Lortejobs pt. II

Jeg fik så god respons på mit første indlæg, at jeg følte for at skrive det næste!

Denne gang om mit job som lærervikar på en folkeskole.
Det hele blev aftalt, og ansættelsen startede, så at sige.

Jeg skulle dog lige tage min piercing ud af læben. Det sendte åbenbart et "forkert signal". Hvor jeg nok nærmere tænker, at børnene ser det så meget ude i verden, måske forbundet med noget negativt, det kunne jo være det var godt at se det forbundet med noget positivt. Men nej. Den blev taget ud og jaja.

Det var jo i bund og grund drømmejobbet: undervise børn i vikar-materiale, til en løn på omkring de 200 i timen! Easiest thing in the world!

Der blev ikke rigtig sat nogen krav. Jeg var tilkaldevikar, og havde derfor oftest blot et par timers arbejde med til eleverner, som de skulle lave. Jeg havde jo samtidig også jobbet på restauranten, samt et par andre jobs, så det passede fint at det var lidt løst, og ikke for mange timer.

Det var stille og roligt. Jeg valgte ikke at være en streng vikar, for det får man ikke meget ud af. Vi ved alle fra vores meget unge dage, at vikarerne var nemme ofre. Det havde jeg ikke tænkt mig at være.
Så ud over at eleverne fik lov at have mobilerne fremme, fik de også svar på tiltale, hvis de begyndte at være flabede. Og alt i alt begyndte de faktisk blot at repsektere mig, jeg har endda oplevet at nogle elever var kede af, at de ikke skulle have mig den dag.
Lidt specielt var det dog, at blive bedt om at undervise i tysk, når jeg allerede fra samtalen havde gjort klart, at jeg ikke har haft tyskundervisning på noget tidspunkt i min skoletid.
Det mente man ikke var et problem. Hmm......
Jobbet passede mig fint. Børn er ikke mere besværlige, end man lader dem være.

I en af klasserne var en rigtig problemdreng. Jeg tror han havde det svært derhjemme, og var faldet lidt af vognen for mange år siden. Derfor kunne han nok ikke følge med i undervisningen, og den skulle bare gå. Og det kan være meget kedeligt, og så er det sjovere at genere de andre lidt mens tiden går.
Det var han meget ihærdig til. Alt fra at sprøjte vand, eller bare rejse sig op eller råbe at han ikke havde sine ting med.
Jeg kunne fra start se at han blev tung at danse med.
Første dag forsøgte han rigtigt nok at teste mig. Gik helt til grænsen, og prøvede at forstyrre så meget som muligt, og gå mig på nerverne. Men når han sagde "Jeg synes dit hår er grimt til en pige" sagde jeg "Okay" og fortsatte med at fokusere på alle de andre. Efter noget tid gik dampen lidt af det, og han forstod, at det ikke virkede.
Næste gang jeg kom, ville han bare lægge sig over i hjørnet i puderne og sove. Så sagde jeg, at det kunne han godt få lov til, så længe han ikke forstyrrede de andre.
I starten gik han derover og lå lidt. Så begyndte det jo at blive kedelit, og han begyndte at råbe de andre op. Så mindede jeg ham om, at vi havde en aftale- han kunne få lov at dovne den af, men han måtte ikke forstyrre. Efter noget tid blev det for kedeligt, og han satte sig op til sin plads.
Jeg havde også en back-up, og havde lavet en aftale med den pædagogiske asvarlige om, at han kunne blive sendt derned, hvis det blev for meget. Det blev der ikke behov for, men en dag hvor han kørte på kanten, sagde jeg også at han gerne måtte gå derned og få en snak i stedet, hvis han hellere ville det. Det ville han ikke.
Til sidst mildnede han lidt op. Han skulle en dag til lægen, og kom meget ydmygt med en seddel hjemmefra. Og jeg tog imod den, og sagde at han selvfølgelig måtte gå. Jeg tror han havde forventet modstand, fordi han havde været så besværlig. Der tror jeg det gik lidt op for ham, at jeg ikke var imod ham.

