulle nogen så investere fast i dig? Du er tydeligvis til leje, og så kan man levere dig tilbage, når man er færdig. Jojo, du har da sikkert flotte bryster, og især nu efter de er blevet fyldt op med kemikalier! Men når de er til frit skue for alle, behøver ingen jo egentlig yde det mindste, for at få jackpot.
Du leder bare efter den rette, og alle fyre er nogle svin. Meeeen...... Måske gider de dig ikke, fordi alle andre har fået en tur i karusellen! Genbrug er ikke noget mænd går synderligt meget op i.
Og hvordan skal din fyr nogensinde føle sig som noget særligt, hvis hele byen har været der før? Så er du havregryn: noget alle kender, og synes er pisse kedeligt.

Jeg kan på ingen måde sætte mig ind i tankegangen! Det er den mest nedværdigende form for livsstil, jeg kunne forestille mig at føre! Ét langt selvbedrag om, at man har styr på tingene! Jøsses....... Det er i sandhed ikke bøgerne, der har trukket!

Jeg foretrækker at beholde min værdighed. Jeg kunne sikkert have knaldet rundt som en kanin, da jeg gik i byen. Men hvor fedt er det, når jeg finder en jeg kan lide, som da bare kan se sig selv, som, "den næste i rækken". Jeg ville ikke længere være speciel, jeg ville bare være en selvfølge. Selvfølgelig fik du noget- det gjorde vi alle! Ikke fedt......

At kønslig omgang næsten er blevet et must efter hver bytur.... jamen jeg korser mig!
Da jeg var ung, var mødom altså noget vi værnede om! Nu er den ikke en tiendedel så dramatisk at miste som din telefon! SÅ er der panik. Mødom? Tjah, whatever.....

Jeg har for megen selvrespekt til den slags. Jeg ville ikke kunne se mig selv i spejlet, hvis jeg blot lod alle tage hvad de ville have. Jeg er ikke en Bowl 'n Fun buffet- jeg er en Michelin Restaurant. Det er ikke alle er kan få, og derfor er det også dét mere eftertragtet!

Min bøn er, at samfundet snart stopper dette promiskuøsitetscirkus, og får hovedet ud af røven! At vi begynder at lære vores unge nogle sunde værdier, og lærer dem at have stærke holdninger, selv uden pynt i fjæset!!
Selvtillid er noget der burde komme hjemmefra fra mor og far, ikke fra en flaske fra Dennis Knudsen på.

Opdrag nu for fanden jeres børn stærkt! I stedet for disse ynkelige popularitetsvrag der vandrer rundt i vores gader! Det skal nok blive SUPER fedt, når vi skal understøtte alle disse talentløse celeb-wannabees på kontanthjælp engang. Stop det nu i opløbet! HJEMMEFRA!!!!

Mit håb for fremtiden er fornuft. Intet andet..

Amen!!

Moderland, Tilhørsforhold og Statsborgerskab

Jeg blev født på Skive Sygehus et lille år efter murens fald.

Herefter flyttede mine forældre til Viborg, og her boede jeg de næste 22 år af mit liv. Lige indtil studierne bød mig, at rykke til Århus, hvor min eksistens udspiller sig i disse dage.

Ud over nogle få længerevarende udlandsophold, har jeg derfor altid været en del af Danmark. Det danske samfund, traditioner, kultur, etc. etc.
Dette er mit moderland og jeg er dansk statsborger, fordi jeg blev født på dansk jord, og har levet der lige siden.

Men.....
Det er sjældent jeg føler, at jeg hører HJEMME blandt danskerne.

Jeg har til gengæld i stedet altid været draget af østens mystik!
Deres farverige kulturer, deres højrøstede følelser..... Det har jeg altid fundet langt mere dragende, end det lukkede grålige danske samfund.



Jeg siger ikke, at det at være dansker er skidt. Men som jeg bliver ældre og ældre, identificerer jeg mig mindre og mindre med det, at være dansker.
Jeg er ikke nødvendigvis stolt af at være dansker. Jeg skammer mig absolut ikke! Men jeg kan ikke finde det punkt, hvor der virkelig er noget at være stolt af, som beboer i dette land.

Misforstå mig nu ikke: jeg er overlykkelig for at leve i et priviligeret land, med næsten uendelige rettigheder og frihed. Jeg er, for størstedelens vedkommende, enig i de danske værdier, og kan kun sætte få fingre på, hvor det går galt i vores samfund.

Men det er ikke det samme, som at føle man har tilhørsforhold til landet. At det virkelig er her, man hører hjemme.

Danmark er SKØNT om sommeren. Et fantastisk grønt landskab af frodige skove, farverige marker og lune vinde.
Men samtidig kan jeg næsten ikke komme på noget værre, end den danske vinter. Den gør mig ked af det, vred, irritabel og giver mig en længsel mod et andet sted.
Og ikke bare en "gid jeg var på Lanzarote, og holdt ferie" længsel.
Men en decideret følelse af, at dette ikke kan være mit hjem. Ikke når det forekommer mig så fremmed!

