Dette indlæg er måske en smule atypisk.
Men hvis der er noget der er vigtigt her i verden, er det venner! Og hvis der er noget vi ikke er så gode til (i hvert fald som danskere) er det, at huske at fortælle folk omkring os, hvad de betyder for os!
Det lærer man især, når man har prøvet at miste dem alle.Vigtigheden af at have nogen!
Og det kan måske virke rørstrømsk og oversentimentalt. Men jeg synes fandme at jeg har den bedste veninde man kan forestille sig!
Vi mødtes helt tilfældigt på en restaurant i et andet land. Jeg spiste hendes rester, og vi tog til en fest sammen, og blev instant veninder! Resten af den måned holdt vi sammen, mens vi endnu var i Grækenland.
Da turen var slut, var det åbenlyst, at vores veje ville skilles. Vi boede 100km fra hinanden, og ingen af os tjente nok til at kunne køre pendler-veninde stilen.
I stedet endte det i, at vi begyndte at skrive rigtig meget sammen. Hver dag kunne vi skrive og grine af de hverdagsting, der foregik i hvert vores liv!
Vores temperament viste sig at være 99% ens, vi havde de samme irritationsmomenter, og den samme humor (100%). Det var faktisk i høj grad, som at fortælle sig selv noget og få bekræftet at man havde ret! Det var ret genialt ;)
Sådan havde vi det længe. Vi skrev sammen om højt og lavt. Hverdagsting, jokes, men med tiden fandt vi ud af også at skrive om de mere vigtige ting. Hvilket resulterede i, at vi begge fandt ud af, at vi ikke var alene!
I hvert fald mig. Jeg havde to gange mistet alle mine venner. Første gang var efter folkeskolen. For mig gav det blot ingen mening, at fordi vi gik i gymnasiet, skulle vi til at være en flok overfladiske, kunstige mennesker, der skulle kæmpe en evig kam for ikke at blive "mainstream". I stedet for bare at være os selv.
Jeg valgte at være mig selv. Ingen af dem talte til mig igen, og selvom de holdt masser af arrangementer for "de gamle piger", blev min invitation sjovt nok altid væk.
Men jeg fik en masse nye venner på gymnasiet. For en tid da.....
Efter gym tog jeg til Grækenland hvor jeg mødte Amalie. Da jeg kom hjem fik jeg en depression. Da jeg fik en depression forsvandt alle mine venner. Invitationerne ophørte simpelthen, og beskeder kom der ikke flere af. Jeg havde skrevet til mine nærmeste venner, og forklaret dem situationen. Men lige meget gjorde det.
Igen var det da tydeligt, at folk ikke ligefrem havde for travlt til at ses med hinanden, men at de blot ikke ønskede at ses med mig.
Havde jeg som depressiv haft det svært før, med at åbne mig for mine venner og fortælle dem, at jeg havde brug for støtte, så fik jeg det da blot værre efter at have gjort dette, og få ovenstående repsons på situationen.
Jeg sad derfor et halvt år alene i en halvmørkt, fugtplaget kælderlejlighed, uden job, uden venner, uden omgangskreds og uden noget formål i livet. Jeg sad bare og overlevede.
Havde jeg nogensinde haft brug for venner, var det der.
Men alt igennem dette kaos, havde ÉN person været der hele vejen! Og det var Amalie!
Uanset hvor langt nede jeg var, uanset hvor dumme valg jeg foretog mig, uanset hvor uenig hun kunne være i min måde at leve på- så VAR hun der!
Til at tale med, til at rase ud til, og til at være der når det hele gik den helt forkerte vej.
Sad jeg (eller sidder jeg) på sofaen, og har det skidt med mig selv, lige så det er til at tude over- så ryger der en sms afsted til Fredericia. Og jeg kan være SIKKER på at der kommer svar!
Måske ikke med det samme- vi er ikke SLYNG-KLÆBE veninder. Men svar kommer der altid- jeg bliver ikke glemt!
Jeg ser så mange mennesker på facebook, prale af deres præstationer. "Jeg løb en marathon", "Jeg vandt en pokal i golf", "Jeg træner 5 dage om ugen, og spiser kun speltbaseret mad".
Men det er ingenting, i forhold til den præstation, at være nogens holdepunkt!
For jeg kan da garantere for, at det ikke er nemt at modtage 10 negative sms'er i træk, og holde gejsten oppe, blot for at hive sin ven ovenpå igen!
Og det bliver ikke nemmere, hvis man, som et hvert normalt menneske fra tid til anden har, har en dårlig dag, eller sine egne problemer.
Det er ren uselviskhed!
Og Amalie tog det i strakt arm! Med 100km imellem os, var hun min næreste ven!
Det kræver ingenting at poste "søde skat, du er så smuk" under ethvert billede ens veninder lægger op. Men det kræver fandme hjerte og styrke, at holde fast i sin ven på trods af afstand, tid og det manglende fysiske samvær.
Som tiden gik blev vi tættere og tættere. Vi taler sammen på sms og facebook, har vores eget lille online-joke liv, og har for hoveddelen indrettet vores facebook profiler som en stor, nøje koordineret parodi på verden. Og vi ELSKER det! Det er vores niceness venskab!
Det er nemt, at hjælpe andre med en vis distance. At gøre en masse godt, udøve en masse velgørenhed, og give penge til alle de rigtige. Men at hjælpe nogen tæt på, er så meget sværere, da man jo også selv er involveret. Det var det jeg havde mest brug for- og Amalie turde! Selvom vi knap nok kendte hinanden til at starte med!
Vi har med tiden fået skrabet nogle fede oplevelser sammen, og der er flere i vente!
Jeg er flyttet til Århus, og besøgene er nu blevet mere hyppige, og med mulighed for en vis grad af spontanitet!
Det er nu 2, ja snart 3 år siden vi startede vores venskab.
Jeg kan ikke beskrive hvor glad jeg er for det! Og at det har holdt så længe, på trods af alt!
Nu skal vi fejre nytår sammen, og jeg kan kun sige én ting;
Amalie, jeg fucking GLÆDER mig til at tage hul på et nyt år af vores unikt awesome venskab :)
torsdag den 19. december 2013
tirsdag den 19. november 2013
Lortejobs pt. II
Jeg fik så god respons på mit første indlæg, at jeg følte for at skrive det næste!
Denne gang om mit job som lærervikar på en folkeskole.
Det hele blev aftalt, og ansættelsen startede, så at sige.
Jeg skulle dog lige tage min piercing ud af læben. Det sendte åbenbart et "forkert signal". Hvor jeg nok nærmere tænker, at børnene ser det så meget ude i verden, måske forbundet med noget negativt, det kunne jo være det var godt at se det forbundet med noget positivt. Men nej. Den blev taget ud og jaja.
Det var jo i bund og grund drømmejobbet: undervise børn i vikar-materiale, til en løn på omkring de 200 i timen! Easiest thing in the world!
Der blev ikke rigtig sat nogen krav. Jeg var tilkaldevikar, og havde derfor oftest blot et par timers arbejde med til eleverner, som de skulle lave. Jeg havde jo samtidig også jobbet på restauranten, samt et par andre jobs, så det passede fint at det var lidt løst, og ikke for mange timer.
Det var stille og roligt. Jeg valgte ikke at være en streng vikar, for det får man ikke meget ud af. Vi ved alle fra vores meget unge dage, at vikarerne var nemme ofre. Det havde jeg ikke tænkt mig at være.
Så ud over at eleverne fik lov at have mobilerne fremme, fik de også svar på tiltale, hvis de begyndte at være flabede. Og alt i alt begyndte de faktisk blot at repsektere mig, jeg har endda oplevet at nogle elever var kede af, at de ikke skulle have mig den dag.
Lidt specielt var det dog, at blive bedt om at undervise i tysk, når jeg allerede fra samtalen havde gjort klart, at jeg ikke har haft tyskundervisning på noget tidspunkt i min skoletid.
Det mente man ikke var et problem. Hmm......
Jobbet passede mig fint. Børn er ikke mere besværlige, end man lader dem være.
I en af klasserne var en rigtig problemdreng. Jeg tror han havde det svært derhjemme, og var faldet lidt af vognen for mange år siden. Derfor kunne han nok ikke følge med i undervisningen, og den skulle bare gå. Og det kan være meget kedeligt, og så er det sjovere at genere de andre lidt mens tiden går.
Det var han meget ihærdig til. Alt fra at sprøjte vand, eller bare rejse sig op eller råbe at han ikke havde sine ting med.
Jeg kunne fra start se at han blev tung at danse med.
Første dag forsøgte han rigtigt nok at teste mig. Gik helt til grænsen, og prøvede at forstyrre så meget som muligt, og gå mig på nerverne. Men når han sagde "Jeg synes dit hår er grimt til en pige" sagde jeg "Okay" og fortsatte med at fokusere på alle de andre. Efter noget tid gik dampen lidt af det, og han forstod, at det ikke virkede.
Næste gang jeg kom, ville han bare lægge sig over i hjørnet i puderne og sove. Så sagde jeg, at det kunne han godt få lov til, så længe han ikke forstyrrede de andre.
I starten gik han derover og lå lidt. Så begyndte det jo at blive kedelit, og han begyndte at råbe de andre op. Så mindede jeg ham om, at vi havde en aftale- han kunne få lov at dovne den af, men han måtte ikke forstyrre. Efter noget tid blev det for kedeligt, og han satte sig op til sin plads.
Jeg havde også en back-up, og havde lavet en aftale med den pædagogiske asvarlige om, at han kunne blive sendt derned, hvis det blev for meget. Det blev der ikke behov for, men en dag hvor han kørte på kanten, sagde jeg også at han gerne måtte gå derned og få en snak i stedet, hvis han hellere ville det. Det ville han ikke.
Til sidst mildnede han lidt op. Han skulle en dag til lægen, og kom meget ydmygt med en seddel hjemmefra. Og jeg tog imod den, og sagde at han selvfølgelig måtte gå. Jeg tror han havde forventet modstand, fordi han havde været så besværlig. Der tror jeg det gik lidt op for ham, at jeg ikke var imod ham.
Dog var det rigtig sjovt at lave matematik med 2. klasses børn! Det er så NEMT, men så FASCINERENDE for dem! Jeg fik endda lært et ekstra lille lyst hoved at løse en ligning med én ubekendt! Deres materiale lagde op til at de nok skulle lære det snart alligevel, så tænkte at jeg lige kunne prøve!
Det var de gode stunder!
Men jeg spiste min frokost alene. Lærerværelset var meget inddelt, næsten som i kliker. Og der var ikke nogen der inkluderede mig, så jeg holdt mig for mig selv.
De er ikke glade for vikarer. Vi får halvanden gange deres løn, og vi er ikke uddannede. Jeg kan godt forstå det. Det er bare ikke vores skyld! Men man kunne godt mærke, at man ikke var en de af noget.
Min venindes mor underviste på samme skole. En dag fortalte min veninde mig, at hendes mor en dag havde blandet sig i en samtale i frokoststuen, da nogle af de andre vikarer havde siddet og talt dårligt om mig.
Hun havde skældt dem ud, og sagt at man ikke taler sådan om andre bag deres ryg. På den måde var hun jo en rigtig god kollega!
Men desværre var de andre tydeligvis ikke.
Selvom det startede med et par timer om ugen, blev det hurtigt til næsten daglige opkald om morgenen. Jeg arbejdede også i weekenderne, så jeg måtte holde weekend ind imellem de mange forskellige vagter jeg fik skrabet sammen, og jeg kunne dog ikke arbejde 24/7.
Nogle gange kunne jeg blive kaldt op en morgen, blive spurgt om jeg kunne arbejde et ar timer, ende med at være der hele dagen OG have skema for to dage frem. Og så føles det ret svært at sige nej, når man kan se de regner med en.
Men flere og flere lærere derude blev sygemeldte.
Pludselig kunne jeg nærmest arbejde fuldtid på skolen, med alle de vikartimer der var!Her kan jeg nævne, at det er alment kendt i det interne at netop denne skole lærere gik ned med stress som fluer. Det var den eneste skole i Viborg området der var brug for vikarer på, og der var brug for MANGE! Og der er ingen tvivl om, at det bundede i dårligt arbejdsmiljø.
En projektuge blev jeg, meget spontant, sendt i bageværksted. Det handlede om sundhed, og der skulle bages brød og nogle småkager. Børnene var allerede i fuld gang, og det gik fremad. I ny og næ skulle de have lidt hjælp, men de skulle jo (i min optik) også løse opgaven selv.
Det jeg så mange af de andre lærere gøre, var at overtage opgaverne, når det gik galt for børnene. Det forstod jeg intet af. Hvordan skal de så lære det? Et skub i den rigtige retning ville have været bedre.