Dog var det rigtig sjovt at lave matematik med 2. klasses børn! Det er så NEMT, men så FASCINERENDE for dem! Jeg fik endda lært et ekstra lille lyst hoved at løse en ligning med én ubekendt! Deres materiale lagde op til at de nok skulle lære det snart alligevel, så tænkte at jeg lige kunne prøve!
Det var de gode stunder!

Men jeg spiste min frokost alene. Lærerværelset var meget inddelt, næsten som i kliker. Og der var ikke nogen der inkluderede mig, så jeg holdt mig for mig selv.
De er ikke glade for vikarer. Vi får halvanden gange deres løn, og vi er ikke uddannede. Jeg kan godt forstå det. Det er bare ikke vores skyld! Men man kunne godt mærke, at man ikke var en de af noget.

Min venindes mor underviste på samme skole. En dag fortalte min veninde mig, at hendes mor en dag havde blandet sig i en samtale i frokoststuen, da nogle af de andre vikarer havde siddet og talt dårligt om mig.
Hun havde skældt dem ud, og sagt at man ikke taler sådan om andre bag deres ryg. På den måde var hun jo en rigtig god kollega!
Men desværre var de andre tydeligvis ikke.

Selvom det startede med et par timer om ugen, blev det hurtigt til næsten daglige opkald om morgenen. Jeg arbejdede også i weekenderne, så jeg måtte holde weekend ind imellem de mange forskellige vagter jeg fik skrabet sammen, og jeg kunne dog ikke arbejde 24/7.
Nogle gange kunne jeg blive kaldt op en morgen, blive spurgt om jeg kunne arbejde et ar timer, ende med at være der hele dagen OG have skema for to dage frem. Og så føles det ret svært at sige nej, når man kan se de regner med en.
Men flere og flere lærere derude blev sygemeldte.
Pludselig kunne jeg nærmest arbejde fuldtid på skolen, med alle de vikartimer der var!Her kan jeg nævne, at det er alment kendt i det interne at netop denne skole lærere gik ned med stress som fluer. Det var den eneste skole i Viborg området der var brug for vikarer på, og der var brug for MANGE! Og der er ingen tvivl om, at det bundede i dårligt arbejdsmiljø.

En projektuge blev jeg, meget spontant, sendt i bageværksted. Det handlede om sundhed, og der skulle bages brød og nogle småkager. Børnene var allerede i fuld gang, og det gik fremad. I ny og næ skulle de have lidt hjælp, men de skulle jo (i min optik) også løse opgaven selv.
Det jeg så mange af de andre lærere gøre, var at overtage opgaverne, når det gik galt for børnene. Det forstod jeg intet af. Hvordan skal de så lære det? Et skub i den rigtige retning ville have været bedre.
Særligt én kvindelig lærer fangede min opmærksomhed. Meget højrøstet, og sikkert karismatisk. Men for mig virkede hun blot hunsende og nedladende. Måden hun hjalp eleverne på var ikke som en hjælpende hånd, men som et besvær det skulle overståes. KAN de da ikke bare gøre det selv?!

Men det handler ikke om at kritisere deres arbejdsmetoder (selvom jeg kunne blive ved). men netop denne kvinde kom til at spille en senere rolle.

En dag i samme projektuge var der nemlig "cykelkørekortprøve", hvor der skulle undervises i trafik, og en politibetjent skulle fortælle om den korrekte cykel med udstyr, og efterfølgende tjekke alle cykler.
Jeg skulle igen arbejde med ovennævnte kvinde. Vi havde dog to forskellige klasser, og da hun lissom kendte til processen, ville hun hente mig og min klasse, når vi skulle ind og høre oplægget fra betjenten. Indtil da, var der undervisning fra et trafikhæfte de havde fået uddelt.
Tiden gik og gik, og ingen kom. Efter noget tid, gik jeg over for at spørge, om det ikke snart var nu. Nårh jo, det var det da også! Kaos.
Jeg gik over og hentede min klasse, og fik dem på plads. Efter 20 minutter var de andre klasser endelig stødt til.
Der blev lavet oplæg, og børnene sad og holdt øje. Imens sad jeg oppe bagved, og tog min mobil frem, for at tjekke den. Politibetjenten havde ordet, og der var ingen gene i det, mere end at tjekke klokken.