Vi har en masse rettigheder og friheder. Men der er ikke ret meget at kæmpe for mere. Det hele blev serveret for mig på et sølvfad da jeg blev født. Kvindekampen er overstået, vi har flere rettigheder end vi kommer til at benytte os af i hele vores liv, og samfundet styres af små grå mennesker ved små grå skriveborde på små grå kontorer.
Det hele er så.... Ordnet og korrekt og.... Pisse kedeligt!!

Til gengæld føler jeg en STÆRK tilknytning til alt, når jeg tager sydpå, til komplet anderledes kulturer.
Jeg nyder de varme lange nætter, det travle liv efter solnedgang, de smukke planter, det rige dyreliv! Jeg elsker at tingene kan være småkaotiske, fordi struktur ikke er noget man vægter meget i samfundet. Jeg elsker at det hele kan være lidt tilfældigt, og at ét eventyr ender i et helt andet! Jeg elsker luften og duften dernede!!


Noget af det smukkeste jeg har set, har jeg set der! At stå i en ørken og se ud over et uendeligt hav af sand og klipper. At flyde i vandkanten og se tusindvis af fisk i alle regnbuens farver svømme lige under næsen på mig. At kravle op på en klippevæg ved stranden, og se ud over det aquamarine Rødehav. At sejle i flodbåd forbi kæmpe klippevægge med udhuggede gravkamre. At træde ind i en moské, og blive overvældet af mosaikker og deres komplekse skønhed.

For mig er en bøgeskov og Råbjerg Mile bare ikke det samme.
Jeg føler ikke samme tilknytning til klitterne ved Vesterhavet, som til koralklipperne ved Rødehavet. Jeg bliver ikke betaget af kirker, som jeg bliver overvældet af moskéer. Jeg forføres ikke af lyden af det danske sprog, som jeg gør af de syngende fremmede tunger.

Men hvorfor egentlig? Jeg kommer fra Danmark. Jeg er Dansker. Konfirmeret og hele pisset! Jeg stemmer og betaler skat og nyder godt af velfærdsstaten.

Jeg kan ikke svare. Nogle gange føler man vel bare, hvad man føler! Og jeg føler tit, jeg er blevet placeret et helt forkert sted i verden!

Jeg hører til i en mere farverig og temperamentsfuld kultur. Et sted hvor man kæmper for sine meninger andre steder end på sofaen. Et sted hvor 'festival' ikke betyder drukorgie marineret i eget pis, men et inferno af farver, musik og dans!
Et sted uden vinter, så jeg aldrig skal bruge energi på at hade det mere.
Et sted hvor karisma kan gøre, at man bliver i tvivl om folk taler sammen, eller skændes.

Jeg har ingen anelse om hvornår det startede. Måske tidligere end jeg tror.
Måske fordi jeg boede i blokmiljø hele min barndom, og flygtninge/udlændinge har været en del af mit liv altid.
Måske fordi mine favorit Disney prinsesser var Esmaralda, Mulan og Jasmin. De andre, tjah.... Jeg tror ikke engang jeg har set alle filmene med de klassiske prinsesser. De siger mig intet.
Måske fordi jeg lige fra tidlig alder, har fået fortalt om shamanisme, og åndelige kulturer fra andre lande. Naturen har altid været en af mine største fascinationer.
Måske fordi jeg altid hjemmefra har lært om tolerance og åbenhed, og har fundet at disse kulturer oftest er de mest åbne og tolerante.
Måske fordi jeg ser ydmyghed og taknemmelighed i en flygtnings øjne, ved blot den mindste gestus, hvor jeg ser en ligegyldig opfyldt forventning i danskerens.

Vi er priviligerede mennesker. Så meget så vi ikke kan holde ud at dele ud af vores rigdom, eller kæmpe for vores goder. Det må andre gøre! Det kan ikke være vores problem.
Så meget snak, så lidt handling.

Skulle jeg helt selv vælge, ville jeg flytte hele min nærmeste familie med mig, til et mellemøstligt land.
Tage dem væk fra denne rigide kultur af "sådan er det", og tage dem ned hvor tilfældighederne råder, og vi siger "Insh'Allah". Med ned til markedspladser med tusinder af duftende krydderier, velsmagende the, farverige tørklæder og hundredevis af vildkatte jeg ville fodre. Ned til den smukke og overvældende natur. Ved dagens ende ville vi kunne høre aftenbønnen som den spreder sig ud over byen, mens vi ryger en vandpibe.
Så ville jeg sidde med dem til langt ud på natten, og drikke the i den lune aftenluft, og tale om højt og lavt!
Langt væk fra den alkohol-lammede kultur, der kun tænker på sig selv.

Noget i mig trækker mod syd, øst, liv og varme. Om jeg nogensinde reagerer på det, ved jeg ikke endnu. Men et ægte tilhørsforhold, det har jeg ikke fundet endnu!

Hvis Psykisk Sygdom Manifesterede sig.....