Særligt én kvindelig lærer fangede min opmærksomhed. Meget højrøstet, og sikkert karismatisk. Men for mig virkede hun blot hunsende og nedladende. Måden hun hjalp eleverne på var ikke som en hjælpende hånd, men som et besvær det skulle overståes. KAN de da ikke bare gøre det selv?!
Men det handler ikke om at kritisere deres arbejdsmetoder (selvom jeg kunne blive ved). men netop denne kvinde kom til at spille en senere rolle.
En dag i samme projektuge var der nemlig "cykelkørekortprøve", hvor der skulle undervises i trafik, og en politibetjent skulle fortælle om den korrekte cykel med udstyr, og efterfølgende tjekke alle cykler.
Jeg skulle igen arbejde med ovennævnte kvinde. Vi havde dog to forskellige klasser, og da hun lissom kendte til processen, ville hun hente mig og min klasse, når vi skulle ind og høre oplægget fra betjenten. Indtil da, var der undervisning fra et trafikhæfte de havde fået uddelt.
Tiden gik og gik, og ingen kom. Efter noget tid, gik jeg over for at spørge, om det ikke snart var nu. Nårh jo, det var det da også! Kaos.
Jeg gik over og hentede min klasse, og fik dem på plads. Efter 20 minutter var de andre klasser endelig stødt til.
Der blev lavet oplæg, og børnene sad og holdt øje. Imens sad jeg oppe bagved, og tog min mobil frem, for at tjekke den. Politibetjenten havde ordet, og der var ingen gene i det, mere end at tjekke klokken.
Efter oplægget var der pause.
I pausen ville min ansvarlige tale med mig. Det overraskede mig meget, men jeg gik dog naturligvis ind på kontoret.
Her fik jeg at vide, at man var blevet informeret om at jeg brugte al min tid på min telefon, og at den skulle pakkes væk. Samtidig fik jeg at vide, at jeg skulle tage noget mere initiativ og have bedre styr på tingene.
Nu fik jeg en chance de næste par dage, og så ville han "lige overveje det".
Jeg følte mig basically fyret....
Jeg vidste med det samme hvem der havde sagt noget. Yep- hende.
Men jeg orkede det ikke. Jeg orkede ikke dramaet og jeg orkede ikke at skulle til at indgå i noget større end en reprimande. Så jeg nikkede pænt og sagde ja og amen.
Men indeni vidste jeg godt, at jeg snart ikke gad mere.
Jeg var færdig med sladder og bagtalen og underlige krav, kritik, opkald i tide og utide, timer der på magisk vis dukkede op på mit skema, og det ekskluderende miljø.
Den næste gang de ringede, ignorerede jeg opkaldet. Jeg svarede på sms'erne at jeg ikke kunne komme i lang tid, og regnede med at begynde at læse efter sommereferien.
Det var min pæne måde at komme væk derfra.
I virkeligheden havde jeg lyst til at gå ud med et brag! Spørge om de virkeligt ikke fatter hvorfor deres lærere går ned som fluer, når folk sidder i frokoststuen, ryg mod ryg og bagtaler hinanden? Om de ikke kan se, at der er folk der saboterer andre her? Om de virkeligt lytter til sladder fra de mest højtråbende, i stedet for at undersøge folk kompetencer selv? Jeg var gal. En sladdertaske havde kostet mig mit job. Hende, og den leder der ukritisk lyttede på hende.
Jeg ved med mig selv hvad jeg ydede der. At jeg var vellidt blandt eleverne, og at jeg fik lært dem noget. At der ikke var hold i anklagerne, og at det ikke havde noget med mine kompetencer, men med ondsindede rygter at gøre.
Og derfor var det et mega lortejob!!
Denne gang om mit job som lærervikar på en folkeskole.
Det hele blev aftalt, og ansættelsen startede, så at sige.
Jeg skulle dog lige tage min piercing ud af læben. Det sendte åbenbart et "forkert signal". Hvor jeg nok nærmere tænker, at børnene ser det så meget ude i verden, måske forbundet med noget negativt, det kunne jo være det var godt at se det forbundet med noget positivt. Men nej. Den blev taget ud og jaja.
Det var jo i bund og grund drømmejobbet: undervise børn i vikar-materiale, til en løn på omkring de 200 i timen! Easiest thing in the world!
Der blev ikke rigtig sat nogen krav. Jeg var tilkaldevikar, og havde derfor oftest blot et par timers arbejde med til eleverner, som de skulle lave. Jeg havde jo samtidig også jobbet på restauranten, samt et par andre jobs, så det passede fint at det var lidt løst, og ikke for mange timer.
Det var stille og roligt. Jeg valgte ikke at være en streng vikar, for det får man ikke meget ud af. Vi ved alle fra vores meget unge dage, at vikarerne var nemme ofre. Det havde jeg ikke tænkt mig at være.
Så ud over at eleverne fik lov at have mobilerne fremme, fik de også svar på tiltale, hvis de begyndte at være flabede. Og alt i alt begyndte de faktisk blot at repsektere mig, jeg har endda oplevet at nogle elever var kede af, at de ikke skulle have mig den dag.
Lidt specielt var det dog, at blive bedt om at undervise i tysk, når jeg allerede fra samtalen havde gjort klart, at jeg ikke har haft tyskundervisning på noget tidspunkt i min skoletid.
Det mente man ikke var et problem. Hmm......
Jobbet passede mig fint. Børn er ikke mere besværlige, end man lader dem være.
I en af klasserne var en rigtig problemdreng. Jeg tror han havde det svært derhjemme, og var faldet lidt af vognen for mange år siden. Derfor kunne han nok ikke følge med i undervisningen, og den skulle bare gå. Og det kan være meget kedeligt, og så er det sjovere at genere de andre lidt mens tiden går.
Det var han meget ihærdig til. Alt fra at sprøjte vand, eller bare rejse sig op eller råbe at han ikke havde sine ting med.
Jeg kunne fra start se at han blev tung at danse med.
Første dag forsøgte han rigtigt nok at teste mig. Gik helt til grænsen, og prøvede at forstyrre så meget som muligt, og gå mig på nerverne. Men når han sagde "Jeg synes dit hår er grimt til en pige" sagde jeg "Okay" og fortsatte med at fokusere på alle de andre. Efter noget tid gik dampen lidt af det, og han forstod, at det ikke virkede.
Næste gang jeg kom, ville han bare lægge sig over i hjørnet i puderne og sove. Så sagde jeg, at det kunne han godt få lov til, så længe han ikke forstyrrede de andre.
I starten gik han derover og lå lidt. Så begyndte det jo at blive kedelit, og han begyndte at råbe de andre op. Så mindede jeg ham om, at vi havde en aftale- han kunne få lov at dovne den af, men han måtte ikke forstyrre. Efter noget tid blev det for kedeligt, og han satte sig op til sin plads.
Jeg havde også en back-up, og havde lavet en aftale med den pædagogiske asvarlige om, at han kunne blive sendt derned, hvis det blev for meget. Det blev der ikke behov for, men en dag hvor han kørte på kanten, sagde jeg også at han gerne måtte gå derned og få en snak i stedet, hvis han hellere ville det. Det ville han ikke.
Til sidst mildnede han lidt op. Han skulle en dag til lægen, og kom meget ydmygt med en seddel hjemmefra. Og jeg tog imod den, og sagde at han selvfølgelig måtte gå. Jeg tror han havde forventet modstand, fordi han havde været så besværlig. Der tror jeg det gik lidt op for ham, at jeg ikke var imod ham.
Dog var det rigtig sjovt at lave matematik med 2. klasses børn! Det er så NEMT, men så FASCINERENDE for dem! Jeg fik endda lært et ekstra lille lyst hoved at løse en ligning med én ubekendt! Deres materiale lagde op til at de nok skulle lære det snart alligevel, så tænkte at jeg lige kunne prøve!
Det var de gode stunder!
Men jeg spiste min frokost alene. Lærerværelset var meget inddelt, næsten som i kliker. Og der var ikke nogen der inkluderede mig, så jeg holdt mig for mig selv.
De er ikke glade for vikarer. Vi får halvanden gange deres løn, og vi er ikke uddannede. Jeg kan godt forstå det. Det er bare ikke vores skyld! Men man kunne godt mærke, at man ikke var en de af noget.
Min venindes mor underviste på samme skole. En dag fortalte min veninde mig, at hendes mor en dag havde blandet sig i en samtale i frokoststuen, da nogle af de andre vikarer havde siddet og talt dårligt om mig.
Hun havde skældt dem ud, og sagt at man ikke taler sådan om andre bag deres ryg. På den måde var hun jo en rigtig god kollega!
Men desværre var de andre tydeligvis ikke.
Selvom det startede med et par timer om ugen, blev det hurtigt til næsten daglige opkald om morgenen. Jeg arbejdede også i weekenderne, så jeg måtte holde weekend ind imellem de mange forskellige vagter jeg fik skrabet sammen, og jeg kunne dog ikke arbejde 24/7.
Nogle gange kunne jeg blive kaldt op en morgen, blive spurgt om jeg kunne arbejde et ar timer, ende med at være der hele dagen OG have skema for to dage frem. Og så føles det ret svært at sige nej, når man kan se de regner med en.
Men flere og flere lærere derude blev sygemeldte.
Pludselig kunne jeg nærmest arbejde fuldtid på skolen, med alle de vikartimer der var!Her kan jeg nævne, at det er alment kendt i det interne at netop denne skole lærere gik ned med stress som fluer. Det var den eneste skole i Viborg området der var brug for vikarer på, og der var brug for MANGE! Og der er ingen tvivl om, at det bundede i dårligt arbejdsmiljø.
En projektuge blev jeg, meget spontant, sendt i bageværksted. Det handlede om sundhed, og der skulle bages brød og nogle småkager. Børnene var allerede i fuld gang, og det gik fremad. I ny og næ skulle de have lidt hjælp, men de skulle jo (i min optik) også løse opgaven selv.
Det jeg så mange af de andre lærere gøre, var at overtage opgaverne, når det gik galt for børnene. Det forstod jeg intet af. Hvordan skal de så lære det? Et skub i den rigtige retning ville have været bedre.
Særligt én kvindelig lærer fangede min opmærksomhed. Meget højrøstet, og sikkert karismatisk. Men for mig virkede hun blot hunsende og nedladende. Måden hun hjalp eleverne på var ikke som en hjælpende hånd, men som et besvær det skulle overståes. KAN de da ikke bare gøre det selv?!
Men det handler ikke om at kritisere deres arbejdsmetoder (selvom jeg kunne blive ved). men netop denne kvinde kom til at spille en senere rolle.
En dag i samme projektuge var der nemlig "cykelkørekortprøve", hvor der skulle undervises i trafik, og en politibetjent skulle fortælle om den korrekte cykel med udstyr, og efterfølgende tjekke alle cykler.
Jeg skulle igen arbejde med ovennævnte kvinde. Vi havde dog to forskellige klasser, og da hun lissom kendte til processen, ville hun hente mig og min klasse, når vi skulle ind og høre oplægget fra betjenten. Indtil da, var der undervisning fra et trafikhæfte de havde fået uddelt.
Tiden gik og gik, og ingen kom. Efter noget tid, gik jeg over for at spørge, om det ikke snart var nu. Nårh jo, det var det da også! Kaos.
Jeg gik over og hentede min klasse, og fik dem på plads. Efter 20 minutter var de andre klasser endelig stødt til.
Der blev lavet oplæg, og børnene sad og holdt øje. Imens sad jeg oppe bagved, og tog min mobil frem, for at tjekke den. Politibetjenten havde ordet, og der var ingen gene i det, mere end at tjekke klokken.
Efter oplægget var der pause.
I pausen ville min ansvarlige tale med mig. Det overraskede mig meget, men jeg gik dog naturligvis ind på kontoret.
Her fik jeg at vide, at man var blevet informeret om at jeg brugte al min tid på min telefon, og at den skulle pakkes væk. Samtidig fik jeg at vide, at jeg skulle tage noget mere initiativ og have bedre styr på tingene.
Nu fik jeg en chance de næste par dage, og så ville han "lige overveje det".
Jeg følte mig basically fyret....
Jeg vidste med det samme hvem der havde sagt noget. Yep- hende.
Men jeg orkede det ikke. Jeg orkede ikke dramaet og jeg orkede ikke at skulle til at indgå i noget større end en reprimande. Så jeg nikkede pænt og sagde ja og amen.
Men indeni vidste jeg godt, at jeg snart ikke gad mere.
Jeg var færdig med sladder og bagtalen og underlige krav, kritik, opkald i tide og utide, timer der på magisk vis dukkede op på mit skema, og det ekskluderende miljø.
Den næste gang de ringede, ignorerede jeg opkaldet. Jeg svarede på sms'erne at jeg ikke kunne komme i lang tid, og regnede med at begynde at læse efter sommereferien.