Efter oplægget var der pause.
I pausen ville min ansvarlige tale med mig. Det overraskede mig meget, men jeg gik dog naturligvis ind på kontoret.
Her fik jeg at vide, at man var blevet informeret om at jeg brugte al min tid på min telefon, og at den skulle pakkes væk. Samtidig fik jeg at vide, at jeg skulle tage noget mere initiativ og have bedre styr på tingene.
Nu fik jeg en chance de næste par dage, og så ville han "lige overveje det".
Jeg følte mig basically fyret....

Jeg vidste med det samme hvem der havde sagt noget. Yep- hende.
Men jeg orkede det ikke. Jeg orkede ikke dramaet og jeg orkede ikke at skulle til at indgå i noget større end en reprimande. Så jeg nikkede pænt og sagde ja og amen.
Men indeni vidste jeg godt, at jeg snart ikke gad mere.
Jeg var færdig med sladder og bagtalen og underlige krav, kritik, opkald i tide og utide, timer der på magisk vis dukkede op på mit skema, og det ekskluderende miljø.

Den næste gang de ringede, ignorerede jeg opkaldet. Jeg svarede på sms'erne at jeg ikke kunne komme i lang tid, og regnede med at begynde at læse efter sommereferien.
Det var min pæne måde at komme væk derfra.
I virkeligheden havde jeg lyst til at gå ud med et brag! Spørge om de virkeligt ikke fatter hvorfor deres lærere går ned som fluer, når folk sidder i frokoststuen, ryg mod ryg og bagtaler hinanden? Om de ikke kan se, at der er folk der saboterer andre her? Om de virkeligt lytter til sladder fra de mest højtråbende, i stedet for at undersøge folk kompetencer selv? Jeg var gal. En sladdertaske havde kostet mig mit job. Hende, og den leder der ukritisk lyttede på hende.

Jeg ved med mig selv hvad jeg ydede der. At jeg var vellidt blandt eleverne, og at jeg fik lært dem noget. At der ikke var hold i anklagerne, og at det ikke havde noget med mine kompetencer, men med ondsindede rygter at gøre.

Og derfor var det et mega lortejob!!

Lortejobs pt. I !

Jeg vågnede i morges, ganske tidligt, og vendte mig blot rundt, for at vågne langsomt....

Og da skete det, at jeg rent tilfældigt kom til at tænke på alle de lortejobs jeg har haft som ung....

Det kan virkeligt chokere mig, når jeg oplever måden man behandler unge, ufaglærte på arbejdsmarkedet!

Mellem gymnasiet og Uni, havde jeg to sabbatår, hvor jeg skulle søge jobs, midt i jobkrisen (og alle de andre kriser).
Det var umuligt! Søgte de endelig en ung medarbejder, skulle man også have 4 års erfaring med på bagen. Det var totalt urealistisk!
Så det endte i at jeg efter et halvt års aktivering, fik stykket 5 jobs sammen, så jeg lige kunne få tingene til at give mening. Det var under kontanthjælpen, men jeg ville hellere det, end at sidde i aktiveringen én dag mere.

Et af disse jobs, var et restaurantjob. Et tjenerjob, der skulle tage omkring 4 timer om ugen, hovedsageligt aftensarbejde.
Det var perfekt, da det kunne gå i spænd med at være lærervikar i dagstimerne!
Så jeg kom ind, afleverede en ansøgning, og fik den første reaktion; om jeg kunne tage min piercing i læben ud? Jojo, det kunne jeg da godt, men der var nu ingen hygiejnemæssig risiko ved det. "Man skal se ordentlig ud!". Nåh nåh... Jamen så kunne man da nok (det havde de allerede underlagt mig på skolen, så tingene var i forvejen besværlige).