Du kender det sikkert.
En eller anden er ikke mødt op til undervisning eller lignende, og når du spørger, får du svaret "Jeg havde ikke lige overskuddet". 
Og du tænker: "Dovne menneske!" Hvorfor kan han/hun ikk bare få lettet røven, og møde op. Det er ALTID den samme.

Men så vender vi den lige om.
Derhjemme sidder cette kollega/studiekammerat/ven, og har foretaget et valg. Måske var et dovenskab, måske var det et reelt valg, som havde sine årsager.

Jeg er SÅ træt af, at få smidt ord i hovedet som "Doven", "Uengageret", "Lad", "Ugidelig", "Asocial" osv.........

Der er en meget simpel grund til, at mit overskud ikke ligger og ringler i toppen af skalaen!
Jeg er psykisk syg, og det er noget der kan mærkes

Og ja, det kan MÆRKES! Det KAN lige netop ikke SES!

Enhver der har kæmpet med disse ting, ved hvor stor en udfordring det kan være.

Du har uden tvivl set en person, måske af lidt specielt udseende, gå/sidde/stå og tale med sig selv. Måske har du endda grint for dig selv, peget, eller bare rystet på hovedet tænkt at den person er skør. Måske endda følt frygt eller afsky!
Men stoppede du op og tænkte på hvorfor denne person opførte sig sådan?
Gik det op for dig, at personen måske ikke har det godt, og er blevet forstyrret af dette? At dette ikke behøver være selvforskyldt? Og at for denne person er de stemmer han/hun hører, ligeså virkelige som når du skruer op for tv'et?


Der er mange forskellige afarter at psykiske sygdomme. Nogle tydeligere end andre.
Men fælles for dem alle er, at tog du et snapshot af personen, ville det fremkaldte billede ikke afsløre nogen tegn på, at dette menneske var sygt!

Det kan man så argumentere for, at de skal prise sig lykkelige for!
Ingen ved noget om deres kvaler, de kan få lov at være som alle de andre.... alle de andre normale, korrekte mennesker......

Men hvad nytter dette, når man ikke ER normal? Når man ikke vil og føler de samme ting som alle andre? Er det så stadig optimalt, at man får lov til at gøre det?
Eller har man så ikke mere brug for noget helt andet, i stedet for at skulle gå og lade som om?

Men lad os vende tilbage til vores første konkrete eksempel.
Jeg ved ALT om, hvad det er ikke at have overskud. Det er ikke altid jeg møder op til de ting jeg burde, fordi jeg simpelthen ikke besidder overskuddet til det.

Det lyder dovent. Hvorfor går jeg ikke bare i seng tidligere? Hvorfor drikker jeg ikke bare en kande kaffe? Hvorfor tager jeg mig ikke bare sammen?

Fordi overskud ikke er energi. Overskud er evnen til at kunne overskue noget. Og det har jeg ikke nødvendigvis

Lad os tage første dag efter ferien.
Her vil jeg ofte ikke møde op. Hvorfor?
Fordi jeg har brugt mange uger herhjemme alene nu. Jeg er en smule sat, og har haft en betingelsesløs periode, hvor jeg har kunnet gøre som jeg vil og føler. Har jeg været ked af det, kunne jeg sove hele dagen, har jeg været glad, kunne jeg gå Århus rundt ti gange.
Jeg har været mest alene, med undtagelse af katten og min kæreste.
Det er to individer, der forstår hvordan jeg har det, og jeg skal aldrig forklare mig overfor dem, hvis jeg pludselig ud af det blå bliver ramt af angst, eller bliver meget ked af det.
De eneste krav der er herhjemme er, at jeg husker min medicin, får noget at spise og har det rart indeni.

Så forventer hele verden pludselig, at jeg kan omstille mig til det stik modsatte på en nat.
Fra søndag aften til mandag morgen, skal hele min mentalitet lige vende 180 grader, og jeg skal nu bare være klar på at gøre præcis modsat af før.

Og det er lissom forventningen at man bare gør det, uden mere muk end måske "Ih jeg er så træt, min døgnrytme er helt forskudt".
 
FUCK din døgnrytme.

Hvis jeg ikke allerede har lagt søvnløs natten op til denne dag, så har jeg tæsket hele natten igennem med en time søvn ad gangen. Jeg har ikke overskud til at skulle stå op, og gøre mig "acceptabel" for verden. For det er der også en standard for! 
 Jeg skal pumpe humøret opad, have min "godmorgen" på, og fysisk kan man heller ikke bare daske ud i verden, hvis altså man ikke ønsker at blive dømt herfra og til evigheden. Maintenance is key.
 
Efter at have været nogelunde alene i lang tid, og været tilpas deri, er det også meget anstrengende ligepludselig at skulle forholde sig til 25 andre mennesker, som jeg ikke har snakket med i over en måned, og som jeg ikke kommunikerer med udenfor skolen.
Allesammen vil høre hvad man har brugt sin ferie på (det samme lort som alle andre: intet), man skal huske at spørge ind til deres, og generelt en masse overbegejstret hilsen og kram.
Så længe man er i denne flok af andre, kan man jo heller ikke blot sætte sig i et hjørne og være sig selv. Man er på, hele den tid man er der.