Det var min pæne måde at komme væk derfra.
I virkeligheden havde jeg lyst til at gå ud med et brag! Spørge om de virkeligt ikke fatter hvorfor deres lærere går ned som fluer, når folk sidder i frokoststuen, ryg mod ryg og bagtaler hinanden? Om de ikke kan se, at der er folk der saboterer andre her? Om de virkeligt lytter til sladder fra de mest højtråbende, i stedet for at undersøge folk kompetencer selv? Jeg var gal. En sladdertaske havde kostet mig mit job. Hende, og den leder der ukritisk lyttede på hende.
Jeg ved med mig selv hvad jeg ydede der. At jeg var vellidt blandt eleverne, og at jeg fik lært dem noget. At der ikke var hold i anklagerne, og at det ikke havde noget med mine kompetencer, men med ondsindede rygter at gøre.
Og derfor var det et mega lortejob!!
søndag den 17. november 2013
Lortejobs pt. I !
Jeg vågnede i morges, ganske tidligt, og vendte mig blot rundt, for at vågne langsomt....
Og da skete det, at jeg rent tilfældigt kom til at tænke på alle de lortejobs jeg har haft som ung....
Det kan virkeligt chokere mig, når jeg oplever måden man behandler unge, ufaglærte på arbejdsmarkedet!
Mellem gymnasiet og Uni, havde jeg to sabbatår, hvor jeg skulle søge jobs, midt i jobkrisen (og alle de andre kriser).
Det var umuligt! Søgte de endelig en ung medarbejder, skulle man også have 4 års erfaring med på bagen. Det var totalt urealistisk!
Så det endte i at jeg efter et halvt års aktivering, fik stykket 5 jobs sammen, så jeg lige kunne få tingene til at give mening. Det var under kontanthjælpen, men jeg ville hellere det, end at sidde i aktiveringen én dag mere.
Et af disse jobs, var et restaurantjob. Et tjenerjob, der skulle tage omkring 4 timer om ugen, hovedsageligt aftensarbejde.
Det var perfekt, da det kunne gå i spænd med at være lærervikar i dagstimerne!
Så jeg kom ind, afleverede en ansøgning, og fik den første reaktion; om jeg kunne tage min piercing i læben ud? Jojo, det kunne jeg da godt, men der var nu ingen hygiejnemæssig risiko ved det. "Man skal se ordentlig ud!". Nåh nåh... Jamen så kunne man da nok (det havde de allerede underlagt mig på skolen, så tingene var i forvejen besværlige).
Jeg fik kort efter et opkald, om jeg kunne komme ned til en prøvevagt samme aften. Desperat som jeg var, og med en positiv indstilling til hyggen ved at være tjener på en hyggelig italiensk familierestaurant, på trods af hvad man havde hørt om at være tjener, fik jeg arrangeret at kunne komme ned og arbejde.
Jeg mødtes med en kvindelig tjener, vel sidst i 20'erne, som var ved at sige op, og skulle oplære de nye. Ja faktisk var der slet ikke noget personale dernede længere, de havde alle sagt op. "Fjollet?" tænkte jeg, da jeg jo vidste at der var kamp om de få ufaglærte jobs der var!
Efter en okay hyggelig prøvevagt, hvor der ikke havde været det helt store at lave, fik jeg en god fornemmelse af, at dette job nok skulle være noget jeg kunne finde ud af.
Dén illusion holdt ikke længe....
Jeg vil ikke fortælle historien fra ende til anden, i detaljer. Bare prøve at give et indblik i, hvordan det var at være tjener på denne restaurant....
De første par vagter var chefen og hans søn, souschefen, meget venlige- tog god tid til at forklare, men kun lige overfladisk- det hele virkede meget uformelt, som om man altid lige kunne spørge, hvis nu man var i tvivl.
Tempoet var sløvt. Det var måske krisetider, folk spiste i hvert fald ikke meget ude.
Men tiden skulle gå med noget. Man måtte ikke sidde ned. Eller læne sig op ad skranken. I stedet skulle man gå rundt i "salene", og rette på gafler, knive, servietter, glas, lysestager, til det hele stod pinligt nøjagtigt som foreskrevet. Og når man var færdig med det, kunne man starte forfra- eventuelt se om man kunne få bestiksættene på bordene til at matche, da alt bestikket var blandet. Og havde man gjort dét en 8 gange, kunne man altid folde servietter. Efter at have folde 300 servietter, fik jeg engang at vide, at det var nok. Der var ingen kunder til at bruge dem. Men for satan! De skulle foldes!
Når klokken var blevet 21.30, og de sidste af håndfulden havde hentet deres bestilte take-out pizza, kunne man være heldig at blive sendt hjem. Efter 5½ stive timer med ingenting!
Vi var 3 piger. Hver første tirsdag i måneden, skulle vi samles til P-møde, for at skrive i kalenderen hvilke dage, hvem kunne arbejde.
I starten var den ældre pige stadig hos os, og ville gerne tage en masse vagter. Men efter et par gange, dukkede hun ikke op mere, og vi arrangerede hendes vagter over sms. Så stoppede det også, og vi fik egentlig aldrig rigtig at vide om hun var smuttet, før nogen noget senere spurgte. Vi fik bare lagt kalenderen foran os, og skulle finde ud af at dele timerne imellem 3 i stedet for 4. Pludselig en del mere, end vi havde sagt ja til i første omgang.
Aftenerne blev mange og sene, men aftentillæg var der ikke noget af. Det måtte man tage med- det ville være dumt at begynde at forlange noget, når der stod tusindvis af unge i kø for at udfylde din plads!
Til sidst endte det med, at vi simpelthen ikke kunne udfylde weekenderne. Det skulle vi, blev der meldt. Men vi havde simpelthen ikke tiden! Vi havde alle flere jobs, der skulle gå op i en højere enhed, og måtte lade vagterne stå tomme. De blev RASENDE! Men de ansatte ikke den 4 manglende tjener. I stedet skældte og smældte de på os. Og ringede til os i tide og utide, og spurgte om vi kunne komme på arbejde. Jeg ER på arbejde!
En af pigerne boede i Århus, og rejste over en time med toget, for at komme til Viborg, og ned på restauranten. Alligevel ringede de til hende, for måske 2 timers arbejde, og så blev hun sendt hjem.
Og de tog ikke hensyn til at togene går på bestemte tider. Hun kunne få fri 10 minutter efter toget var kørt. Så skulle hun vente en time!
Der var ingen faste arbejdstider eller overenskomst. Vi kunne bare se tiden gå på uret, og vente på man blev prikket på skulderen, og kunne få lov at gå.
Og den venlige stemning var væk. Man blev beskyldt for højt og lavt. Jeg prøvede engang, at kokken 3 gange mistede bestillingssedlen jeg havde givet ham. Det fik jeg verbale tæsk for. TYDELIGVIS min skyld, at de roder i køkkenet!
Som om det ikke var frustrerende nok, at gæsterne havde ventet i snart en time, og jeg allerede havde lavet TO nye sedler til dem! Det går ud over mig på gulvet!
Vi skulle også klæde os ordentligt! Pakket ind i lange bukser, flade sorte sko, og en skjorte med et lag under, for at det skal være HELT ordentligt (folk er ikke sådan VANT til at se en hals) og et svedbånd om min tatovering (som jeg da absolut ikke turde fortælle dem om), tskede jeg rundt i 40 graders opvaskerum, til 100 graders køkken, ud i restauranten, frem og tilbage. Deres obsession med propert tøj, gjorde blot arbejdet langt mere ubehageligt end nødvendigt!
Og de var ikke blege for at kritisere. Mit hår var underligt, og det var ngoet fjollet noget at have mere end 1 ørering i hvert øre. Nåh nåh. Det var lidt unødvendigt, men okay.
Kokkene var rigtig søde! Dét skal de have! Og de lavede genial mad!
Vi blev ofte budt, at få noget mad med hjem. I starten var det da bare mega fedt! Lige at få en pizza med hjem! Totalt god stil.
Men efter noget tid, begyndte de at trække det fra vores løn. Uden lige at nævne det, før sidst på måneden, hvor der skulle gøres op. Slam. Nåh da! Der kan man så se...
Det var alt sammen hvad det var. De var luskede, men det kunne være værre. I det mindste fik man da penge! Hvis man lige huskede ikke at takke ja, til at få aftensmad med hjem....
Men efter noget tid, begyndte der at komme pres på dernede. En af pigerne sagde op, og vi var nu kun 2. Den 3. pige kunne vidst tage nogle få timer i starten, efter hun var smuttet.
Jeg skulle på et tidspunkt oplære en person der var i praktik (aktivering), som tydeligvis var bragt ind for at få gratis arbejdkraft og lette presset. Problemet var, at han havde valgt det helt uden interesse for faget- han skulle jo bare lave et eller andet. SÅ han endte med at være mere i vejen, end til nytte!
Og det var ikke kun mig, der hadede det.... Ud over at sms'e med den andne tjener om vagter etc., endte vi også med at lufte vores frustrationer over hvor dårligt vi blev behandlet. Vi var lavest i hierakiet, og altid den første syndebuk at vende sig mod!
Bestyrerne var meget vrede og aggressive, og det gik ud over os.
Den unge bestyrer, ejerens søn, var en bestemt type, der hænger med nogle ubehagelige mennesker, og også selv var ret ubehagelig. En lille skid, men som små hunde var han også eksplosivt aggresiv og offensiv.
Jeg husker stadig den dag i dag, den aften jeg virkeligt oplevede det på nært hold.
En flok gæster var kommet ind. En norsk kvinde, en mand, og deres børn. Der var måske to andre gæster i restauranten, men umiddelbart husker jeg den som tom. De kunne have siddet i det andet rum.
De sætter sig ved bordet lige ud for skranken, og bestiller vores tilbud med forret fra buffet'en og et stykke kød. Til børnene pizzaer, og her vil de dog gerne have et glas mælk, og selvom det ikke er på menuen, finder jeg ud af det (efter at være blevet spyttet efter, at vi da SELVFØLGELIG kunne servere et glas mælk).
Forretten fungerede således, at man må tage alt det man vil have, man må bare kun gå derop én gang.
Gæsterne går i buffet'en, fylder tallerkenerne, og sætter sig for at spise.
Jeg er ude for at ordne noget ved kassen (takeout bestillinger og ordre til køkkenet), og den unge chef kommer ind.
I det øjeblik han er kommet ind ad døren, har kvinden åbenbart været i buffet'en for anden gang.
Han vendte sig om, tog fat i min arm, rev mig op til skranken, og hvæsede til mig at de kun måtte tage ÉN gang fra buffet'en og hvorfor jeg ikke havde sagt det, og jeg skulle huske at sige det. Altimens han klemte af alt kraft om mit håndled.
Jeg var paf. Arrig. Jeg kunne ikke engang protestere. Jeg stormede ud i køkkenet, og måtte bare holde tårerne tilbage og afslutte vagten. Tage bussen hjem og tude af raseri!
Efter mangen episoder, hvoriblandt jeg blandt andet oplevede at min vagt pludselig blev forlænget til 23 uden besked forud (der skulle lige dækkes op til konfirmation), skæld ud over at jeg ikke kunne bruge kaffemaskinen, som jeg 'ikke behøvede at lære at bruge' under oplæringen, og alen op og ned af skældud over køkkenets fejl, skete der noget....i bakspejlet positivt.
Vi blev ringet op- vi skulle ikke komme på arbejde.
Der var noget sygdom i familien, og de var rejst til Italien. Forståeligt nok.
Der gik dage.... uger.... en måned... vi hørte intet....
Den første tirsdag i måneden der fulgte, mødte vi op til P-møde, hvor vi skulle lægge vagtplan. Dørene var låst, restauranten var lukket.
Vi anede ikke hvad vi lige stod med her. Var det lukket permanent? Var de overhovedet i Danmark? Hvornår skulle vi møde igen?
Det endte med at der gik mange uger, og vi så at de åbnede igen. To af os tog ned for at få vores lønsedler, og sige op. Da vi ankom var chefen der ikke. Vi ventede, og den ene pige måtte gå. Jeg lovede at modtage hendes lønseddel for hende. Hun var glad for at hun ikke skulle mødes med dem. Jeg var skrækslagen for at gøre det alene!
Det gik dog okay smertefrit. Da han endelig kom.... Han gav mig lønsedlen, jeg sagde vi sagde op, han sagde at det havde han regnet ud siden vi ikke kom, jeg sagde at vi ikke vidste om vi SKULLE komme, siden vi intet havde hørt. Yada yada.... Væk fra det lortejob!
Jeg ville aldrig anbefale nogen, at tage et tjenerjob, hvis ikke de er sikre på forholdene!