Jeg fik kort efter et opkald, om jeg kunne komme ned til en prøvevagt samme aften. Desperat som jeg var, og med en positiv indstilling til hyggen ved at være tjener på en hyggelig italiensk familierestaurant, på trods af hvad man havde hørt om at være tjener, fik jeg arrangeret at kunne komme ned og arbejde.
Jeg mødtes med en kvindelig tjener, vel sidst i 20'erne, som var ved at sige op, og skulle oplære de nye. Ja faktisk var der slet ikke noget personale dernede længere, de havde alle sagt op. "Fjollet?" tænkte jeg, da jeg jo vidste at der var kamp om de få ufaglærte jobs der var!
Efter en okay hyggelig prøvevagt, hvor der ikke havde været det  helt store at lave, fik jeg en god fornemmelse af, at dette job nok skulle være noget jeg kunne finde ud af.
Dén illusion holdt ikke længe....

Jeg vil ikke fortælle historien fra ende til anden, i detaljer. Bare prøve at give et indblik i, hvordan det var at være tjener på denne restaurant....


De første par vagter var chefen og hans søn, souschefen, meget venlige- tog god tid til at forklare, men kun lige overfladisk- det hele virkede meget uformelt, som om man altid lige kunne spørge, hvis nu man var i tvivl.
Tempoet var sløvt. Det var måske krisetider, folk spiste i hvert fald ikke meget ude.
 
Men tiden skulle gå med noget. Man måtte ikke sidde ned. Eller læne sig op ad skranken. I stedet skulle man gå rundt i "salene", og rette på gafler, knive, servietter, glas, lysestager, til det hele stod pinligt nøjagtigt som foreskrevet. Og når man var færdig med det, kunne man starte forfra- eventuelt se om man kunne få bestiksættene på bordene til at matche, da alt bestikket var blandet. Og havde man gjort dét en 8 gange, kunne man altid folde servietter. Efter at have folde 300 servietter, fik jeg engang at vide, at det var nok. Der var ingen kunder til at bruge dem. Men for satan! De skulle foldes!
Når klokken var blevet 21.30, og de sidste af håndfulden havde hentet deres bestilte take-out pizza, kunne man være heldig at blive sendt hjem. Efter 5½ stive timer med ingenting!

Vi var 3 piger. Hver første tirsdag i måneden, skulle vi samles til P-møde, for at skrive i kalenderen hvilke dage, hvem kunne arbejde.
I starten var den ældre pige stadig hos os, og ville gerne tage en masse vagter. Men efter et par gange, dukkede hun ikke op mere, og vi arrangerede hendes vagter over sms. Så stoppede det også, og vi fik egentlig aldrig rigtig at vide om hun var smuttet, før nogen noget senere spurgte. Vi fik bare lagt kalenderen foran os, og skulle finde ud af at dele timerne imellem 3 i stedet for 4. Pludselig en del mere, end vi havde sagt ja til i første omgang.

Aftenerne blev mange og sene, men aftentillæg var der ikke noget af. Det måtte man tage med- det ville være dumt at begynde at forlange noget, når der stod tusindvis af unge i kø for at udfylde din plads!

Til sidst endte det med, at vi simpelthen ikke kunne udfylde weekenderne. Det skulle vi, blev der meldt. Men vi havde simpelthen ikke tiden! Vi havde alle flere jobs, der skulle gå op i en højere enhed, og måtte lade vagterne stå tomme. De blev RASENDE! Men de ansatte ikke den 4 manglende tjener. I stedet skældte og smældte de på os. Og ringede til os i tide og utide, og spurgte om vi kunne komme på arbejde. Jeg ER på arbejde!
En af pigerne boede i Århus, og rejste over en time med toget, for at komme til Viborg, og ned på restauranten. Alligevel ringede de til hende, for måske 2 timers arbejde, og så blev hun sendt hjem.
Og de tog ikke hensyn til at togene går på bestemte tider. Hun kunne få fri 10 minutter efter toget var kørt. Så skulle hun vente en time!
Der var ingen faste arbejdstider eller overenskomst. Vi kunne bare se tiden gå på uret, og vente på man blev prikket på skulderen, og kunne få lov at gå.