Og vi skal snakke ferie, og fremtid, og valgfag, og eksamen, og de nye fag, og skemaer, og planer, og grupearbejde, og lab, og ih og åh. En masse ting jeg slet ikke har rum til at kapere med det samme. Hver ting til sin tid.
Der bliver hurtigt listet en masse krav, og det forventes at man kan stille op og opfylde disse uden at fortrække en mine.


Indeni er hver enkelt celle i min krop ved at spræges at panik, og enhver fiber overstrækkes af stress! 

Det kan da godt være jeg smiler og joker udenpå, men det ville nok ikke gøre livet lettere for mig, hvis jeg begyndte at græde, hver gang jeg befandt mig i en ubehagelig situation.
Jeg tror ikke det ville fremme folks reaktion på mig. I hvert fald ikke i positiv retning....
"Du skal være ligeglad med hvad folk synes om dig, bare vær dig selv!". Jah, problemet med det er, at mit "selv" gør folk nervøse.
Hej, jeg hedder Simone, jeg har en depression. Det gør mig enormt ustabil, overfølsom, irritabel, overgearet, spydig, samvittighedsfuld, energisk, svag, ensom, ked, nedtryk og skamfuld.

Og så går folk i panik! Det er faktisk oftest lettere at beholde bekendtskaber, hvis jeg ikke fortæller dem jeg har en depression. De begynder at gå på æggeskaller, og ender bare med at distancere sig fra mig. Det er for besværligt at have en psykisk syg ven, med alle de hensyn man skal tage. 

Det eneste hensyn, er vel bare at lade være med at behandle mig som en depression, men som mig?

Jeg ville ØNSKE, at jeg på hele min krop fik voldom psoriasis, hver gang jeg gik i en dårlig periode, eller fik lilla prikker i fjæset når jeg fik et angstanfald. Så folk kunne SE at der faktisk er noget riv-ruskende galt, og at det er alvorligt.

Men hvis man fortæller folk, at man har det dårligt indeni, kan de slet ikke forholde sig til det! "Sådan.... indre blødning eller?"
Nej, mit bryst føles som om en stor klump hæmmer mit hjerteslag og åndedræt!
"Er du ved at få et hjerteanfald?"
Nej. Jeg har det bare rigtig skidt!
"Skal jeg ringe efter en ambulance?"
Nej, man kan du ikke bare tale med mig?
"PANIK!!!"

Det er så besværligt at åbne sig, når man ikke møder forståelse, men i stedet nervøsitet og panik. En angst for, om de er egnet til at være ven med en psykisk patient, og om det er en god ven at have. Hvor dét, en psykisk udfordret person MEST af alt har brug for, er venner. Tilhørsforhold. Det betyder alt!

Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg udefra kan virke super freaky. Jeg kan være spændstigt overlykkelig klokken 14 og klokken 14.30 er jeg i krise over mit liv. Jeg kan have en time hvor jeg snakker non-stop i højeste gear, og derefter en hel eftermiddag i lavt tempo med stilhed. Jeg kan ikke selv styre min energi, mit humør eller lignende. Derfor sker det helt sikkert at jeg overreagerer når jeg er vred og overkompenserer når jeg er glad.
Hvis jeg er glad, bliver jeg super engageret og gearet. Er jeg vred, så går jeg i det med hoved, hæl og sjæl, og kæmper til sidste bloddråbe.

Nogle mennesker ville sikkert sige "Slap lige af" eller "Styr dig"......
 
Men mit humør varierer ikke efter normerne eller hvad folk synes. Det løb er kørt.... Mit sind er i oprør, og urotropperne er først ved at få indsamlet de første stenkastere derinde.

Og når alle andre tænker, hvorfor jeg dog sådan kan spasse ud over ting, som andre føler er helt normale, eller bliver presset helt i bund, af forventninger alle andre lader til at opfylde...... så tænker jeg "fordi sådan FØLER jeg!".
Alle ved at følelser hverken er rationelle eller kontrollérbare.

Men sådan fungerer det bare. Jeg er ikke en sur kælling. Men mit humør daler, når jeg får stillet en masse krav og opgaver på mine skuldre, i et højt tårn, som jeg ikke kan holde oppe. Og det skraber bunden, når folk bare regner med, at det burde ALLE da kunne.
For hvad er jeg så når jeg ikke kan? Så er jeg vel ikke god nok?

"Kan du ikke bare lige tænke lidt positivt, og stoppe med at tænke sådan om dig selv hele tiden? Du er sådan lidt negativ!".
Nej. Ser du. Jeg er ikke lidt negativ. Jeg er ENORMT negativ. Jeg har en depression. Tag skænderiet med den. Jeg har IKKE valgt at det skal være sådan her.