Jeg havde en forfærdelig oplevelse, der har afskrækket mig. Jobbet var i sig selv hyggelig, tiden var ikke til det, og ledelsen samt forholdene var uacceptable!
Jeg var bare chokeret over, hvordan cykussen tydeligvis havde gentaget sig- de ansætter et hold nye tjenere, de arbejder til de indser hvordan forholdene er bag facaden, og når de får nok, siger de op nærmest kollektivt. I bølger kom der så nye, og cyklussen starter forfra!
Når man blot havde tænkt sig, at arbejde de sidste 5 måneder af sit sabbatår, tænker man ikke at det er nødvendigt at melde sig ind i en fagforening. Jeg har også sympati for dem, som bliver udsat for disse ting, selvom de ikke kan gøre noget ved det ved det gennem deres fagforening. Uanset om man kan mene, at det kunne have gjort en forskel eller ej, var det stadig et luset arbejde!
Jeg husker stadig at det altid var en BEFRIELSE at have fri, og at man kunne være så negativ og kvalm efter en vagt.
De gjorde alle de ting, fordi de kunne. De var på toppen og vi var på bunden.
Det skræmmer mig bare, at man GØR det, fordi man KAN, og ikke overvejer om det er moralsk forsvarligt.
Sådan synes jeg de unge bliver behandlet. Luset!!
Det er muligvis blevet bedre siden da. Jeg deler bot mine oplevelser.
Og dette var en af dem.... Der er desværre mange flere!
Men nu er det fortalt :) det er faktisk ok rart dér!
Og da skete det, at jeg rent tilfældigt kom til at tænke på alle de lortejobs jeg har haft som ung....
Det kan virkeligt chokere mig, når jeg oplever måden man behandler unge, ufaglærte på arbejdsmarkedet!
Mellem gymnasiet og Uni, havde jeg to sabbatår, hvor jeg skulle søge jobs, midt i jobkrisen (og alle de andre kriser).
Det var umuligt! Søgte de endelig en ung medarbejder, skulle man også have 4 års erfaring med på bagen. Det var totalt urealistisk!
Så det endte i at jeg efter et halvt års aktivering, fik stykket 5 jobs sammen, så jeg lige kunne få tingene til at give mening. Det var under kontanthjælpen, men jeg ville hellere det, end at sidde i aktiveringen én dag mere.
Et af disse jobs, var et restaurantjob. Et tjenerjob, der skulle tage omkring 4 timer om ugen, hovedsageligt aftensarbejde.
Det var perfekt, da det kunne gå i spænd med at være lærervikar i dagstimerne!
Så jeg kom ind, afleverede en ansøgning, og fik den første reaktion; om jeg kunne tage min piercing i læben ud? Jojo, det kunne jeg da godt, men der var nu ingen hygiejnemæssig risiko ved det. "Man skal se ordentlig ud!". Nåh nåh... Jamen så kunne man da nok (det havde de allerede underlagt mig på skolen, så tingene var i forvejen besværlige).
Jeg fik kort efter et opkald, om jeg kunne komme ned til en prøvevagt samme aften. Desperat som jeg var, og med en positiv indstilling til hyggen ved at være tjener på en hyggelig italiensk familierestaurant, på trods af hvad man havde hørt om at være tjener, fik jeg arrangeret at kunne komme ned og arbejde.
Jeg mødtes med en kvindelig tjener, vel sidst i 20'erne, som var ved at sige op, og skulle oplære de nye. Ja faktisk var der slet ikke noget personale dernede længere, de havde alle sagt op. "Fjollet?" tænkte jeg, da jeg jo vidste at der var kamp om de få ufaglærte jobs der var!
Efter en okay hyggelig prøvevagt, hvor der ikke havde været det helt store at lave, fik jeg en god fornemmelse af, at dette job nok skulle være noget jeg kunne finde ud af.
Dén illusion holdt ikke længe....
Jeg vil ikke fortælle historien fra ende til anden, i detaljer. Bare prøve at give et indblik i, hvordan det var at være tjener på denne restaurant....
De første par vagter var chefen og hans søn, souschefen, meget venlige- tog god tid til at forklare, men kun lige overfladisk- det hele virkede meget uformelt, som om man altid lige kunne spørge, hvis nu man var i tvivl.
Tempoet var sløvt. Det var måske krisetider, folk spiste i hvert fald ikke meget ude.
Men tiden skulle gå med noget. Man måtte ikke sidde ned. Eller læne sig op ad skranken. I stedet skulle man gå rundt i "salene", og rette på gafler, knive, servietter, glas, lysestager, til det hele stod pinligt nøjagtigt som foreskrevet. Og når man var færdig med det, kunne man starte forfra- eventuelt se om man kunne få bestiksættene på bordene til at matche, da alt bestikket var blandet. Og havde man gjort dét en 8 gange, kunne man altid folde servietter. Efter at have folde 300 servietter, fik jeg engang at vide, at det var nok. Der var ingen kunder til at bruge dem. Men for satan! De skulle foldes!
Når klokken var blevet 21.30, og de sidste af håndfulden havde hentet deres bestilte take-out pizza, kunne man være heldig at blive sendt hjem. Efter 5½ stive timer med ingenting!
Vi var 3 piger. Hver første tirsdag i måneden, skulle vi samles til P-møde, for at skrive i kalenderen hvilke dage, hvem kunne arbejde.
I starten var den ældre pige stadig hos os, og ville gerne tage en masse vagter. Men efter et par gange, dukkede hun ikke op mere, og vi arrangerede hendes vagter over sms. Så stoppede det også, og vi fik egentlig aldrig rigtig at vide om hun var smuttet, før nogen noget senere spurgte. Vi fik bare lagt kalenderen foran os, og skulle finde ud af at dele timerne imellem 3 i stedet for 4. Pludselig en del mere, end vi havde sagt ja til i første omgang.
Aftenerne blev mange og sene, men aftentillæg var der ikke noget af. Det måtte man tage med- det ville være dumt at begynde at forlange noget, når der stod tusindvis af unge i kø for at udfylde din plads!
Til sidst endte det med, at vi simpelthen ikke kunne udfylde weekenderne. Det skulle vi, blev der meldt. Men vi havde simpelthen ikke tiden! Vi havde alle flere jobs, der skulle gå op i en højere enhed, og måtte lade vagterne stå tomme. De blev RASENDE! Men de ansatte ikke den 4 manglende tjener. I stedet skældte og smældte de på os. Og ringede til os i tide og utide, og spurgte om vi kunne komme på arbejde. Jeg ER på arbejde!
En af pigerne boede i Århus, og rejste over en time med toget, for at komme til Viborg, og ned på restauranten. Alligevel ringede de til hende, for måske 2 timers arbejde, og så blev hun sendt hjem.
Og de tog ikke hensyn til at togene går på bestemte tider. Hun kunne få fri 10 minutter efter toget var kørt. Så skulle hun vente en time!
Der var ingen faste arbejdstider eller overenskomst. Vi kunne bare se tiden gå på uret, og vente på man blev prikket på skulderen, og kunne få lov at gå.
Og den venlige stemning var væk. Man blev beskyldt for højt og lavt. Jeg prøvede engang, at kokken 3 gange mistede bestillingssedlen jeg havde givet ham. Det fik jeg verbale tæsk for. TYDELIGVIS min skyld, at de roder i køkkenet!
Som om det ikke var frustrerende nok, at gæsterne havde ventet i snart en time, og jeg allerede havde lavet TO nye sedler til dem! Det går ud over mig på gulvet!
Vi skulle også klæde os ordentligt! Pakket ind i lange bukser, flade sorte sko, og en skjorte med et lag under, for at det skal være HELT ordentligt (folk er ikke sådan VANT til at se en hals) og et svedbånd om min tatovering (som jeg da absolut ikke turde fortælle dem om), tskede jeg rundt i 40 graders opvaskerum, til 100 graders køkken, ud i restauranten, frem og tilbage. Deres obsession med propert tøj, gjorde blot arbejdet langt mere ubehageligt end nødvendigt!
Og de var ikke blege for at kritisere. Mit hår var underligt, og det var ngoet fjollet noget at have mere end 1 ørering i hvert øre. Nåh nåh. Det var lidt unødvendigt, men okay.
Kokkene var rigtig søde! Dét skal de have! Og de lavede genial mad!
Vi blev ofte budt, at få noget mad med hjem. I starten var det da bare mega fedt! Lige at få en pizza med hjem! Totalt god stil.
Men efter noget tid, begyndte de at trække det fra vores løn. Uden lige at nævne det, før sidst på måneden, hvor der skulle gøres op. Slam. Nåh da! Der kan man så se...
Det var alt sammen hvad det var. De var luskede, men det kunne være værre. I det mindste fik man da penge! Hvis man lige huskede ikke at takke ja, til at få aftensmad med hjem....
Men efter noget tid, begyndte der at komme pres på dernede. En af pigerne sagde op, og vi var nu kun 2. Den 3. pige kunne vidst tage nogle få timer i starten, efter hun var smuttet.
Jeg skulle på et tidspunkt oplære en person der var i praktik (aktivering), som tydeligvis var bragt ind for at få gratis arbejdkraft og lette presset. Problemet var, at han havde valgt det helt uden interesse for faget- han skulle jo bare lave et eller andet. SÅ han endte med at være mere i vejen, end til nytte!
Og det var ikke kun mig, der hadede det.... Ud over at sms'e med den andne tjener om vagter etc., endte vi også med at lufte vores frustrationer over hvor dårligt vi blev behandlet. Vi var lavest i hierakiet, og altid den første syndebuk at vende sig mod!
Bestyrerne var meget vrede og aggressive, og det gik ud over os.
Den unge bestyrer, ejerens søn, var en bestemt type, der hænger med nogle ubehagelige mennesker, og også selv var ret ubehagelig. En lille skid, men som små hunde var han også eksplosivt aggresiv og offensiv.
Jeg husker stadig den dag i dag, den aften jeg virkeligt oplevede det på nært hold.
En flok gæster var kommet ind. En norsk kvinde, en mand, og deres børn. Der var måske to andre gæster i restauranten, men umiddelbart husker jeg den som tom. De kunne have siddet i det andet rum.
De sætter sig ved bordet lige ud for skranken, og bestiller vores tilbud med forret fra buffet'en og et stykke kød. Til børnene pizzaer, og her vil de dog gerne have et glas mælk, og selvom det ikke er på menuen, finder jeg ud af det (efter at være blevet spyttet efter, at vi da SELVFØLGELIG kunne servere et glas mælk).
Forretten fungerede således, at man må tage alt det man vil have, man må bare kun gå derop én gang.
Gæsterne går i buffet'en, fylder tallerkenerne, og sætter sig for at spise.
Jeg er ude for at ordne noget ved kassen (takeout bestillinger og ordre til køkkenet), og den unge chef kommer ind.
I det øjeblik han er kommet ind ad døren, har kvinden åbenbart været i buffet'en for anden gang.
Han vendte sig om, tog fat i min arm, rev mig op til skranken, og hvæsede til mig at de kun måtte tage ÉN gang fra buffet'en og hvorfor jeg ikke havde sagt det, og jeg skulle huske at sige det. Altimens han klemte af alt kraft om mit håndled.
Jeg var paf. Arrig. Jeg kunne ikke engang protestere. Jeg stormede ud i køkkenet, og måtte bare holde tårerne tilbage og afslutte vagten. Tage bussen hjem og tude af raseri!
Efter mangen episoder, hvoriblandt jeg blandt andet oplevede at min vagt pludselig blev forlænget til 23 uden besked forud (der skulle lige dækkes op til konfirmation), skæld ud over at jeg ikke kunne bruge kaffemaskinen, som jeg 'ikke behøvede at lære at bruge' under oplæringen, og alen op og ned af skældud over køkkenets fejl, skete der noget....i bakspejlet positivt.
Vi blev ringet op- vi skulle ikke komme på arbejde.
Der var noget sygdom i familien, og de var rejst til Italien. Forståeligt nok.
Der gik dage.... uger.... en måned... vi hørte intet....
Den første tirsdag i måneden der fulgte, mødte vi op til P-møde, hvor vi skulle lægge vagtplan. Dørene var låst, restauranten var lukket.
Vi anede ikke hvad vi lige stod med her. Var det lukket permanent? Var de overhovedet i Danmark? Hvornår skulle vi møde igen?
Det endte med at der gik mange uger, og vi så at de åbnede igen. To af os tog ned for at få vores lønsedler, og sige op. Da vi ankom var chefen der ikke. Vi ventede, og den ene pige måtte gå. Jeg lovede at modtage hendes lønseddel for hende. Hun var glad for at hun ikke skulle mødes med dem. Jeg var skrækslagen for at gøre det alene!