Og den venlige stemning var væk. Man blev beskyldt for højt og lavt. Jeg prøvede engang, at kokken 3 gange mistede bestillingssedlen jeg havde givet ham. Det fik jeg verbale tæsk for. TYDELIGVIS min skyld, at de roder i køkkenet! 
Som om det ikke var frustrerende nok, at gæsterne havde ventet i snart en time, og jeg allerede havde lavet TO nye sedler til dem! Det går ud over mig på gulvet!

Vi skulle også klæde os ordentligt! Pakket ind i lange bukser, flade sorte sko, og en skjorte med et lag under, for at det skal være HELT ordentligt (folk er ikke sådan VANT til at se en hals) og et svedbånd om min tatovering (som jeg da absolut ikke turde fortælle dem om), tskede jeg rundt i 40 graders opvaskerum, til 100 graders køkken, ud i restauranten, frem og tilbage. Deres obsession med propert tøj, gjorde blot arbejdet langt mere ubehageligt end nødvendigt!
Og de var ikke blege for at kritisere. Mit hår var underligt, og det var ngoet fjollet noget at have mere end 1 ørering i hvert øre. Nåh nåh. Det var lidt unødvendigt, men okay.

Kokkene var rigtig søde! Dét skal de have! Og de lavede genial mad!
Vi blev ofte budt, at få noget mad med hjem. I starten var det da bare mega fedt! Lige at få en pizza med hjem! Totalt god stil.
Men efter noget tid, begyndte de at trække det fra vores løn. Uden lige at nævne det, før sidst på måneden, hvor der skulle gøres op. Slam. Nåh da! Der kan man så se...

Det var alt sammen hvad det var. De var luskede, men det kunne være værre. I det mindste fik man da penge! Hvis man lige huskede ikke at takke ja, til at få aftensmad med hjem....

Men efter noget tid, begyndte der at komme pres på dernede. En af pigerne sagde op, og vi var nu kun 2. Den 3. pige kunne vidst tage nogle få timer i starten, efter hun var smuttet.
Jeg skulle på et tidspunkt oplære en person der var i praktik (aktivering), som tydeligvis var bragt ind for at få gratis arbejdkraft og lette presset. Problemet var, at han havde valgt det helt uden interesse for faget- han skulle jo bare lave et eller andet. SÅ han endte med at være mere i vejen, end til nytte!

Og det var ikke kun mig, der hadede det.... Ud over at sms'e med den andne tjener om vagter etc., endte vi også med at lufte vores frustrationer over hvor dårligt vi blev behandlet. Vi var lavest i hierakiet, og altid den første syndebuk at vende sig mod!

Bestyrerne var meget vrede og aggressive, og det gik ud over os.
Den unge bestyrer, ejerens søn, var en bestemt type, der hænger med nogle ubehagelige mennesker, og også selv var ret ubehagelig. En lille skid, men som små hunde var han også eksplosivt aggresiv og offensiv.