Fordi det kan jeg ikke. Når du er sur og muggen, er det sikkert som oftest bare en lille latterlig årsag, som kan fikses eller ignoreres. Hvis jeg er negativ, så er der en kemisk ubalance i min  hjerne, der fortæller mig, at jeg er negativ, og sådan er tingene bare.
Prøv lige at fortælle kemi, at det skal reagere som du synes, i stedet for hvad det gør.

Jeg kan have rigeligt af stress, bare ved at være mig selv.
At være mig, indbefatter de fleste dage at være utilfreds med mit ydre, derefter være utilfreds med mit indre, være bange for at jeg aldrig kommer videre, være nervøs og stresset over alle de ting jeg ikke forstår, være forvirret over folks handlinger, være ensom, undre mig over hvorfor alle mine venner skred, være ked af det, beymre mig om jeg nu er god/stærk/hurtigt/klog/pæn/ung nok og hvad man ellers kan sætte på af usikkerheder....

Oveni dette, skal jeg forholde mig til verden omkring mig. Og nogle gange, er det påkrævet at jeg også skal forholde mig til ANDRES eksistenser. Dette kan bare være meget svært, da jeg har nok i mig selv.

Derfor tror folk, at deprimerede mennesker er egoister. Men i virkeligheden er der bare ikke PLADS til mere. Når du har fyldt en liter vand i en mælkekarton, kan du ikke hælde mere vand i- det flyder bare ud over kanterne.
Det samme sker, med alle de resterende indtryk, når hovedet er rodet godt op. Om det er personlig information, undervisning, historier, tv- det hele flyder ved siden af, for kapaciteten er der bare ikke.

Derfor er jeg ofte den, der bare lister ud af lokalet efter undervisning, eller siger farvel til to-tre stykker til festen og forsvinder. 
Når jeg er færdig, er jeg færdig. Jeg kan simpelthen ikke stå og tage imod 20 menneskers "EEEEJ, bliv lidt længere" eller "Du er så kedelig" eller anden smalltalk. Jeg kan ikke kapere det, og jeg vil faktisk hellere bare væk. Ud i freden.
Jeg kan godt lide mennesker. I portioner!
Det samme med udfordringer. 

Men jeg er ikke som alle, og det er for tiden, som jeg har det nu, alt sammen lige 50 gange hårdere, end da jeg havde det godt. Men man kan ikke se forskellen udenpå!
 
(selvfølgelig kunne man have deduceret ét og andet ud fra et massivt vægttab, men jaja..... vi holder os til, at man ikke kan se det)

Og dét er faktisk det jeg kæmper mest med, i forhold til min sygdom. Ikke nødvendigvis at komme over den, det har jeg medicin og professionel hjælp til. Men folk omkring mig, som bare sætter de samme krav til alle, fordi "alle er lige".
Det er vi ogå, helt grundlæggende og rettighedsmæssigt. Men det er vi ikke fysisk, og det er vi heller ikke psykisk.
Nogle kan løfte 100 kg, andre skal have hjælp til at stable kasser. Nogle kan klare alle krav og forventninger som en behagende robot, og andre har brug for hjælp til at finde mening, hoved og hale i det hele. Sådan er det.

Jeg er i sidstnævnte kategori! Jeg kan ikke se meningen med det hele, og jeg synes ofte helt den mangler.
Det kan give mig en uappetit på livet, og jeg har ikke altid lyst til at deltage i spillet.
Men det vil jeg også have lov til, og alligevel blive respekteret.

Bare fordi man ikke kan se det, betyder det ikke at det ikke er der.
Det tror kun meget små børn der leger tittebøh.

Min ven. The one!

Dette indlæg er måske en smule atypisk.

Men hvis der er noget der er vigtigt her i verden, er det venner! Og hvis der er noget vi ikke er så gode til (i hvert fald som danskere) er det, at huske at fortælle folk omkring os, hvad de betyder for os!


Det lærer man især, når man har prøvet at miste dem alle.Vigtigheden af at have nogen!


Og det kan måske virke rørstrømsk og oversentimentalt. Men jeg synes fandme at jeg har den bedste veninde man kan forestille sig!


Vi mødtes helt tilfældigt på en restaurant i et andet land. Jeg spiste hendes rester, og vi tog til en fest sammen, og blev instant veninder! Resten af den måned holdt vi sammen, mens vi endnu var i Grækenland.

Da turen var slut, var det åbenlyst, at vores veje ville skilles. Vi boede 100km fra hinanden, og ingen af os tjente nok til at kunne køre pendler-veninde stilen.

I stedet endte det i, at vi begyndte at skrive rigtig meget sammen. Hver dag kunne vi skrive og grine af de hverdagsting, der foregik i hvert vores liv!
Vores temperament viste sig at være 99% ens, vi havde de samme irritationsmomenter, og den samme humor (100%). Det var faktisk i høj grad, som at fortælle sig selv noget og få bekræftet at man havde ret! Det var ret genialt ;)

Sådan havde vi det længe. Vi skrev sammen om højt og lavt. Hverdagsting, jokes, men med tiden fandt vi ud af også at skrive om de mere vigtige ting. Hvilket resulterede i, at vi begge fandt ud af, at vi ikke var alene!