Det gik dog okay smertefrit. Da han endelig kom.... Han gav mig lønsedlen, jeg sagde vi sagde op, han sagde at det havde han regnet ud siden vi ikke kom, jeg sagde at vi ikke vidste om vi SKULLE komme, siden vi intet havde hørt. Yada yada.... Væk fra det lortejob!
Jeg ville aldrig anbefale nogen, at tage et tjenerjob, hvis ikke de er sikre på forholdene!
Jeg havde en forfærdelig oplevelse, der har afskrækket mig. Jobbet var i sig selv hyggelig, tiden var ikke til det, og ledelsen samt forholdene var uacceptable!
Jeg var bare chokeret over, hvordan cykussen tydeligvis havde gentaget sig- de ansætter et hold nye tjenere, de arbejder til de indser hvordan forholdene er bag facaden, og når de får nok, siger de op nærmest kollektivt. I bølger kom der så nye, og cyklussen starter forfra!
Når man blot havde tænkt sig, at arbejde de sidste 5 måneder af sit sabbatår, tænker man ikke at det er nødvendigt at melde sig ind i en fagforening. Jeg har også sympati for dem, som bliver udsat for disse ting, selvom de ikke kan gøre noget ved det ved det gennem deres fagforening. Uanset om man kan mene, at det kunne have gjort en forskel eller ej, var det stadig et luset arbejde!
Jeg husker stadig at det altid var en BEFRIELSE at have fri, og at man kunne være så negativ og kvalm efter en vagt.
De gjorde alle de ting, fordi de kunne. De var på toppen og vi var på bunden.
Det skræmmer mig bare, at man GØR det, fordi man KAN, og ikke overvejer om det er moralsk forsvarligt.
Sådan synes jeg de unge bliver behandlet. Luset!!
Det er muligvis blevet bedre siden da. Jeg deler bot mine oplevelser.
Og dette var en af dem.... Der er desværre mange flere!
Men nu er det fortalt :) det er faktisk ok rart dér!
tirsdag den 5. november 2013
JEG VIL HAVE EN DINO MED UD I RUMMET!!
Vi er flyttet fra Viborg til Brabrand.
Jeg har dog været lidt sent ude med at få afmeldt mit el, og satte mig for at gøre dette just nu.
Og nu sidder jeg så og prøver at finde ud af at få det afmeldt... og jeg forstår intet.
Der er en masse underlige formularer og røde stjerner.... Jeg fatter bjælde.
Jeg hader at være voksen....
Men det skal jeg forestille at være nu! ARGH!
Det fik mig til at reflektere over mit voskne liv indtil nu.... Hvilket vel egentlig er fra det tidspunkt, hvor man flytter hjemmefra og står på egne ben.... Flyver fra reden, spreder sine vinger.... En masse fine metaforer for at komme videre i livet!
Hvilket for det meste egentlig bare betyder at finde ud af, hvor nederen det er at oprette en budgetkonto, altid gå ud med skraldet, vaske op, lave OG finde på aftensmad 7 dage om ugen, bruge sine penge på usynlige ting som 'varme','strøm' og 'licens', fjerne den klamme hårpølse i bruserafløbet (how the fuck does that even happen?!), tage imod Røde Kors ved døren søndag morgen og sørge for at være hjemme 'i tidsrummet mellem 10.30-19.45' et par gange om året.
Men hvad skete der så egentlig, da jeg flyttede hjemmefra?
De første par uger føltes det bare som et nyt værelse. Havde jo boet i annex.
Et par måneder føltes det som en slags hemmelig hule! Hvor det var mig der lavede reglerne, og kunne sige til folk hvad de måtte og ikke måtte i hulen!
Og så går det langsomt op for én..... Jeg er VOKSEN! Jeg må gøre LIGE HVAD JEG VIL!
Jeg må se lige hvad jeg vil i tv! Tegnefilm hele dagen!
Jeg må blive oppe så længe jeg vil, og falde i søvn på sofaen (til en tegnefilm). Og her må jeg vågne op, vende mig, og konkludere at det er fint nok.
Jeg må bruge madbudgettet på 50kr bland selv slik, kager og kakao! Og jeg må erstatte aftensmaden med cette. Og snacke på hvidløgsflutes senere hvis jeg har lyst!
Jeg må gå rundt i nattøj hele dagen og være uproduktiv og i vejen.
Jeg må være doven og ignorere at der er støvet (hvem støver af?).
Jeg må spise en sukkermad klokken 23 en tirsdag, skulle det være det!! UDEN at rydde op i køkkenet!
Jeg må bygge et fort af puder og dyner og sofaer i stuen, og bruge hele dagen på at fylde og se film!
Jeg kan pjække hvis jeg har lyst! (okay, ikke TEKNISK, nu hvor uni ikke har mødepligt, men hey....)
Jeg kan beslutte, at chokocrunch med mælk, en icecoffee med hindbærsnitte, en yumyum og to microwave burgere med ovnfritter er en passende næringsrig diæt for en voksen kvinde.
Og det gjorde jeg så!
Jeg blev voksen.... og det betød bare at jeg opførte mig endnu mere som et barn :D
Der er sikkert et eller andet social-psyko-filosofisk aspekt der....!!
Kom blot til at reflektere. Det bedste var nu engang også at være barn! Så hvorfor ikke udleve sine barnedrømme når man kan- de er jo AWESOME :D
Vil da stadig gerne se en dinosaur eller bygge vinger så jeg kan flyve! Alle de gode grænseløse drømme :D
Jeg har dog været lidt sent ude med at få afmeldt mit el, og satte mig for at gøre dette just nu.
Og nu sidder jeg så og prøver at finde ud af at få det afmeldt... og jeg forstår intet.
Der er en masse underlige formularer og røde stjerner.... Jeg fatter bjælde.
Jeg hader at være voksen....
Men det skal jeg forestille at være nu! ARGH!
Det fik mig til at reflektere over mit voskne liv indtil nu.... Hvilket vel egentlig er fra det tidspunkt, hvor man flytter hjemmefra og står på egne ben.... Flyver fra reden, spreder sine vinger.... En masse fine metaforer for at komme videre i livet!
Hvilket for det meste egentlig bare betyder at finde ud af, hvor nederen det er at oprette en budgetkonto, altid gå ud med skraldet, vaske op, lave OG finde på aftensmad 7 dage om ugen, bruge sine penge på usynlige ting som 'varme','strøm' og 'licens', fjerne den klamme hårpølse i bruserafløbet (how the fuck does that even happen?!), tage imod Røde Kors ved døren søndag morgen og sørge for at være hjemme 'i tidsrummet mellem 10.30-19.45' et par gange om året.
Men hvad skete der så egentlig, da jeg flyttede hjemmefra?
De første par uger føltes det bare som et nyt værelse. Havde jo boet i annex.
Et par måneder føltes det som en slags hemmelig hule! Hvor det var mig der lavede reglerne, og kunne sige til folk hvad de måtte og ikke måtte i hulen!
Og så går det langsomt op for én..... Jeg er VOKSEN! Jeg må gøre LIGE HVAD JEG VIL!
Jeg må se lige hvad jeg vil i tv! Tegnefilm hele dagen!
Jeg må blive oppe så længe jeg vil, og falde i søvn på sofaen (til en tegnefilm). Og her må jeg vågne op, vende mig, og konkludere at det er fint nok.
Jeg må bruge madbudgettet på 50kr bland selv slik, kager og kakao! Og jeg må erstatte aftensmaden med cette. Og snacke på hvidløgsflutes senere hvis jeg har lyst!
Jeg må gå rundt i nattøj hele dagen og være uproduktiv og i vejen.
Jeg må være doven og ignorere at der er støvet (hvem støver af?).
Jeg må spise en sukkermad klokken 23 en tirsdag, skulle det være det!! UDEN at rydde op i køkkenet!
Jeg må bygge et fort af puder og dyner og sofaer i stuen, og bruge hele dagen på at fylde og se film!
Jeg kan pjække hvis jeg har lyst! (okay, ikke TEKNISK, nu hvor uni ikke har mødepligt, men hey....)
Jeg kan beslutte, at chokocrunch med mælk, en icecoffee med hindbærsnitte, en yumyum og to microwave burgere med ovnfritter er en passende næringsrig diæt for en voksen kvinde.
Og det gjorde jeg så!
Jeg blev voksen.... og det betød bare at jeg opførte mig endnu mere som et barn :D
Der er sikkert et eller andet social-psyko-filosofisk aspekt der....!!
Kom blot til at reflektere. Det bedste var nu engang også at være barn! Så hvorfor ikke udleve sine barnedrømme når man kan- de er jo AWESOME :D
Vil da stadig gerne se en dinosaur eller bygge vinger så jeg kan flyve! Alle de gode grænseløse drømme :D
tirsdag den 12. marts 2013
I en transport stil!!
Det sker meget tit. Det sker faktisk dagligt.
Hver eneste dag bevæger jeg mig ud i det offentlige transportsystem.
Og alt, alt for tit bliver jeg opgivende overfor menneskeheden.
Hver gang jeg træder ud i verden, sker der en synkron idiotering af alle mennesker, særligt de der benytter den offentlige transport og det dertilhørende rum.
Jeg forstår det ikke. Kan det virkeligt passe, at jeg er det eneste menneske på kloden, der har forstået det?
Jeg nægter næsten at tro det.
Og dog.....
Erfaring støtter min teori. Folk er åndsforladte, når det kommer til offentlig transport.
Bare indenfor den sidste uge har jeg måttet korse mig og bede om mine himmelblå (like you do) flere gange, når fucking Chuck Nordtrafik lige skal lave en eller anden radikal manøvre.
Jeg giver gerne eksempler. Og de kommer så her!
Egentlig var min dag forløbet fint. Jeg stod op og gjorde min ting, skulle med et senere tog uden as og mas, og fik endda en lille lur på turen.
Da jeg ankommer til Århus station er der endda for en gangs skyld ikke trafikprop på rulletrappen. Ikke engang en luset facer fra M1 der ikke forstår ordet "FORFUCKSSAKELADMIGDOGLEVEMITLIVIFRED".
MEN. Freden varer ikke længe......
Da jeg vil ud af banegårdsbygningen, for at nå min bus til uni, støder jeg på det første hold tumper. De har valgt, at døråbningen ind til hovedbanegården nok ville være det idéelle sted til en gruppesamtale i myldretiden. Jeg behøver nok ikke påpege, at jeg IKKE kunne komme ud ad døren.
Bag mig kommer så det andet hold spassere på denne dag. De ser mig stoppe op, og har så tænkt "Det er nok bare sådan en slags joke, sådan lidt for sjov!" og vælger da også IKKE at stoppe med at bevæge sig fremad. Flot. Fucking halvhjerner.......
De kommer jo sjovt nok ikke igennem mig, de får mest af alt bare skubbet mig rundt i diverse retninger indtil de langsomt begynder at fatte....noget som helst.... I hvert fald at de ikke kan komme videre heller.
Men åh. ÅH! Det er ikke slut endnu.
For fra sidelinjen, flyvende ud af intetheden, kommer spasserkongen selv.
På dette tidspunkt er der blokeret foran, der kommer flere mennesker bagfra og der er allerede 100 mennesker, der er ved at forsøge at trænge igennem mig og komme ud fra stationen via human osmose. Jeg er derfor presset ud til siden af vindfanget med en afstand på ca. 20 cm til væggen.
Kong Spastikon tænker så åbenbart "HEY! Der kan JEG jo komme igennem!" og vælger at presse sit, betydeligt mere omfangende end 20cm i bredden, korpus ind i hullet og derved egentlig bare direkte vade ind i mig. Men han stopper ikke da han møder barrieren der er min krop. Han fortsætter bare. Efter sig slæber han ydermere en kuffert, hvilken han så lige som det sidste kan nå at køre over min fod, inden han, SOM ALLE ANDRE, går i stå foran mig.
VILD BEDRIFT! Fik du lige opnået absolut intet der? Wauv!! Så var det da vidst det hele værd!!
Jeg vidste ikke at det ikke var åbenlyst for enhver, at en døråbning på et stærkt trafikeret sted er en dårlig location til smalltalk. Jeg vidste heller ikke at der fandtes en overvejende stor del af folket, som tror, de er en form for x-men, der problemfrit kan passere gennem biologisk materiale, herunder særligt andre mennesker.
En anden ting med bybusserne i Århus er, at de om morgenen som oftest er proppede som en svinetransport før 2004. Og folk opfører sig derefter.
I Viborg kan vi den her ting... Den går ud på, at når en bus (eller et tog for den sags skyld) stopper og der både skal nogen af og på, så stiller de ventende passagerer sig ved siden af dørene og venter på at de nuværende passagerer er steget af. Herefter er der skabt plads, og man kan komme ind i bussen.