Jeg husker stadig den dag i dag, den aften jeg virkeligt oplevede det på nært hold.
En flok gæster var kommet ind. En norsk kvinde, en mand, og deres børn. Der var måske to andre gæster i restauranten, men umiddelbart husker jeg den som tom. De kunne have siddet i det andet rum.
De sætter sig ved bordet lige ud for skranken, og bestiller vores tilbud med forret fra buffet'en og et stykke kød. Til børnene pizzaer, og her vil de dog gerne have et glas mælk, og selvom det ikke er på menuen, finder jeg ud af det (efter at være blevet spyttet efter, at vi da SELVFØLGELIG kunne servere et glas mælk).
Forretten fungerede således, at man må tage alt det man vil have, man må bare kun gå derop én gang.
Gæsterne går i buffet'en, fylder tallerkenerne, og sætter sig for at spise.
Jeg er ude for at ordne noget ved kassen (takeout bestillinger og ordre til køkkenet), og den unge chef kommer ind.
I det øjeblik han er kommet ind ad døren, har kvinden åbenbart været i buffet'en for anden gang.
Han vendte sig om, tog fat i min arm, rev mig op til skranken, og hvæsede til mig at de kun måtte tage ÉN gang fra buffet'en og hvorfor jeg ikke havde sagt det, og jeg skulle huske at sige det. Altimens han klemte af alt kraft om mit håndled.

Jeg var paf. Arrig. Jeg kunne ikke engang protestere. Jeg stormede ud i køkkenet, og måtte bare holde tårerne tilbage og afslutte vagten. Tage bussen hjem og tude af raseri!

Efter mangen episoder, hvoriblandt jeg blandt andet oplevede at min vagt pludselig blev forlænget til 23 uden besked forud (der skulle lige dækkes op til konfirmation), skæld ud over at jeg ikke kunne bruge kaffemaskinen, som jeg 'ikke behøvede at lære at bruge' under oplæringen, og alen op og ned af skældud over køkkenets fejl, skete der noget....i bakspejlet positivt.

Vi blev ringet op- vi skulle ikke komme på arbejde.
Der var noget sygdom i familien, og de var rejst til Italien. Forståeligt nok.
Der gik dage.... uger.... en måned... vi hørte intet....
Den første tirsdag i måneden der fulgte, mødte vi op til P-møde, hvor vi skulle lægge vagtplan. Dørene var låst, restauranten var lukket.
Vi anede ikke hvad vi lige stod med her. Var det lukket permanent? Var de overhovedet i Danmark? Hvornår skulle vi møde igen?

Det endte med at der gik mange uger, og vi så at de åbnede igen. To af os tog ned for at få vores lønsedler, og sige op. Da vi ankom var chefen der ikke. Vi ventede, og den ene pige måtte gå. Jeg lovede at modtage hendes lønseddel for hende. Hun var glad for at hun ikke skulle mødes med dem. Jeg var skrækslagen for at gøre det alene!

Det gik dog okay smertefrit. Da han endelig kom.... Han gav mig lønsedlen, jeg sagde vi sagde op, han sagde at det havde han regnet ud siden vi ikke kom, jeg sagde at vi ikke vidste om vi SKULLE komme, siden vi intet havde hørt. Yada yada.... Væk fra det lortejob!

Jeg ville aldrig anbefale nogen, at tage et tjenerjob, hvis ikke de er sikre på forholdene!
Jeg havde en forfærdelig oplevelse, der har afskrækket mig. Jobbet var i sig selv hyggelig, tiden var ikke til det, og ledelsen samt forholdene var uacceptable!

Jeg var bare chokeret over, hvordan cykussen tydeligvis havde gentaget sig- de ansætter et hold nye tjenere, de arbejder til de indser hvordan forholdene er bag facaden, og når de får nok, siger de op nærmest kollektivt. I bølger kom der så nye, og cyklussen starter forfra!

Når man blot havde tænkt sig, at arbejde de sidste 5 måneder af sit sabbatår, tænker man ikke at det er nødvendigt at melde sig ind i en fagforening. Jeg har også sympati for dem, som bliver udsat for disse ting, selvom de ikke kan gøre noget ved det ved det gennem deres fagforening. Uanset om man kan mene, at det kunne have gjort en forskel eller ej, var det stadig et luset arbejde!

Jeg husker stadig at det altid var en BEFRIELSE at have fri, og at man kunne være så negativ og kvalm efter en vagt.
De gjorde alle de ting, fordi de kunne. De var på toppen og vi var på bunden.
Det skræmmer mig bare, at man GØR det, fordi man KAN, og ikke overvejer om det er moralsk forsvarligt.