I hvert fald mig. Jeg havde to gange mistet alle mine venner. Første gang var efter folkeskolen. For mig gav det blot ingen mening, at fordi vi gik i gymnasiet, skulle vi til at være en flok overfladiske, kunstige mennesker, der skulle kæmpe en evig kam for ikke at blive "mainstream". I stedet for bare at være os selv.

Jeg valgte at være mig selv. Ingen af dem talte til mig igen, og selvom de holdt masser af arrangementer for "de gamle piger", blev min invitation sjovt nok altid væk.


Men jeg fik en masse nye venner på gymnasiet. For en tid da.....

Efter gym tog jeg til Grækenland hvor jeg mødte Amalie. Da jeg kom hjem fik jeg en depression. Da jeg fik en depression forsvandt alle mine venner. Invitationerne ophørte simpelthen, og beskeder kom der ikke flere af. Jeg havde skrevet til mine nærmeste venner, og forklaret dem situationen. Men lige meget gjorde det.
Igen var det da tydeligt, at folk ikke ligefrem havde for travlt til at ses med hinanden, men at de blot ikke ønskede at ses med mig.

Havde jeg som depressiv haft det svært før, med at åbne mig for mine venner og fortælle dem, at jeg havde brug for støtte, så fik jeg det da blot værre efter at have gjort dette, og få ovenstående repsons på situationen.

Jeg sad derfor et halvt år alene i en halvmørkt, fugtplaget kælderlejlighed, uden job, uden venner, uden omgangskreds og uden noget formål i livet. Jeg sad bare og overlevede.

Havde jeg nogensinde haft brug for venner, var det der.

Men alt igennem dette kaos, havde ÉN person været der hele vejen! Og det var Amalie!

Uanset hvor langt nede jeg var, uanset hvor dumme valg jeg foretog mig, uanset hvor uenig hun kunne være i min måde at leve på- så VAR hun der!

Til at tale med, til at rase ud til, og til at være der når det hele gik den helt forkerte vej.
Sad jeg (eller sidder jeg) på sofaen, og har det skidt med mig selv, lige så det er til at tude over- så ryger der en sms afsted til Fredericia. Og jeg kan være SIKKER på at der kommer svar!
Måske ikke med det samme- vi er ikke SLYNG-KLÆBE veninder. Men svar kommer der altid- jeg bliver ikke glemt!

Jeg ser så mange mennesker på facebook, prale af deres præstationer. "Jeg løb en marathon", "Jeg vandt en pokal i golf", "Jeg træner 5 dage om ugen, og spiser kun speltbaseret mad".
Men det er ingenting, i forhold til den præstation, at være nogens holdepunkt!

For jeg kan da garantere for, at det ikke er nemt at modtage 10 negative sms'er i træk, og holde gejsten oppe, blot for at hive sin ven ovenpå igen!
Og det bliver ikke nemmere, hvis man, som et hvert normalt menneske fra tid til anden har, har en dårlig dag, eller sine egne problemer.
Det er ren uselviskhed!
 
Og Amalie tog det i strakt arm! Med 100km imellem os, var hun min næreste ven!

Det kræver ingenting at poste "søde skat, du er så smuk" under ethvert billede ens veninder lægger op. Men det kræver fandme hjerte og styrke, at holde fast i sin ven på trods af afstand, tid og det manglende fysiske samvær.

Som tiden gik blev vi tættere og tættere. Vi taler sammen på sms og facebook, har vores eget lille online-joke liv, og har for hoveddelen indrettet vores facebook profiler som en stor, nøje koordineret parodi på verden. Og vi ELSKER det! Det er vores niceness venskab!

Det er nemt, at hjælpe andre med en vis distance. At gøre en masse godt, udøve en masse velgørenhed, og give penge til alle de rigtige. Men at hjælpe nogen tæt på, er så meget sværere, da man jo også selv er involveret. Det var det jeg havde mest brug for- og Amalie turde! Selvom vi knap nok kendte hinanden til at starte med!

Vi har med tiden fået skrabet nogle fede oplevelser sammen, og der er flere i vente!
Jeg er flyttet til Århus, og besøgene er nu blevet mere hyppige, og med mulighed for en vis grad af spontanitet!

Det er nu 2, ja snart 3 år siden vi startede vores venskab.
Jeg kan ikke beskrive hvor glad jeg er for det! Og at det har holdt så længe, på trods af alt!

Nu skal vi fejre nytår sammen, og jeg kan kun sige én ting;

Amalie, jeg fucking GLÆDER mig til at tage hul på et nyt år af vores unikt awesome venskab :)

Lortejobs pt. II

Jeg fik så god respons på mit første indlæg, at jeg følte for at skrive det næste!

Denne gang om mit job som lærervikar på en folkeskole.
Det hele blev aftalt, og ansættelsen startede, så at sige.