I Århus har de, hverken i tog eller bus, fattet dette. I Århus er alle people-benders, og ingen mennesker skal komme i vejen for deres fremadrettede kurs. Derfor kan man på sin fredelige vej ud ad bussen, blive tacklet af en gammel dame, der simpelthen er så bange for at hun dør inden hun når at komme med, at hun springer ind i bussen, så kraftigt at hendes hofte splintrer. SLAP NU AF! Chaufføren kører nok ikke før folk for det første er kommet af, og nok heller ikke mens folk er ved at stige ind. I skal nok nå det, chill for satan!
Det bliver alt sammen meget rarere hvis nu I bare.... bruger hovedet. Ingen kan lide at mase. Hvorfor er I så opsatte på at komme til det?
I de meget proppede busser kan det også nogle gange ske, at man må stå op, da de 12 sæder i dobbeltbussen er taget.
Det skete sjovt nok for mig. Der var så mange mennesker med bussen, at man måtte placere sig ned langs midtergangen og holde fast i hvad der var nærmest. Man var dog kilet ind mellem så mange andre mennesker at et egentlig holdepunkt ikke var nødvendigt. Det er hvad det er- det er bare myldretid.
Står man i midtergangen sker det dog nogle gange at der er siddende passagerer der skal ud fra deres sæde og af, således at alle på midtergangen må gøre sig umuligt kompakte eller gå frem og tilbage og til siden indtil man har fået nørklet personen forbi.
Da dette var sket for mig en 6 gange, og der løsnede sig plads i det mere åbne område omkring billetautomaten, stillede jeg mig naturligvis derned. Det var ikke bare lettere for mig, det var lettere for alle der skulle rejse sig fra sæderne.
Jeg placerer mig i den ene side ved døren op ad en skillevæg af glas, sådan at min rygsæk heller ikke fylder ud i rummet. Og alt går fint, folk kommer nemt forbi og ladidah alt er lyserødt og fluffy.
Så kommer vi til et stop, hvor en ældre dame (ældre fordi hun nok var ældre end ALLE andre i verden) skal af. Jeg står stille, og træder ingen steder hen, så hun bare kan gå forbi. Samtidig skal en burkaiklædt dame have sin forholdsvis store barnevogn ud af bussen også. Jeg trækker derfor rent faktisk også lidt længere ind mod skillevæggen for at skabe plads.
I stedet for at vente på at damen i burka får sin vogn ud, vælger den gamle hejre at begynde at prøve at gå igennem mig (igen sker det her... er jeg usynlig?).
Da det jo ikke rigtig er ladsiggørligt, vælger hun så at spørge mig "Skal du af?". Jeg svarer jo så, at det skal jeg ikke. "Jamen så kan vi andre jo ikke komme forbi!" siger hun så.
Det er kun fordi hun er gammel og skrøbelig at klaverstrengen der knapt holder mit temperament stangen ikke springer. FUCK. NU. AF.
Hør her, din arrogante snob af en knogleskøge- hvis du nu VENTER på at kvinden her får sin barnevogn ud, kan du jo sådan set gå UDENOM mig, i stedet for at presse dig igennem mig. Det kan godt være du er gammel og føler dig død indeni, men du er fandme ikke et spøgelse endnu!
Det er som om folk lever i en verden af "JEG skal frem" som intet med logik, logistik eller rationalitet har at gøre. Busserne ville jo ikke være forsinkede, hvis folk gjorde det, DER GIVER MENING, og fik folk effektivt ind og ud af bussen, i stedet for at lave det om til et ræs om hvem der først kommer ind inden alle andre er ude. Og nej, man kan ikke allesammen komme ud på éen gang, og er der en barnevogn der spærrer, så må du jo enten vælte den, eller måske bare vente 4 sekunder til den er nede på gaden.
For at lette resten af tiden (den muslimske dame stressede lidt, da gammelcunt109 besluttede sig for at mase folkemængden ud gennem en smal passage mellem mig og barnevognen, i stedet for at vente) hjalp jeg også kvinden med at få barnevognen ud. Var det blevet gjort fra start, havde Rynkerella slet ikke haft tid til at brokke sig.
Dette er bare to af de mest frustrerende eksempler indenfor den sidste uge.
Jeg har også været udsat for mange mindre, men dog stadigt grænseløst irriterende, ting.
Jeg har oplevet en mand læse så demonstrativt, at halvdelen af hans avis konstant skulle lægges over på mig når han bladrede, selvom jeg lå og sov (eller prøvede). Jeg har oplevet skolelærere der tror på at en 4. klasse kan holde deres kæft i en stillezone.
Faktisk har jeg endda engang oplevet, at en gut, der sad overfor mig, ignorerede at JEG lå og sov indover et bord, og bare lagde sig i et yderligere lag henover mig. What. The. FUUUUUUUCK? Do I KNOW you?
Jeg vil dog mene at der er nogle få hovedregler for at begå sig i den offentlige transport. Jeg ved ikke hvor mange der er, men et par vigtige af dem ville være;
1. Det er altid lettest at fylde en tom beholder. Vil man fylde noget i en skål, som allerede er fyldt, er det derfor nemmest at tømme skålen først, og derefter hælde nyt indhold i. Det hjælper ikke at forsøge at hælde mere i en fyldt skål, det løber bare over.
Det samme gør sig gældende for en bus- der kan ikke være flere mennesker derinde bare fordi du skal med, så vent til bussen er tømt, før du begynder at fylde den op igen.
2. Vi har endnu ikke luret de kvantefysiske hemmeligheder bag at kunne gå gennem betonmure eller mennesker. Lad være med at lege genfærd. Gå udenom, eller vent. Det er også helt okay at spørge høfligt om man må smutte forbi.
3. Mindsk al fysisk kontakt med fremmede. Der er ingen der bryder sig om det. Kun de med særligt perverterede lyster. Og de kan få en vogn for sig selv.
4. Alderdom giver dig ikke specielle transportrettigheder- du når nok hjem inden du dør, så slap af. Vi andre skal også med, og din plads i køen er ikke til diskussion.
5. Hvis du vil høre musik, så anskaf dig et headset.
Jeg bruger ca. 2½-3 timer om dagen på offentlig transport. Derfor konfronteres jeg med dette irrationelle miljø hver dag. Og til det kan jeg kun sige; jeg GLÆDER mig til det er overstået!
Note til selv, cykl mere.
Hver eneste dag bevæger jeg mig ud i det offentlige transportsystem.
Og alt, alt for tit bliver jeg opgivende overfor menneskeheden.
Hver gang jeg træder ud i verden, sker der en synkron idiotering af alle mennesker, særligt de der benytter den offentlige transport og det dertilhørende rum.
Jeg forstår det ikke. Kan det virkeligt passe, at jeg er det eneste menneske på kloden, der har forstået det?
Jeg nægter næsten at tro det.
Og dog.....
Erfaring støtter min teori. Folk er åndsforladte, når det kommer til offentlig transport.
Bare indenfor den sidste uge har jeg måttet korse mig og bede om mine himmelblå (like you do) flere gange, når fucking Chuck Nordtrafik lige skal lave en eller anden radikal manøvre.
Jeg giver gerne eksempler. Og de kommer så her!
Egentlig var min dag forløbet fint. Jeg stod op og gjorde min ting, skulle med et senere tog uden as og mas, og fik endda en lille lur på turen.
Da jeg ankommer til Århus station er der endda for en gangs skyld ikke trafikprop på rulletrappen. Ikke engang en luset facer fra M1 der ikke forstår ordet "FORFUCKSSAKELADMIGDOGLEVEMITLIVIFRED".
MEN. Freden varer ikke længe......
Da jeg vil ud af banegårdsbygningen, for at nå min bus til uni, støder jeg på det første hold tumper. De har valgt, at døråbningen ind til hovedbanegården nok ville være det idéelle sted til en gruppesamtale i myldretiden. Jeg behøver nok ikke påpege, at jeg IKKE kunne komme ud ad døren.
Bag mig kommer så det andet hold spassere på denne dag. De ser mig stoppe op, og har så tænkt "Det er nok bare sådan en slags joke, sådan lidt for sjov!" og vælger da også IKKE at stoppe med at bevæge sig fremad. Flot. Fucking halvhjerner.......
De kommer jo sjovt nok ikke igennem mig, de får mest af alt bare skubbet mig rundt i diverse retninger indtil de langsomt begynder at fatte....noget som helst.... I hvert fald at de ikke kan komme videre heller.
Men åh. ÅH! Det er ikke slut endnu.
For fra sidelinjen, flyvende ud af intetheden, kommer spasserkongen selv.
På dette tidspunkt er der blokeret foran, der kommer flere mennesker bagfra og der er allerede 100 mennesker, der er ved at forsøge at trænge igennem mig og komme ud fra stationen via human osmose. Jeg er derfor presset ud til siden af vindfanget med en afstand på ca. 20 cm til væggen.
Kong Spastikon tænker så åbenbart "HEY! Der kan JEG jo komme igennem!" og vælger at presse sit, betydeligt mere omfangende end 20cm i bredden, korpus ind i hullet og derved egentlig bare direkte vade ind i mig. Men han stopper ikke da han møder barrieren der er min krop. Han fortsætter bare. Efter sig slæber han ydermere en kuffert, hvilken han så lige som det sidste kan nå at køre over min fod, inden han, SOM ALLE ANDRE, går i stå foran mig.
VILD BEDRIFT! Fik du lige opnået absolut intet der? Wauv!! Så var det da vidst det hele værd!!
Jeg vidste ikke at det ikke var åbenlyst for enhver, at en døråbning på et stærkt trafikeret sted er en dårlig location til smalltalk. Jeg vidste heller ikke at der fandtes en overvejende stor del af folket, som tror, de er en form for x-men, der problemfrit kan passere gennem biologisk materiale, herunder særligt andre mennesker.
En anden ting med bybusserne i Århus er, at de om morgenen som oftest er proppede som en svinetransport før 2004. Og folk opfører sig derefter.
I Viborg kan vi den her ting... Den går ud på, at når en bus (eller et tog for den sags skyld) stopper og der både skal nogen af og på, så stiller de ventende passagerer sig ved siden af dørene og venter på at de nuværende passagerer er steget af. Herefter er der skabt plads, og man kan komme ind i bussen.
I Århus har de, hverken i tog eller bus, fattet dette. I Århus er alle people-benders, og ingen mennesker skal komme i vejen for deres fremadrettede kurs. Derfor kan man på sin fredelige vej ud ad bussen, blive tacklet af en gammel dame, der simpelthen er så bange for at hun dør inden hun når at komme med, at hun springer ind i bussen, så kraftigt at hendes hofte splintrer. SLAP NU AF! Chaufføren kører nok ikke før folk for det første er kommet af, og nok heller ikke mens folk er ved at stige ind. I skal nok nå det, chill for satan!
Det bliver alt sammen meget rarere hvis nu I bare.... bruger hovedet. Ingen kan lide at mase. Hvorfor er I så opsatte på at komme til det?
I de meget proppede busser kan det også nogle gange ske, at man må stå op, da de 12 sæder i dobbeltbussen er taget.
Det skete sjovt nok for mig. Der var så mange mennesker med bussen, at man måtte placere sig ned langs midtergangen og holde fast i hvad der var nærmest. Man var dog kilet ind mellem så mange andre mennesker at et egentlig holdepunkt ikke var nødvendigt. Det er hvad det er- det er bare myldretid.
Står man i midtergangen sker det dog nogle gange at der er siddende passagerer der skal ud fra deres sæde og af, således at alle på midtergangen må gøre sig umuligt kompakte eller gå frem og tilbage og til siden indtil man har fået nørklet personen forbi.
Da dette var sket for mig en 6 gange, og der løsnede sig plads i det mere åbne område omkring billetautomaten, stillede jeg mig naturligvis derned. Det var ikke bare lettere for mig, det var lettere for alle der skulle rejse sig fra sæderne.
Jeg placerer mig i den ene side ved døren op ad en skillevæg af glas, sådan at min rygsæk heller ikke fylder ud i rummet. Og alt går fint, folk kommer nemt forbi og ladidah alt er lyserødt og fluffy.
Så kommer vi til et stop, hvor en ældre dame (ældre fordi hun nok var ældre end ALLE andre i verden) skal af. Jeg står stille, og træder ingen steder hen, så hun bare kan gå forbi. Samtidig skal en burkaiklædt dame have sin forholdsvis store barnevogn ud af bussen også. Jeg trækker derfor rent faktisk også lidt længere ind mod skillevæggen for at skabe plads.
I stedet for at vente på at damen i burka får sin vogn ud, vælger den gamle hejre at begynde at prøve at gå igennem mig (igen sker det her... er jeg usynlig?).
Da det jo ikke rigtig er ladsiggørligt, vælger hun så at spørge mig "Skal du af?". Jeg svarer jo så, at det skal jeg ikke. "Jamen så kan vi andre jo ikke komme forbi!" siger hun så.