Sådan synes jeg de unge bliver behandlet. Luset!!
Det er muligvis blevet bedre siden da. Jeg deler bot mine oplevelser.

Og dette var en af dem.... Der er desværre mange flere!

Men nu er det fortalt :) det er faktisk ok rart dér!

JEG VIL HAVE EN DINO MED UD I RUMMET!!

Vi er flyttet fra Viborg til Brabrand.

Jeg har dog været lidt sent ude med at få afmeldt mit el, og satte mig for at gøre dette just nu.

Og nu sidder jeg så og prøver at finde ud af at få det afmeldt... og jeg forstår intet.
Der er en masse underlige formularer og røde stjerner.... Jeg fatter bjælde.
Jeg hader at være voksen....

Men det skal jeg forestille at være nu! ARGH!

Det fik mig til at reflektere over mit voskne liv indtil nu.... Hvilket vel egentlig er fra det tidspunkt, hvor man flytter hjemmefra og står på egne ben.... Flyver fra reden, spreder sine vinger.... En masse fine metaforer for at komme videre i livet!

Hvilket for det meste egentlig bare betyder at finde ud af, hvor nederen det er at oprette en budgetkonto, altid gå ud med skraldet, vaske op, lave OG finde på aftensmad 7 dage om ugen, bruge sine penge på usynlige ting som 'varme','strøm' og 'licens', fjerne den klamme hårpølse i bruserafløbet (how the fuck does that even happen?!), tage imod Røde Kors ved døren søndag morgen og sørge for at være hjemme 'i tidsrummet mellem 10.30-19.45' et par gange om året.

Men hvad skete der så egentlig, da jeg flyttede hjemmefra?
De første par uger føltes det bare som et nyt værelse. Havde jo boet i annex.
Et par måneder føltes det som en slags hemmelig hule! Hvor det var mig der lavede reglerne, og kunne sige til folk hvad de måtte og ikke måtte i hulen!

Og så går det langsomt op for én..... Jeg er VOKSEN! Jeg må gøre LIGE HVAD JEG VIL!

Jeg må se lige hvad jeg vil i tv! Tegnefilm hele dagen!
Jeg må blive oppe så længe jeg vil, og falde i søvn på sofaen (til en tegnefilm). Og her må jeg vågne op, vende mig, og konkludere at det er fint nok.
Jeg må bruge madbudgettet på 50kr bland selv slik, kager og kakao! Og jeg må erstatte aftensmaden med cette. Og snacke på hvidløgsflutes senere hvis jeg har lyst!
Jeg må gå rundt i nattøj hele dagen og være uproduktiv og i vejen.
Jeg må være doven og ignorere at der er støvet (hvem støver af?).
Jeg må spise en sukkermad klokken 23 en tirsdag, skulle det være det!! UDEN at rydde op i køkkenet!
Jeg må bygge et fort af puder og dyner og sofaer i stuen, og bruge hele dagen på at fylde og se film!
Jeg kan pjække hvis jeg har lyst! (okay, ikke TEKNISK, nu hvor uni ikke har mødepligt, men hey....)
Jeg kan beslutte, at chokocrunch med mælk, en icecoffee med hindbærsnitte, en yumyum og to microwave burgere med ovnfritter er en passende næringsrig diæt for en voksen kvinde.

Og det gjorde jeg så!
Jeg blev voksen.... og det betød bare at jeg opførte mig endnu mere som et barn :D

Der er sikkert et eller andet social-psyko-filosofisk aspekt der....!!

Kom blot til at reflektere. Det bedste var nu engang også at være barn! Så hvorfor ikke udleve sine barnedrømme når man kan- de er jo AWESOME :D
Vil da stadig gerne se en dinosaur eller bygge vinger så jeg kan flyve! Alle de gode grænseløse drømme :D