Jeg skulle dog lige tage min piercing ud af læben. Det sendte åbenbart et "forkert signal". Hvor jeg nok nærmere tænker, at børnene ser det så meget ude i verden, måske forbundet med noget negativt, det kunne jo være det var godt at se det forbundet med noget positivt. Men nej. Den blev taget ud og jaja.

Det var jo i bund og grund drømmejobbet: undervise børn i vikar-materiale, til en løn på omkring de 200 i timen! Easiest thing in the world!

Der blev ikke rigtig sat nogen krav. Jeg var tilkaldevikar, og havde derfor oftest blot et par timers arbejde med til eleverner, som de skulle lave. Jeg havde jo samtidig også jobbet på restauranten, samt et par andre jobs, så det passede fint at det var lidt løst, og ikke for mange timer.

Det var stille og roligt. Jeg valgte ikke at være en streng vikar, for det får man ikke meget ud af. Vi ved alle fra vores meget unge dage, at vikarerne var nemme ofre. Det havde jeg ikke tænkt mig at være.
Så ud over at eleverne fik lov at have mobilerne fremme, fik de også svar på tiltale, hvis de begyndte at være flabede. Og alt i alt begyndte de faktisk blot at repsektere mig, jeg har endda oplevet at nogle elever var kede af, at de ikke skulle have mig den dag.
Lidt specielt var det dog, at blive bedt om at undervise i tysk, når jeg allerede fra samtalen havde gjort klart, at jeg ikke har haft tyskundervisning på noget tidspunkt i min skoletid.
Det mente man ikke var et problem. Hmm......
Jobbet passede mig fint. Børn er ikke mere besværlige, end man lader dem være.

I en af klasserne var en rigtig problemdreng. Jeg tror han havde det svært derhjemme, og var faldet lidt af vognen for mange år siden. Derfor kunne han nok ikke følge med i undervisningen, og den skulle bare gå. Og det kan være meget kedeligt, og så er det sjovere at genere de andre lidt mens tiden går.
Det var han meget ihærdig til. Alt fra at sprøjte vand, eller bare rejse sig op eller råbe at han ikke havde sine ting med.
Jeg kunne fra start se at han blev tung at danse med.
Første dag forsøgte han rigtigt nok at teste mig. Gik helt til grænsen, og prøvede at forstyrre så meget som muligt, og gå mig på nerverne. Men når han sagde "Jeg synes dit hår er grimt til en pige" sagde jeg "Okay" og fortsatte med at fokusere på alle de andre. Efter noget tid gik dampen lidt af det, og han forstod, at det ikke virkede.
Næste gang jeg kom, ville han bare lægge sig over i hjørnet i puderne og sove. Så sagde jeg, at det kunne han godt få lov til, så længe han ikke forstyrrede de andre.
I starten gik han derover og lå lidt. Så begyndte det jo at blive kedelit, og han begyndte at råbe de andre op. Så mindede jeg ham om, at vi havde en aftale- han kunne få lov at dovne den af, men han måtte ikke forstyrre. Efter noget tid blev det for kedeligt, og han satte sig op til sin plads.
Jeg havde også en back-up, og havde lavet en aftale med den pædagogiske asvarlige om, at han kunne blive sendt derned, hvis det blev for meget. Det blev der ikke behov for, men en dag hvor han kørte på kanten, sagde jeg også at han gerne måtte gå derned og få en snak i stedet, hvis han hellere ville det. Det ville han ikke.
Til sidst mildnede han lidt op. Han skulle en dag til lægen, og kom meget ydmygt med en seddel hjemmefra. Og jeg tog imod den, og sagde at han selvfølgelig måtte gå. Jeg tror han havde forventet modstand, fordi han havde været så besværlig. Der tror jeg det gik lidt op for ham, at jeg ikke var imod ham.

Dog var det rigtig sjovt at lave matematik med 2. klasses børn! Det er så NEMT, men så FASCINERENDE for dem! Jeg fik endda lært et ekstra lille lyst hoved at løse en ligning med én ubekendt! Deres materiale lagde op til at de nok skulle lære det snart alligevel, så tænkte at jeg lige kunne prøve!
Det var de gode stunder!

Men jeg spiste min frokost alene. Lærerværelset var meget inddelt, næsten som i kliker. Og der var ikke nogen der inkluderede mig, så jeg holdt mig for mig selv.
De er ikke glade for vikarer. Vi får halvanden gange deres løn, og vi er ikke uddannede. Jeg kan godt forstå det. Det er bare ikke vores skyld! Men man kunne godt mærke, at man ikke var en de af noget.

Min venindes mor underviste på samme skole. En dag fortalte min veninde mig, at hendes mor en dag havde blandet sig i en samtale i frokoststuen, da nogle af de andre vikarer havde siddet og talt dårligt om mig.
Hun havde skældt dem ud, og sagt at man ikke taler sådan om andre bag deres ryg. På den måde var hun jo en rigtig god kollega!
Men desværre var de andre tydeligvis ikke.