Det er kun fordi hun er gammel og skrøbelig at klaverstrengen der knapt holder mit temperament stangen ikke springer. FUCK. NU. AF.
Hør her, din arrogante snob af en knogleskøge- hvis du nu VENTER på at kvinden her får sin barnevogn ud, kan du jo sådan set gå UDENOM mig, i stedet for at presse dig igennem mig. Det kan godt være du er gammel og føler dig død indeni, men du er fandme ikke et spøgelse endnu!
Det er som om folk lever i en verden af "JEG skal frem" som intet med logik, logistik eller rationalitet har at gøre. Busserne ville jo ikke være forsinkede, hvis folk gjorde det, DER GIVER MENING, og fik folk effektivt ind og ud af bussen, i stedet for at lave det om til et ræs om hvem der først kommer ind inden alle andre er ude. Og nej, man kan ikke allesammen komme ud på éen gang, og er der en barnevogn der spærrer, så må du jo enten vælte den, eller måske bare vente 4 sekunder til den er nede på gaden.
For at lette resten af tiden (den muslimske dame stressede lidt, da gammelcunt109 besluttede sig for at mase folkemængden ud gennem en smal passage mellem mig og barnevognen, i stedet for at vente) hjalp jeg også kvinden med at få barnevognen ud. Var det blevet gjort fra start, havde Rynkerella slet ikke haft tid til at brokke sig.
Dette er bare to af de mest frustrerende eksempler indenfor den sidste uge.
Jeg har også været udsat for mange mindre, men dog stadigt grænseløst irriterende, ting.
Jeg har oplevet en mand læse så demonstrativt, at halvdelen af hans avis konstant skulle lægges over på mig når han bladrede, selvom jeg lå og sov (eller prøvede). Jeg har oplevet skolelærere der tror på at en 4. klasse kan holde deres kæft i en stillezone.
Faktisk har jeg endda engang oplevet, at en gut, der sad overfor mig, ignorerede at JEG lå og sov indover et bord, og bare lagde sig i et yderligere lag henover mig. What. The. FUUUUUUUCK? Do I KNOW you?
Jeg vil dog mene at der er nogle få hovedregler for at begå sig i den offentlige transport. Jeg ved ikke hvor mange der er, men et par vigtige af dem ville være;
1. Det er altid lettest at fylde en tom beholder. Vil man fylde noget i en skål, som allerede er fyldt, er det derfor nemmest at tømme skålen først, og derefter hælde nyt indhold i. Det hjælper ikke at forsøge at hælde mere i en fyldt skål, det løber bare over.
Det samme gør sig gældende for en bus- der kan ikke være flere mennesker derinde bare fordi du skal med, så vent til bussen er tømt, før du begynder at fylde den op igen.
2. Vi har endnu ikke luret de kvantefysiske hemmeligheder bag at kunne gå gennem betonmure eller mennesker. Lad være med at lege genfærd. Gå udenom, eller vent. Det er også helt okay at spørge høfligt om man må smutte forbi.
3. Mindsk al fysisk kontakt med fremmede. Der er ingen der bryder sig om det. Kun de med særligt perverterede lyster. Og de kan få en vogn for sig selv.
4. Alderdom giver dig ikke specielle transportrettigheder- du når nok hjem inden du dør, så slap af. Vi andre skal også med, og din plads i køen er ikke til diskussion.
5. Hvis du vil høre musik, så anskaf dig et headset.
Jeg bruger ca. 2½-3 timer om dagen på offentlig transport. Derfor konfronteres jeg med dette irrationelle miljø hver dag. Og til det kan jeg kun sige; jeg GLÆDER mig til det er overstået!
Note til selv, cykl mere.
tirsdag den 29. januar 2013
Don't let people ruin your life, do it yourself!!
Nu er det sket igen. Det er 1000 år siden jeg har blogget, og jeg kan ikke huske hvilken skrifttype jeg bruger. Geezus, mon ikke det går. Lidt uorden er jeg vidst mere end vant til. (Man forstår hvis man ser mit hjem..... kloge mennesker holder orden, men genier behersker kaos!!)
Men jeg er tilbage. Og det er jeg fordi jeg besøgte en veninde for en lille uge siden, og hun sagde noget der bare har siddet fast i mit hoved lige siden. "Du er også god til at lade folk træde på dig."
Jeg vidste hun havde ret. Det blev vi også enige om. Men det var nok det sidste jeg havde forventet nogen ville sige om mig.
Normalt tænker jeg jo om mig selv, at der sgu ikke er nogen der skal komme og tro de kan rende om hjørner med mig. Og sker det, så hører de for det, lige indtil det hele får det resultat jeg vil have. Eller bare et der er rimeligt.
Føler jeg jeg ikke bliver retfærdigt behandlet, er jeg ikke bleg for at protestere, og heller ikke bange for at stikke halsen frem over blokken og sige hvad jeg mener bør siges, hvad udfald det end måtte få. Sådan er jeg nu engang kommet langt- mange lader sig rykke rundt af telefonselskaber, systemet og SU og meget andet. Der er jeg ikke bange for at sige fra, og får jeg et brev med udgifter jeg ikke synes stemmer overens med virkeligheden, gør jeg noget ved det.
Og jeg kommer tilbage igen, og igen, og igen, og igen...................
Det hun talte om havde dog intet med den slags at gøre. Hun talte om forhold.
Og ja. Jeg er en fucking tumpe til den slags.
For det første kan jeg ikke finde ud af at få gjort noget ved sagerne... og for det andet så lader jeg mig træde på som dørmåtten ved hovedindgangen i Magasin - tit og tungt.
Jeg har fandme været igennem mange op- og nedture. Det skal dog siges at jeg aldrig var dum nok til at begive mig ud i et forhold med nogen som helst af derøvhuller ucharmerende typer. Og det priser jeg mig lykkelig for. Jeg har ikke en forfærdelig ex, for jeg har aldrig haft en forfærdelig kæreste. Kun fjolser omkring mig.
Det her skal ikke til at være en udpensling af uh oh åh alle de grusomme ting jeg har gået igennem. Men jeg tror der er mange der må have det på samme måde som mig.
Vi kan sagtens finde ud af at være stærke når det handler om noget upersonligt. Men når der er mere involveret bliver det svært.
Jeg ser tonsvis af piger der bliver trådt op og ned ad ryggen af deres kærester. Og jeg har altid sagt jeg ikke ville være en af dem. Og det blev jeg heller ikke! Jeg styrede udenom. Men det var tæt på.
Jeg kan ikke tælle alle de gange jeg er blevet brændt af, svigtet, har smidt penge efter nogen, har droppet mine egne drømme, er blevet nedgjort, skældt ud og rent ud sagt- skidt på.
Men jeg kunne altid skride. Og i sidste ende gjorde jeg.
Derfor fik jeg aldrig en kæreste. Jeg magtede simpelthen ikke, som så mange andre jeg så omkring mig, at være fanget i et forhold der handlede om at få hævn over hinanden, skændes eller være ked af det. Så jeg holdt mig bare væk, indtil jeg syntes det hele kunne give mening igen.
Men hold kæft hvor er der mangepikhoveder ucharmerende typer derude. Og ja, det er muligt der også er nogle psyko kællinger derude blandt kvinderne, men dem har jeg aldrig datet, så det kan jeg ikke udtale mig om. Jeg holder mig til det jeg ved noget om; det er blevet alt for almindeligt at være et dumt svin.
Det er jo også blevet noget vi udstiller. Vi skal jo gerne se op til de fyre der render og pisser på alle de piger de kan finde. Vi sætter dem på en piedestal, og giver dem sgu penge for at vise os andre på tv, hvordan vi allerbedst agerer så latterligt som overhovedet muligt. Der er en pris til den der bedst kan vise os hvordan vi bliver det dårligst mulige menneske.
Men alt det kan vente til en anden gang (det skriver jeg vidst lidt for tit, uden at følge op på det....).
I bund og grund gik der bare til sidst nogle ting op for mig. Og jeg skal ikke belære nogen om hvordan de vil leve deres liv, men det her er min blog, og her er MIN sandhed, sandhedEN!!
Jeg opdagede, at hver gang jeg troede jeg savnede nogen, så var jeg egentlig bare ked af at jeg igen var blevet overtrumfet af noget mere spændende.
Jeg opdagede at når jeg troede jeg havde følelser for nogen, så var det i virkeligheden mere misfortolket had og konstant irritation.
Jeg opdagede at gensynets glæde, mere var lettelse over ikke at være blevet glemt igen.
Jeg fandt ud af, at det ikke holder i længden, at man græder mere end man griner.
Jeg fandt ud af, at man kan give alt af sig selv, uden det er ensbetydende med man får noget igen.
Jeg lærte at det ikke ubetinget handler om at følge den andens behov, men i stedet om at følge sig selv først og fremmest.
Og jeg lærte, at hvis man ikke er sig selv, kan man aldrig være glad.
Vigtigst af alt lærte jeg, at det ikke var en måde at leve på.
Derfor kom jeg frem til det mest simple nogensinde; jeg skulle stoppe med at forme mig selv efter en anden, og i stedet finde ud af at være mig. Og i sidste ende måtte jeg vel finde en der kunne lide MIG, i stedet for alt det andet jeg kunne være hvis jeg bare lige sådan og sådan og hug en hæl og klip en tå og deruda'...
Og det er den største kliché nogensinde, det er hørt tusind gange. Men det bliver kun gentaget fordi det er sandt!
Man kan sagtens forsøge at spille en rolle hele sit liv. Men så levede man et andet liv end sit eget, og man får nu engang kun 1 chance til at leve et liv. Så lad det da være MIT liv jeg lever.
Jeg er ikke en guru der kommer med altomvæltende sandhed her. Mange har oplevet det samme og er kommet til samme konklusion. Nogle til en anden. Andre sidder bare fast.
Jeg kan ikke udtale mig ret meget om forhold. Jeg er ikke super erfaren på området.
Men jeg ved noget om selvværd, selvrealisering og egoisme.
Hvis man aldrig er egoistisk kan man ikke opbygge et selvværd. Hvis man konsekvent sætter andre foran sig selv, gør man automatisk sig selv intet værd. Og hvis man ikke har noget selvværd, så sætter man ikke sine egne drømme og planer særligt højt, man følger måske helst bare nogle andres. Det er noget nemmere, og de ved sikkert bedre.
Men NEJ! STOP! Sådan er det ikke!
Det handler sgu om at leve sit eget liv. Og komme igennem uden alt for mange skrammer. Det er okay at man kvajer sig - for helvede, jeg skrev ikke denne blog hvis ikke jeg selv havde kvajet mig godt og grundigt - og man brænder fingrene. Men så lærer man bare at ovnen bliver varm, og på lader man være med at pille ved ting man ikke skal have nallerne i en anden gang.
Jeg håber sgu at alle de dejlige damer jeg kender, der har det på samme måde som jeg havde det, kommer til samme konklusion. Snap out of it! Det er langt rarere at vågne op hver dag og have det godt, i stedet for at skulle kæmpe sig igennem og håbe at det hele nok bliver bedre engang.
Jeg stillede mig selv følgende spørgsmål:
Gør han mig glad ligeså tit som han gør mig ked af det?
Har han nogensinde tilgodeset mine behov over sine egne?
Er jeg glad når jeg vågner om morgenen?
Er jeg glad når jeg går i seng igen?
Har jeg ro på?
Kan jeg slappe af?
Føler jeg mig som mig selv?
Og ærligt talt. Det var sgu et nej til hele rækken. Det VAR det. Sådan er det ikke længere.
For så fulgte jeg et råd en klog mand engang gav mig. Jeg spurgte mig selv; hvad ville jeg gøre, hvis jeg ikke var bange?
Og så gjorde jeg det. Jeg skred.
Først var det hårdt. Jeg har aldrig været god til at sige fra på den front.
Men det tog.... en dag.... én enkelt dag... før jeg indså at jeg havde det MEGET bedre. Og så var det som om det hele ikke var så hårdt længere. Det var den største lettelse jeg kan forestille mig. Og jeg har altså haft forstoppelse på Roskilde Festival!!!!!
Nu kunne jeg rent faktisk gøre som JEG havde lyst til. Uden nogen skulle tjekke mig. Uden jeg skulle retfærdiggøre mine handlinger. Uden troen om, at det nok bare var sådan det skulle være.
Sådan skal det IKKE være. Hvis det ikke dur, så dur det bare ikke. Man bestemmer ikke selv hvem der er god for en. Det er der bare nogle der er, og nogle der ikke er.
Jeg da ville ønske at Yankie bars var gode for mig, men det er sgu bladselleri der gør mig godt. Og når jeg så spiser sellerien i stedet for chokoladen, så får jeg det bare helt fantastisk meget bedre!
Det var bare lige at få øjnene op for hvad der gjorde mig godt, og hvad jeg TROEDE gjorde mig godt.
Og det er fandme rarere at have det godt, end at gå og lade som om man har, fordi man bare så gerne vil. Drop det!! DAMER!! OBEY ME!!!!!
Det her indlæg har fået sit eget liv. Jeg havde ikke en decideret plan da jeg startede, men jeg havde helt sikkert ikke forestillet mig dette resultat! Men det er fint. Jeg vil gerne bruge min blog til at opfordre folk til at få et bedre liv. Især alle de søde piger jeg kender, der går og kæmper.
Og drenge for den sags skyld. Jeg kender også fyre der havde tyranniske kærester af kvindekøn. Og af mandekøn. Men kom for helvede af med dem. Det hjælper jo ikke at lave lappeløsninger ovenpå lappen og gaffertapen og proppen og hvad der nu ellers er brugt af løsninger. Hesten hopper ikke mere hvis den er død, og det hjælper ikke at piske den!!
Med alt det sagt.... hader jeg ikke mænd.
Jeg har været så heldig at finde mig en af slagsen som er alt det jeg ikke havde før.
Jeg kan være mig selv, jeg ER mig selv og jeg FØLER mig som mig selv. Ikke som en eller anden rolle jeg skulle spille.
Jeg skal ikke skjule noget, jeg skal ikke afgive rapport om hver eneste bevægelse jeg foretager mig, og det kræves ikke længere at jeg tilsidesætter mit eget velvære for hans.
Det er ikke længere urimeligt at jeg også har ting jeg gerne vil opnå.
Lige pt. er mine drømme og mål bare en del af mit liv (vores liv?), og det er ikke noget der skal ændres på. Der er plads til mit, og der er plads til hans. Og SÅDAN skal det være.
Jeg kan gøre det JEG vil nu, uden det bliver et problem. Og jeg er glad. Jeg er rolig indeni, jeg har det godt, og jeg er glad.
Og for mig, er det dét der gør hele forskellen.
Opsummeret pointe;
Lad være med at lade en anden person ødelægge dit liv!!
Hvis der er nogen der skal ødelægge mit liv, så skal det fandme være mig selv!!
Og så gør jeg det ordentligt!
Men lige nu, foretrækker jeg det gode liv jeg lever nu!!
Men jeg er tilbage. Og det er jeg fordi jeg besøgte en veninde for en lille uge siden, og hun sagde noget der bare har siddet fast i mit hoved lige siden. "Du er også god til at lade folk træde på dig."
Jeg vidste hun havde ret. Det blev vi også enige om. Men det var nok det sidste jeg havde forventet nogen ville sige om mig.
Normalt tænker jeg jo om mig selv, at der sgu ikke er nogen der skal komme og tro de kan rende om hjørner med mig. Og sker det, så hører de for det, lige indtil det hele får det resultat jeg vil have. Eller bare et der er rimeligt.
Føler jeg jeg ikke bliver retfærdigt behandlet, er jeg ikke bleg for at protestere, og heller ikke bange for at stikke halsen frem over blokken og sige hvad jeg mener bør siges, hvad udfald det end måtte få. Sådan er jeg nu engang kommet langt- mange lader sig rykke rundt af telefonselskaber, systemet og SU og meget andet. Der er jeg ikke bange for at sige fra, og får jeg et brev med udgifter jeg ikke synes stemmer overens med virkeligheden, gør jeg noget ved det.
Og jeg kommer tilbage igen, og igen, og igen, og igen...................
Det hun talte om havde dog intet med den slags at gøre. Hun talte om forhold.
Og ja. Jeg er en fucking tumpe til den slags.
For det første kan jeg ikke finde ud af at få gjort noget ved sagerne... og for det andet så lader jeg mig træde på som dørmåtten ved hovedindgangen i Magasin - tit og tungt.
Jeg har fandme været igennem mange op- og nedture. Det skal dog siges at jeg aldrig var dum nok til at begive mig ud i et forhold med nogen som helst af de
Det her skal ikke til at være en udpensling af uh oh åh alle de grusomme ting jeg har gået igennem. Men jeg tror der er mange der må have det på samme måde som mig.
Vi kan sagtens finde ud af at være stærke når det handler om noget upersonligt. Men når der er mere involveret bliver det svært.
Jeg ser tonsvis af piger der bliver trådt op og ned ad ryggen af deres kærester. Og jeg har altid sagt jeg ikke ville være en af dem. Og det blev jeg heller ikke! Jeg styrede udenom. Men det var tæt på.
Jeg kan ikke tælle alle de gange jeg er blevet brændt af, svigtet, har smidt penge efter nogen, har droppet mine egne drømme, er blevet nedgjort, skældt ud og rent ud sagt- skidt på.
Men jeg kunne altid skride. Og i sidste ende gjorde jeg.
Derfor fik jeg aldrig en kæreste. Jeg magtede simpelthen ikke, som så mange andre jeg så omkring mig, at være fanget i et forhold der handlede om at få hævn over hinanden, skændes eller være ked af det. Så jeg holdt mig bare væk, indtil jeg syntes det hele kunne give mening igen.
Men hold kæft hvor er der mange
Det er jo også blevet noget vi udstiller. Vi skal jo gerne se op til de fyre der render og pisser på alle de piger de kan finde. Vi sætter dem på en piedestal, og giver dem sgu penge for at vise os andre på tv, hvordan vi allerbedst agerer så latterligt som overhovedet muligt. Der er en pris til den der bedst kan vise os hvordan vi bliver det dårligst mulige menneske.
Men alt det kan vente til en anden gang (det skriver jeg vidst lidt for tit, uden at følge op på det....).
I bund og grund gik der bare til sidst nogle ting op for mig. Og jeg skal ikke belære nogen om hvordan de vil leve deres liv, men det her er min blog, og her er MIN sandhed, sandhedEN!!
Jeg opdagede, at hver gang jeg troede jeg savnede nogen, så var jeg egentlig bare ked af at jeg igen var blevet overtrumfet af noget mere spændende.
Jeg opdagede at når jeg troede jeg havde følelser for nogen, så var det i virkeligheden mere misfortolket had og konstant irritation.
Jeg opdagede at gensynets glæde, mere var lettelse over ikke at være blevet glemt igen.
Jeg fandt ud af, at det ikke holder i længden, at man græder mere end man griner.
Jeg fandt ud af, at man kan give alt af sig selv, uden det er ensbetydende med man får noget igen.
Jeg lærte at det ikke ubetinget handler om at følge den andens behov, men i stedet om at følge sig selv først og fremmest.
Og jeg lærte, at hvis man ikke er sig selv, kan man aldrig være glad.
Vigtigst af alt lærte jeg, at det ikke var en måde at leve på.
Derfor kom jeg frem til det mest simple nogensinde; jeg skulle stoppe med at forme mig selv efter en anden, og i stedet finde ud af at være mig. Og i sidste ende måtte jeg vel finde en der kunne lide MIG, i stedet for alt det andet jeg kunne være hvis jeg bare lige sådan og sådan og hug en hæl og klip en tå og deruda'...
Og det er den største kliché nogensinde, det er hørt tusind gange. Men det bliver kun gentaget fordi det er sandt!
Man kan sagtens forsøge at spille en rolle hele sit liv. Men så levede man et andet liv end sit eget, og man får nu engang kun 1 chance til at leve et liv. Så lad det da være MIT liv jeg lever.
Jeg er ikke en guru der kommer med altomvæltende sandhed her. Mange har oplevet det samme og er kommet til samme konklusion. Nogle til en anden. Andre sidder bare fast.
Jeg kan ikke udtale mig ret meget om forhold. Jeg er ikke super erfaren på området.
Men jeg ved noget om selvværd, selvrealisering og egoisme.
Hvis man aldrig er egoistisk kan man ikke opbygge et selvværd. Hvis man konsekvent sætter andre foran sig selv, gør man automatisk sig selv intet værd. Og hvis man ikke har noget selvværd, så sætter man ikke sine egne drømme og planer særligt højt, man følger måske helst bare nogle andres. Det er noget nemmere, og de ved sikkert bedre.
Men NEJ! STOP! Sådan er det ikke!
Det handler sgu om at leve sit eget liv. Og komme igennem uden alt for mange skrammer. Det er okay at man kvajer sig - for helvede, jeg skrev ikke denne blog hvis ikke jeg selv havde kvajet mig godt og grundigt - og man brænder fingrene. Men så lærer man bare at ovnen bliver varm, og på lader man være med at pille ved ting man ikke skal have nallerne i en anden gang.
Jeg håber sgu at alle de dejlige damer jeg kender, der har det på samme måde som jeg havde det, kommer til samme konklusion. Snap out of it! Det er langt rarere at vågne op hver dag og have det godt, i stedet for at skulle kæmpe sig igennem og håbe at det hele nok bliver bedre engang.
Jeg stillede mig selv følgende spørgsmål:
Gør han mig glad ligeså tit som han gør mig ked af det?
Har han nogensinde tilgodeset mine behov over sine egne?
Er jeg glad når jeg vågner om morgenen?
Er jeg glad når jeg går i seng igen?
Har jeg ro på?
Kan jeg slappe af?
Føler jeg mig som mig selv?
Og ærligt talt. Det var sgu et nej til hele rækken. Det VAR det. Sådan er det ikke længere.
For så fulgte jeg et råd en klog mand engang gav mig. Jeg spurgte mig selv; hvad ville jeg gøre, hvis jeg ikke var bange?
Og så gjorde jeg det. Jeg skred.
Først var det hårdt. Jeg har aldrig været god til at sige fra på den front.
Men det tog.... en dag.... én enkelt dag... før jeg indså at jeg havde det MEGET bedre. Og så var det som om det hele ikke var så hårdt længere. Det var den største lettelse jeg kan forestille mig. Og jeg har altså haft forstoppelse på Roskilde Festival!!!!!
Nu kunne jeg rent faktisk gøre som JEG havde lyst til. Uden nogen skulle tjekke mig. Uden jeg skulle retfærdiggøre mine handlinger. Uden troen om, at det nok bare var sådan det skulle være.
Sådan skal det IKKE være. Hvis det ikke dur, så dur det bare ikke. Man bestemmer ikke selv hvem der er god for en. Det er der bare nogle der er, og nogle der ikke er.
Jeg da ville ønske at Yankie bars var gode for mig, men det er sgu bladselleri der gør mig godt. Og når jeg så spiser sellerien i stedet for chokoladen, så får jeg det bare helt fantastisk meget bedre!
Det var bare lige at få øjnene op for hvad der gjorde mig godt, og hvad jeg TROEDE gjorde mig godt.
Og det er fandme rarere at have det godt, end at gå og lade som om man har, fordi man bare så gerne vil. Drop det!! DAMER!! OBEY ME!!!!!
Det her indlæg har fået sit eget liv. Jeg havde ikke en decideret plan da jeg startede, men jeg havde helt sikkert ikke forestillet mig dette resultat! Men det er fint. Jeg vil gerne bruge min blog til at opfordre folk til at få et bedre liv. Især alle de søde piger jeg kender, der går og kæmper.
Og drenge for den sags skyld. Jeg kender også fyre der havde tyranniske kærester af kvindekøn. Og af mandekøn. Men kom for helvede af med dem. Det hjælper jo ikke at lave lappeløsninger ovenpå lappen og gaffertapen og proppen og hvad der nu ellers er brugt af løsninger. Hesten hopper ikke mere hvis den er død, og det hjælper ikke at piske den!!
Med alt det sagt.... hader jeg ikke mænd.
Jeg har været så heldig at finde mig en af slagsen som er alt det jeg ikke havde før.
Jeg kan være mig selv, jeg ER mig selv og jeg FØLER mig som mig selv. Ikke som en eller anden rolle jeg skulle spille.
Jeg skal ikke skjule noget, jeg skal ikke afgive rapport om hver eneste bevægelse jeg foretager mig, og det kræves ikke længere at jeg tilsidesætter mit eget velvære for hans.
Det er ikke længere urimeligt at jeg også har ting jeg gerne vil opnå.
Lige pt. er mine drømme og mål bare en del af mit liv (vores liv?), og det er ikke noget der skal ændres på. Der er plads til mit, og der er plads til hans. Og SÅDAN skal det være.
Jeg kan gøre det JEG vil nu, uden det bliver et problem. Og jeg er glad. Jeg er rolig indeni, jeg har det godt, og jeg er glad.
Og for mig, er det dét der gør hele forskellen.
Opsummeret pointe;
Lad være med at lade en anden person ødelægge dit liv!!
Hvis der er nogen der skal ødelægge mit liv, så skal det fandme være mig selv!!
Og så gør jeg det ordentligt!
Men lige nu, foretrækker jeg det gode liv jeg lever nu!!
Abonner på:
Opslag (Atom)