Selvom det startede med et par timer om ugen, blev det hurtigt til næsten daglige opkald om morgenen. Jeg arbejdede også i weekenderne, så jeg måtte holde weekend ind imellem de mange forskellige vagter jeg fik skrabet sammen, og jeg kunne dog ikke arbejde 24/7.
Nogle gange kunne jeg blive kaldt op en morgen, blive spurgt om jeg kunne arbejde et ar timer, ende med at være der hele dagen OG have skema for to dage frem. Og så føles det ret svært at sige nej, når man kan se de regner med en.
Men flere og flere lærere derude blev sygemeldte.
Pludselig kunne jeg nærmest arbejde fuldtid på skolen, med alle de vikartimer der var!Her kan jeg nævne, at det er alment kendt i det interne at netop denne skole lærere gik ned med stress som fluer. Det var den eneste skole i Viborg området der var brug for vikarer på, og der var brug for MANGE! Og der er ingen tvivl om, at det bundede i dårligt arbejdsmiljø.

En projektuge blev jeg, meget spontant, sendt i bageværksted. Det handlede om sundhed, og der skulle bages brød og nogle småkager. Børnene var allerede i fuld gang, og det gik fremad. I ny og næ skulle de have lidt hjælp, men de skulle jo (i min optik) også løse opgaven selv.
Det jeg så mange af de andre lærere gøre, var at overtage opgaverne, når det gik galt for børnene. Det forstod jeg intet af. Hvordan skal de så lære det? Et skub i den rigtige retning ville have været bedre.
Særligt én kvindelig lærer fangede min opmærksomhed. Meget højrøstet, og sikkert karismatisk. Men for mig virkede hun blot hunsende og nedladende. Måden hun hjalp eleverne på var ikke som en hjælpende hånd, men som et besvær det skulle overståes. KAN de da ikke bare gøre det selv?!

Men det handler ikke om at kritisere deres arbejdsmetoder (selvom jeg kunne blive ved). men netop denne kvinde kom til at spille en senere rolle.

En dag i samme projektuge var der nemlig "cykelkørekortprøve", hvor der skulle undervises i trafik, og en politibetjent skulle fortælle om den korrekte cykel med udstyr, og efterfølgende tjekke alle cykler.
Jeg skulle igen arbejde med ovennævnte kvinde. Vi havde dog to forskellige klasser, og da hun lissom kendte til processen, ville hun hente mig og min klasse, når vi skulle ind og høre oplægget fra betjenten. Indtil da, var der undervisning fra et trafikhæfte de havde fået uddelt.
Tiden gik og gik, og ingen kom. Efter noget tid, gik jeg over for at spørge, om det ikke snart var nu. Nårh jo, det var det da også! Kaos.
Jeg gik over og hentede min klasse, og fik dem på plads. Efter 20 minutter var de andre klasser endelig stødt til.
Der blev lavet oplæg, og børnene sad og holdt øje. Imens sad jeg oppe bagved, og tog min mobil frem, for at tjekke den. Politibetjenten havde ordet, og der var ingen gene i det, mere end at tjekke klokken.

Efter oplægget var der pause.
I pausen ville min ansvarlige tale med mig. Det overraskede mig meget, men jeg gik dog naturligvis ind på kontoret.
Her fik jeg at vide, at man var blevet informeret om at jeg brugte al min tid på min telefon, og at den skulle pakkes væk. Samtidig fik jeg at vide, at jeg skulle tage noget mere initiativ og have bedre styr på tingene.
Nu fik jeg en chance de næste par dage, og så ville han "lige overveje det".
Jeg følte mig basically fyret....

Jeg vidste med det samme hvem der havde sagt noget. Yep- hende.
Men jeg orkede det ikke. Jeg orkede ikke dramaet og jeg orkede ikke at skulle til at indgå i noget større end en reprimande. Så jeg nikkede pænt og sagde ja og amen.
Men indeni vidste jeg godt, at jeg snart ikke gad mere.
Jeg var færdig med sladder og bagtalen og underlige krav, kritik, opkald i tide og utide, timer der på magisk vis dukkede op på mit skema, og det ekskluderende miljø.

Den næste gang de ringede, ignorerede jeg opkaldet. Jeg svarede på sms'erne at jeg ikke kunne komme i lang tid, og regnede med at begynde at læse efter sommereferien.
Det var min pæne måde at komme væk derfra.
I virkeligheden havde jeg lyst til at gå ud med et brag! Spørge om de virkeligt ikke fatter hvorfor deres lærere går ned som fluer, når folk sidder i frokoststuen, ryg mod ryg og bagtaler hinanden? Om de ikke kan se, at der er folk der saboterer andre her? Om de virkeligt lytter til sladder fra de mest højtråbende, i stedet for at undersøge folk kompetencer selv? Jeg var gal. En sladdertaske havde kostet mig mit job. Hende, og den leder der ukritisk lyttede på hende.

Jeg ved med mig selv hvad jeg ydede der. At jeg var vellidt blandt eleverne, og at jeg fik lært dem noget. At der ikke var hold i anklagerne, og at det ikke havde noget med mine kompetencer, men med ondsindede rygter at gøre.

Og derfor var det et mega lortejob!!